Jagt eller slagt?

For nogle år siden var en udenlandsk jæger så heldig at få en invitation til sneppejagt i januar på nogle forskellige revirer i Devon i Sydvestengland.
Januar begyndte at rinde ud og selv om de første snepper atter var begyndt at trække tilbage mod Skandinavien var jagten god. Den kuperede egn med dens masser af levende hegn som opdelte markerne med kreaturer, dens ørredbække og floder med laks synes at være skabt for jægere og fiskere.
Daglig mødte jægeren og hans værter små grupper af jægere i biler som Range Rover, med Barbourjakker, med dyre side-by-side luxusgeværer og deres retrievere. Jægeren fik fortalt, at hver af disse grupper havde bestilt en jagtdag på de lokale godser med et forventet resultat på op til tusinde fasaner eller mere. Med en pris på ca. 230-240 kroner per fasan er det jo en ret dyr sag!
En af dagene jagede gæsten snepper hos en adelig oberst som kort forinden var blevet pensioneret som chef for Dronningens livvagt. Efter velkomsten forklarede obersten om de forskellige jagtlige forhold og historien på godset. Med en håndbevægelse mod horisonten sagde han: Dette jord har tilhørt min kones familie i de sidste 500 år!
Derefter fortalte han om fasanjagter i sin kones bedstefaders tid med op til 5000 stykker nedlagt vildt om dagen. I sin svigerfaders tid med op til 3000 stykker vildt om dagen samt hvad man også i dag kunne nedlægge her. Nu kan fem til seks jægere på en dag nedlægge op til 1000 fasaner og der var mange jægere som nærmest stod i kø for at deltage i sådanne jagter på fasaner, fortalte han.
Måske på grund af gæstejægerens mimik eller kropssprog svarede obersten på det spørgsmål som nok lå på læben af gæstejægeren, men som han aldrig havde vovet at udtale: Hvad han selv syntes om en sådan jagt?
“Jo. ser De”, sagde obersten og virkede nu pludseligt meget bestemt. “Hvis jeg om aftenen efter en jagtdag ikke mere kan huske hvert enkelt stykke vildt jeg har skudt. Så har jeg skudt for meget”!
Der er ikke let at formulere en kortere og bedre moral og etik for jagten!