KORT OG TYK ER SAGEN
Af Hans Lærkesen
Hans Lærkesen har som altid fingeren på våbenpulsen og fortæller os her om de nyeste tendenser indenfor riffelkalibre. Red.
For 3 år siden fortalte jeg her i årshæftet om Weatherby's 30-378 og 338-378, og jeg sluttede artiklen med at spørge: "Hvad bliver mon det næste?"
Det spørgsmål har jeg nu svaret på, og det er både interessant og revolutionerende. Magnumpatronen, som vi kender den med bælte, fuld mag. længde og masser af krudt, er agterudsejlet - færdig - YT. Det gælder Weatherby, Winchester og Remingtons bæltede magnums samt et antal "wildcats" med samme hylsterkonfiguration. Du behøver dog ikke udskifte din magnumriffel, hvis den ellers skyder godt, og du er glad for den. Ammunitionen vil være tilgængelig i mange år endnu. Går du derimod med tanker om at anskaffe en ny mag. riffel, så klap lige hesten, for der er ting og sager på vej ind på markedet i en overskuelig fremtid. Det nye vidunder hedder SH0RT ACTION MAGNUM. Udviklingen er gået over stadig større og mere rødglødende fuld længde magnum patroner, som er baseret på 404 Jeffery og 416 Rigby hylstrenes dimensioner - med visse modifikationer.
Når vi ser bort fra de største Weatherby kalibre (378 Wea. mfl.) er alle gængse mag. patroner baseret på Holland & Hollands gode gamle 375 H&H mag. fra 1912. H&H 375 og Jeffery 404 er begge 73 mm lange. H&H'en har en hylsterdiameter på 13 mm (målt lige over bæltet). Jeffery's hylster måler 13,84 lige foran rillen. Begge hylstre fordrer fuld længde magnum låsesystemer. Den helt store forskel består i hvorledes lukkeafstanden (headspace) justeres. En belted patron headspacer på forkanten af bæltet, medens en "almindelig" patron headspacer på et datumpunkt på hylsterets skulder. Det lyder som teori for de viderekomne og er det også. Faktum er imidlertid, at lukkeafstanden er en yderst kritisk detalje. For lille headspace gør, at låsen ikke kan lukkes. For stor betyder, at hylstret strækker sig for meget under affyringen. Alt for stor headspace vil resultere i separation af hylsterbunden. Under alle omstændigheder har lukkeafstanden afgørende indflydelse på riflens præcision, og headspacing på skulderen synes at give de bedste resultater.
Firmaet DAKOTA ARMS, som siden slutningen af 1970'erne har fremstillet en klassisk cylinderlåsriffel af meget høj kvalitet, fremkom for få år siden med en serie patroner i kalibrene 7mm, 308, 338, 375 og 416, som alle bærer betegnelsen DAKOTA efter kaliberangivelsen. De er lavet på 404 Jeffery, som er afkortet til 63 mm, har fået rette sider og er forsynet med en 30 grader skuldervinkel. Patronerne passer således i en lås af normallængde (som til 30-06 m.fl.). Grundet den større hylsterdiameter kan disse patroner lades til samme ydeevne som de tilsvarende Weatherby kalibre. Det er helt godt skuldret af en patron i "normallængde". De har desuden ry for fornem præcision. Et par år senere gjorde riffelfabrikanten John Lazzeroni sig bemærket med nogle rifler i absolut topkvalitet, som alle var kalibreret til hans helt egne kalibre. Hylstrene minder meget om 404'eren, men er lidt tykkere i kroppen (14 mm) og i fuld mag. længde. De er helt Lazzaronis egen konstruktion. Hans 7mm FIREBIRD sender en 9,1 gram kugle afsted med 1124 m/sek og 308'eren, som hedder WARBIRD, præsterer 1067 m/sek. med en 11,7 gram kugle. Det er flere hestehoveder foran alle tilsvarende - inkl. Weatherby.
Remington var ikke sen til at se lyset, og omkring årsskiftet 1999 - 2000 lancerede de en patronserie, som de kaldte Remington Ultra Magnum (RUM,). Der findes til dato 7mm RUM, 300 RUM, 338 RUM og 375 RUM. De er baseret på 404 Jeffery hylstret, men (ligesom Lazzeronis patroner) med rette sider og 30 grader skuldervinkel. Hylsterbunden med rillen er mindre end kropsdiameteren (rebated rim), således at de passer til bundstykkerne i "almindelige" magnumrifler. 7mm og 300 RUM yder tæt på det samme som Weatherbys 7mm og 300 Wea Mag. 338 RUM halter lidt bag efter 340 Wea., og 375 RUM slår gode gamle 375 H&H med godt 100 m/sek. Vo
Og nu kommer vi til det, som har startet det helt nye Short Action Magnum ræs. Lazzeroni byggede en serie kalibre (og tilsvarende rifler) på samme hylstre som de tidligere nævnte Lazzeronier, men kortet ned så de passer til en kort lås af længde som til 243 og 308 Win. John L. laver denne korte magnum i kalibrerne 6mm, 6,5 mm, 7mm, 308, 338 og 416. De bærer alle iørefaldende navne så som Spitfire, Phantom, Tomahawk, o.s.v. Effektiviteten af disse patroner lader sig ikke overse. 7mm Tomahawk f.eks. sender en 9,1 gram kugle afsted med 1030 m/sek., hvor 7mm Rem. Mag. (den gode gamle - ikke RUM) kun klarer 970 m/sek med samme kugle. 308 Patriot præsterer med en 11,7 gram kugle 970 m/sek, hvor en 300 Win Mag må nøjes med 935 m/sek. - og det endda kun i de "varmeste" ladninger. 300 Weatherby klarer det samme som Patrioten, men i fuld mag .længde (73mm) og ca. 85 grains krudt. Lazzeronien kan nøjes med et helt kort hylster (51mm) og sølle ca. 50 grains krudt - HVADBEHAGER?
