På vildsvinejagt i Mecklenburg Vorpommeren

Af Finn Østergaard

Det er en sen vinteraften i det allerøstligste Tyskland. Jagten her er slut for denne gang. Nu er det tid til lidt hygge samt afslapning over en øl og en bid natmad. Pludselig lyder en ringetone fra min mobiltelefon. Det er en SMS besked fra Jacob. “Tillykke med de to vildsvin. Hvad med magnumfyrene? Du ved, dem med kugler under 15 gram?” Jo! Erik, Mr. Magnum med det civile navn, Hans, og jeg er på vildsvinejagt i Tyskland mens Sten har måttet melde afbud. Vi er som altid godt bevæbnet på vildsvinejagten idet vi ikke lige ved hvad vi kommer ud for. Erik og Hans har deres Magnum rifler med og jeg har skiftet løb til min “brummer”, som tyskerne kalder 9,3x62’eren med dens mindst 15 g. tunge Oryx kugle. Det er februar og månen er fuld og “brummeren”, har gjort sin pligt og nedlagt to vildsvin. Nu er jagten er slut og vi hygger os i lejligheden en sen aften/nat, hvor der jo ikke er ret langt til lidt pral via mobiltelefonen til de to øvrige medlemmer af “9,3’er brummerklubben”, Ole Hansen og Jacob Christensen - og øjeblikkelig kommer der svar fra Jacob, som samtidig spørger hvad Erik og Mag. Hans har bedrevet med deres magnum rifler? Revirförster Reinholdt med nogle af sine hjorte!

Hos Revirförster Reinholdt
Erik og jeg kørte hjemmefra fredag morgen og ankom til jagtområdet nær grænsen til Polen først på eftermiddagen, men får som altid lyst til at kigge på de gamle jagtmarker og svinger ind af Plattenstrasse. Her er engen godt rodet op af svin. Så ud til Revirförster Reinholdt og Anitas store skovriddergård, hvor vi ankommer næsten samtidig med Hans, som ankommer fra Djævleøen.
Kort herfra ligger den 1300 ha. store kommuneskov i Mecklenburg Vorpommeren, hvor vi har deltaget i mange spændende jagter, lige fra ansitz-, pürsch-, små tryk- til meget store drivjagter. Skoven er meget lavtliggende og er gennemskåret af brede og dybe kanaler, hvorfor den er et rent slaraffenland for især vildsvin, men her er også en stor bestand af kronvildt samt en del råvildt. I den nærtliggende skov, Heide, er der desuden dåvildt.
Hos Anita & Reinholdt har vi været velkomne gæster i de sidste 8 år og færdes hjemmevant både i deres store bolig med ferielejligheden ovenpå samt i skoven, mellem vildsvin og kronvildt. Eneste minus har været, at vi har været afskåret fra at tage andre med herned!
At Reinholdt kender skoven ud og ind er ingen tilfældighed, idet hans far var Förster her før ham. I årevis har han således været ansvarlig for både skoven samt vildtet, men næste år vil bringe store omskiftelser, idet Reinholdt så går på pension.
Efter et let måltid kører vi allerede ved 18-tiden ned ad den ujævne markvej til skoven hvor vi skal sidde på ansitzjagt. Det viser sig, at vi denne gang skal på “arbejdsjagt” efter frislinge, dvs. ungsvin. Der er desværre ingen sne, men det fryser. Heldigvis er der kun en ganske svag vind fra vest. Fuldmånen kulminerede i går og står allerede nu lidt senere op - og desværre er der også en del skyer, som vil sløre månens lys og dermed nedsætte mulighederne. Vi sætter først Hans af i den mørke skov - derefter Erik.

