| Formanden har ordet | ![]() |
|
| Viggo Knudsen |
AMJ - hvor jægere mødes
Atter er et år gået. Årets minder tages frem og man ser tilbage og vurderer det år som nu er ved at rinde ud - samt formulerer sine ønsker for det kommende år!
Vort fællesskab og gode kammeratskab i foreningen bidrager til, at vi med glæde kan se tilbage på året. Der har været mange opgaver og naturligvis også meningsforskelle, men takket være vor gode samarbejde har vi nået meget. Vi har atter set en medlemstilgang hvilket naturligvis er glædeligt, men det forpligter os alle samtidigt til at kæmpe for den positive ånd og stemning der hersker i vor forening. Gid at den ånd altid vil følge os i AMJ!
Men der er stadig store udfordringer forude for den danske jæger!
Vi er på vej - men vi skal gøre det bedre
Der har været stor fokus på anskydningerne på det seneste. Det har været i form af debatter, møder, plakater, temasider, røde og grønne kort til gåsejægerne m.m. Nogle har følt sig stødt af fremgangsmåden, men i det store hele har de fleste jægere forstået alvoren: Hvis vi ikke selv løser dette problem, vil andre gøre det for os, nemlig ved at begrænse jagten og måske endda helt forbyde visse jagtformer!
Glædeligt er det, at de danske jægere har formindsket anskydningsprocenten på gæs med 75%, men det er nødvendigt at gøre det endnu bedre. Gæs, edderfugl og ræv er der i øjeblikket særlig fokus på, men her skal der også ske forbedringer hvis vi skal kunne fastholde de nuværende betingelser.
Derfor: Gør opmærksom på de maksimale skudafstande under parolen. Læs den nye parolefolder som også giver gode råd om moral og etik, våbenbehandling, valg af haglstørrelser, maksimale skudafstande samt forslag til parolen!
Man er aldrig bedre end sit seneste skud!
Vi ved alle at god skydning kræver træning og færre anskydninger opnås kun ved god skydning og god moral. Derfor: Kom nu frem på landets lerduebaner samt riffelbaner og træn med dit jagtgevær og din riffel - for en god skytte anskyder mindre vildt end en dårlig skytte! Og der er ingen vej udenom: Prøveskyd forskellige patroner i begge våben. Der er ikke garanti for at den patron som skyder bedst i din nabos gevær også skyder bedst i dit.
Træning samt at besinde sig når vildtet er langt ude. Så undgår vi mange anskydninger!
Vis foreningens ansigt!
Er AMJ-logoet faldet af eller falmet - eller har du måske fået ny bil - så har bestyrelsen flere foreningsklistermærker til at sætte i bagruden så du kan vise at du er medlem i Askov/Malt Jagtforening. Få evt. et nyt klistermærke ved en af vore mange aktiviteter.
På tærskelen til det nye år
ønsker jeg alle vore medlemmer en glædelig jul og et godt nytår og en stor tak skal lyde til jer alle som i årets løb har gjort en indsats for AMJ. Tak til de ansvarlige for de forskellige ansvarsområder - til den øvrige bestyrelse og de arbejdende suppleanter for en stor og aktiv arbejdsindsats. Også tak til jer som har skrevet en jagtfortælling til årshæftet, til alle vore annoncører som gør dette hæfte muligt - samt ikke mindst til Jeppe Reklame/Vejen for dit altid meget store engagement for foreningen.
2002 bliver også et spændende år. Vi har mange aktiviteter i støbeskeen som vil gøre det spændende og attraktivt at være medlem!
Med jægerhilsen
Viggo Knudsen

Bestyrelse og suppleanter: Gretha, Viggo, Peter, Bent, Tom, Finn, Ole.