Kan hunde lide børn?

Af Hans Lærkesen

Jeg havde fra 1976 til 1985 en ruhåret hønsehund. Hun hed Heidi og havde et roligt og venligt gemyt. Hun var især, som mange hunde ofte er det, særdeles glad for børn. Selv vildtfremmede unger kunne byde Heidi snart sagt hvad som helst - hun fandt sig i det med en engels tålmodighed. En sommerdag - jeg tror, det var i 1980 - havde jeg et ærinde til byen. Heidi fik lov at komme med, og jeg havde hende i snor, da vi spadserede hen ad gaden. Da jeg stoppede for at betragte en forretnings udstillingsvindue, satte Heidi sig pænt ved siden af mig. Som vi stod/sad der, kom en nydelig yngre mor forbi med sin 3 - 4 år gamle datter ved hånden. Det var den yndigste unge i en fin hvid sommerkjole. Idet de passerer, standser barnet op _ meter fra hunden, rækker hånden frem og udbryder: "Se mor - vovse,". Heidi stikker snuden frem mod tøsens hånd. Moderen holder lidt igen og spørger (meget fornuftigt): "Kan den lide børn?".
Da farer en djævel i mig, og jeg svarer: "Ja, men jeg prøver at holde den nede på en om dagen".
Det stakkels kvindfolk hev ungen til sig og forsvandt hen ad gaden i et tempo, enhver veltrænet travhest ville have misundt hende.