Midt i mørket - og skovens hemmelige lyde.
Det er stadig bælgmørkt da Reinholdt og jeg forlader firehjulstrækkeren. Jeg sætter magasinet i riflen og skubber så stille som muligt en patron i kammeret og sikrer. Til højre er der højskov og sump som slutter ude i sivområdet ved kysten. Til venstre er der en sumpet lysning med næsten mandshøj bevoksning. Rigtigt vildsvineland! Mine fødder søger forsigtigt frem for hvert skridt. Foran mig i mørket aner jeg næsten kun den tyske jæger, som jeg lidt famlende følger, til vi noget senere forsigtigt klatrer op i en Kansel og sætter os til rette. Først om nogle timer vil månen stige op over træerne og sende sit grå spøgelseslys ned over den store lavtliggende mørke skov og dermed forhåbentlig give os skydelys. Vi er godt klædt på, for vi skal sidde til klokken 22 - 22.30. Foran os fører et mørkt, smalt og sumpet spor gennem den vilde, lavtliggende skov ud til sivene og kysten. Både her og ca. 30 meter til venstre for os er der sølepladser som ofte bliver hjemsøgt af svin.
Reinholdt indskærper hviskende for mig, at jeg ikke må tænke på det normale bladskud. “Følg forbenet op. Ca. 2/3 af kroppen. Så træffer du begge skuldre og dyret “liegt im Feuer”, ligger i knaldet. Det koster godt nok lidt ekstra kød, men vi skal altså ikke ud at lede her i mørket - og skyd kun når det står rent med siden til!”
Det er en helt egen stemning at sidde midt i mørket og opfange skovens hemmelige lyde en sådan nat. Pludseligt fører min ledsager sin lysstærke håndkikkert op med et sæt og kigger ned ad sporet. Jeg selv når lige at opfange en massiv sort skygge passere det mørke spor. “Keiler”, hvisker Reinhold, men den er ikke jagtbar nu. Alt er nu også sort i sort! Noget senere ser vi et par überläufere, som på denne tid af året kan være drægtige, senere igen et par ældre søer. På et tidspunkt kan jeg høre noget smaske og puffer til den lokale jæger. Da vi ser godt efter i mørket, kan vi se, at det er to mårhunde som smasker mad i sig med en iver så det næsten lyder som vildsvin. De er skadevildt og må skydes, men vi vil ikke forstyre jagten på vildsvinene allerede nu.
Endelig træder tre svin frem på det mørke spor. Men vi må lade dem gå i nogen tid foran os, inden Reinhold med sikkerhed kan fastslå om de er afskudsbare. Af og til hviner de. Slås lidt og forsvinder mellem træerne, men kommer dog atter frem igen. Mens mørket lidt efter lidt viger for månens stråler bliver de roligt vurderet. Klokken er næsten 22 da han endelig er helt sikker på at det er frislinge, unge svin, som er jagtbare her i februar. (Her skydes der bestemt ikke, såfremt man ikke er HELT sikker!). Så lyder det: “Du kan skyde når en af dem står rent med siden til”.
Håndkikkerten ombyttes nu med riflens sigtekikkert og Zeiss’ens lille røde kors bliver tændt ganske svagt, men flytter sig febrilsk hele tiden efter svinene som bevæger sig uroligt rundt, mens månens svage diffuse lys forstyrrer mit syn.
Reinhold kommer med hviskende råd til mig: “Nej, nu er de samlet. Så!!! Åhh nej. Nu vender den sig. Skyd kun når en står frit med siden til - og du er helt sikker”.
Det ER altså meget mørkt! Ærgerlig slapper jeg lidt af, trækker kaskettens skygge godt ned til højre så den bedre skygger for det begyndende månelys. Det hjælper. Nu vil jeg altså udvælge een af de tre, og kun følge den bestemte mørke skygge, indtil den står klart med siden til - og så roligt op ad forbenet med trådkorset.
Så ser jeg den endeligt så tydeligt, at jeg krummer fingeren og lader “brummeren” buldre med sin dybe bas og jeg blændes kortvarigt af et mægtigt orange ildglimt fra mundingen. Den tyske jæger spørger hvilken af de tre jeg holdt til. “Den venstre”, siger jeg, mens håndkikkerten afsøger de mørke klatter på det mørke spor. Er en af dem vildsvinet?
Så kommer det forløsende ord fra ham: “Godt. Jeg ser den”!
Både Hans og Erik hørte vildsvin, men under træerne er det meget mørkt, så det blev ved det.

Trykjagt
Næste formiddag, lørdag, har Reinhold arrangeret en lille privat trykjagt. Der er nu et ganske pragtfuldt vejr med høj sol og nærmest vindstille. Vi er kun 8 mand hvoraf Reinhold samt en anden Förster trykker. Vi ser en rudel kronvildt med en flot 10-ender hjort samt råvildt. I slutningen af såten lyder et skud. Det er Reinhold som skyder en frisling med Brennekekugle ud af en flok som løber bagud. Der blev også set en anden flok. Derfor tager de endnu en såt med en tykning, som de mener gemmer omkring 30 svin. Her ser Erik først en grisetryne stikke frem, så hoved og forkrop af svinet. Det er en frisling som med alle sanser tændt vurderer omgivelserne med forparten ude af vildniset. Den kigger i retning af Erik. Det er som oftest dødsensfarligt at være gris på den afstand af ham, men som nævnt tages der her INGEN chancer overhovedet, da alternativet øjeblikkeligt ville medføre, at invitationen ikke fornyes og da grisen står spids på ham vil han naturligvis ikke skyde. Da den lidt senere er så venlig at stikke trynen ud på et spor ca. 40 meter fra mig, kommer håndkikkerten på og grisen vurderes. Jo. Det er en frisling. Og da den et øjeblik senere vil liste over sporet, finder riflens trådkors ganske automatisk atter Reinholdts ønskede mål på svinet - og den forender i skuddet - midt på sporet. Grisen viser sig i øvrigt at være grå/sort broget, en såkaldt “Weissbunter”. De andre er enten sivet bort - eller vil slet ikke ud!

Trods de lokale jæger ikke mener, at det kan betale sig at gå ud igen om aftenen, vil dog både Erik og jeg af sted, mens Hans vil slappe af i lejligheden. Vi skal atter ud ca. kl. 18.00, men månen vil jo komme frem noget senere, hvorfor vi aftaler at sidde til i hvert fald kl. 22.30 - 23.00. Det er nu nogle frostgrader og ingen skyer og næsten vindstille. Lige efter vore drømme, men snart drejer vinden til sydøst og ødelægger det for både Erik og mig. Atter sidder jeg samen med Reinhold. Hviskende får vi talt en del sammen i aften da vi længe ikke hører svin, men til sidst kan jeg dog høre vildsvinesoen brumme i vindsiden, som advarsel til de øvrige i flokken. Klokken er nu 22 og vi fryser begge bravt, hvorfor vi afblæser jagten.
Hjemme i lejligheden vækker vi Hans som serverer spejlæg og ristet skinke for de to forfrosne jægere. Jo, jo. Det var ikke så ringe en afslutning!
Denne gang var det således mig som Diana smilede til med de to ungsvin til følge, men desværre gav det ingen til “magnumfyrerne”, Hans og Erik, som Jacob jo døbte dem. Efter hans SMS besked, som jeg naturligvis “kom til” at læse op, kom der et fnys fra Mag. Hans og øjeblikkelig derefter et indlæg til Krudt & Ukrudt i dette nummer!!!

Kikkertens lille røde trådkors finder endeligt sit mål i den mørke nat.