Denne gang var det Winchester, som var hurtigst til at hoppe med på vognen. I begyndelsen af dette år kom de ud med deres 300 WSM (Winchester Short Magnum), som yder det samme som den "gamle" 300 Win. Mag., men igen i en helt kort lås. Hylstret er også her baseret på 404 Jeffery, rettet ud og kortet ned. Skuldervinklen er 35 grader, og hylsterbunden med rebated rim, som på Remmingtons RUM serie. Det forventes, at der snart kommer en 7mm WSM, en 338 WSM og måske en 270 WSM . Både rifler og ammo i 300 WSM er i dag på markedet i USA.
Det forlyder, at Remington havde tænkt sig at introducere en lignende kort magnum i begyndelsen af 2002, men presset fra både Lazzeroni og Winchester har øjensynligt fremskyndet Remington til i sensommeren 2001 at sende en 7mm og en 300 REM SA (for Short Action) ULTRA MAG på markedet. Begge kalibre er lavet på en nedkortet version af den store RUM, og de er endog lidt kortere end WSM hylstret. Præstationen er næsten den samme som WSM. Ammunitionen er tilgængelig i USA, og riflerne til dem er indtil videre Remingtons lille lækre Mod. 7 med syntetisk skæfte i såvel blånet som rustfri.udgave. Lazzeroni kalibrene - de korte forstås - er ubetinget de skrappeste, som giver Weatherby + ydelse, men de fordrer en Lazzeroni riffel som koster over 4000$. Riflerne til RSAUM og WSM ligger på ca. 700$, så langt de fleste jægere vil nok "nøjes" med en Remington eller Winchester i disse fremtidens superkalibre.
Hvordan kan man nu pludselig lave patroner, der i kort længde er lige så effektive som de hidtidige mag. kalibre? Projektiler og fænghætter er de samme som hidtil. Det samme gælder krudtet, selv om man måske skifter til en anden forbrændingshastighed. Det er altså hylstrets form, som gør den store forskel. Derfor denne artikels overskrift: KORT OG TYKT ER SAGEN.
En lang patron indeholder, hvad man kan kalde en lang krudtkolonne. Antændelsen af en lang kolonne sker langsommere end af en kort ditto. Trykket i en lang patron har allerede sendt projektilet på vej gennem løbet inden hele krudtkolonnen er forbrændt. Det betyder, at den øverste del af kolonnen følger med projektilet ud i piben. Det er det uforbrændte krudt, der virker som et slibemiddel umiddelbart foran kammeret, der er skyld i at lange patroner med store krudtmængder på drastisk vis nedsætter pibens levetid. Selv om det meste af det krudt, som forlader patronhylstret, forbrænder på sin vej gennem piben, er effekten af en sådan forbrænding ringe. Dette er grunden til at en 308 Win er næsten lige så effektiv som en 30-06. Forbrændingen af 308'erens ca. 45 grains krudtladning i det 51 mm lange hylster er betydeligt mere effektiv, end tilfældet er med 30-06'erens ca. 60 grains krudt i et 63 mm langt hylster. Og så har disse to hylstre endda samme mål bortset fra længden. Sammenligner vi nu 300 Win Mag med 300 WSM, har vi en 300 WM med ca. 80 grains krudt og en 300 WSM med ca. 60 grains, men hylstret fra sidstnævnte er både kortere og tykkere. "Spildet" i den gamle patron er altså til at få øje på.
Som nævnt vil vi nok snart se både Remington og Winchesters nye rifler og ammunition også på det danske marked, og til priser vi i dag betaler for noget tilsvarende i de hidtil kendte kali- bre.
Hvis du ikke mener at kunne klare dig med noget ringere end en Lazzeroni, må du nok agere din egen importør af både våbnet og ammunitionen - med alt hvad det indebærer af papirnusseri, told og moms og meget mere.
Vil du vide mere om Lazzeronis produkter, kan du finde dem på www.Lazzeroni.com
Jeg har selv forespurgt Lazzeroni om detaljer vedrørende hans patroner på arms@ lazzeroni.com, og jeg fik omgående fyldestgørende svar fra John L himself.
Spørgsmålet Hvad bliver det næste? burde således være besvaret, men det kan gentages i det uendelige, for uanset hvad nyt der dukker op, går udviklingen naturligvis videre.