PURDEY - EN LEGENDE

Af Hans Lærkesen

Alene navnet sætter fantasien i sving. Høje fasaner, ryper (grouse) i lynhurtig lavflyvning over en skotsk højlandshede. Det perfekte match mellem træ og metal. Haglbøssernes Stradivarius!
Der findes ikke så få engelske bøssemagerfirmaer, som gennem tiderne har fremstillet våben af allerhøjeste kvalitet. I flæng kan nævnes: Holland & Holland, Boss & Co., Churchill, Atkins, Grant, Lang, Rigby, Cogswell & Harrison og mange flere. Fælles for dem er, at deres fornemmeste produkter bærer betegnelsen “BEST GUNS”.
Historien vil vide, at en gentleman en dag besøgte Purdey og bad om at se på en best gun. Svaret faldt omgående. “Beklager, Sir. Vi laver ikke best guns. vi laver kun Purdey’er”.
Det er præcis denne indstilling sammenholdt med firmaets lange historie, som giver Purdey en særstilling blandt våbentilvirkere.
Det hele begyndte i 1805, da James Purdey efter 6 års læretid hos Thomas Ketch Hutckinson blev ansat som bøssemagersvend hos Joseph Manton, som på det tidspunkt var Londons ubestridt bedste bøssemager. Det arbejde, hans værksted lavede, satte alle andre i skyggen.
Purdeys evner som håndværker var i top. Både Manton selv og hans kunder var yderst tilfredse med den unge mands arbejde.
Purdey var ikke den eneste af de senere kendte bøssemagere, som fik finpudset deres håndværk hos Manton. Både Boss og Greener begyndte deres karrierer her.
I 1814 startede Purdey sit eget firma. Takket være ansættelsen hos Manton var hans navn allerede kendt i Londons Våbenkredse. Efter en beskeden start kunne Purdey i 1826 overtage Mantons lokaler, da denne gik konkurs.
Årsagen til Mantons konkurs kendes ikke i dag, men medvirkende kan tænkes at have været hans uovertrufne evne til at oplære bøssemagere til en sådan standard, at de senere blev hans konkurrenter.
James var en værdig arvetager til Joe Manton. Forespurgt om hvem han anså for den bedste bøssemager næst efter sig selv, svarede Manton: “Purdey”.
I 1807 opfandt den skotske præst Alexander John Forsyth perkussions tændingen, som revolutionerede våbenhistorien. Der udvikledes i de følgende år forskellige måder at udnytte dette system, men efterhånden skubbede fænghætten alle andre systemer bort.
Purdey kom tidligt i forbindelse med Forsyth. Der er derfor kun fremstillet et lille antal Purdey bøsser med flintelås. De fleste af disse er senere ændret til perkussionstænding. I dag kendes mindre end 10 originale Purdey flintlåsbøsser. Når de en sjælden gang ses på auktioner, skifter formuer ejermænd.
Manton nåede også at fremstille perkussionsbøsser.
1858 så et generationsskifte da Purdey overlod firmaet til sin søn James Purdey kaldet “Den Yngre”. Dette skete samtidig med begyndelsen på de store jagters og flugtskydningers - og dermed haglvåbenes - glansperiode.
Efter en periode med alvorlige økonomiske problemer kom der for alvor gang i firmaet. Takket være jernbane og regelmæssig skibsfart voksede muligheden for at jage og dermed også bøssemagernes kundeunderlag.
Tidligere tiders stilfærdige jagtformer, hvor jægeren og hans hund spadserede rundt i terrænet og skød, hvad der kom for (såkaldt rough shooting) afløstes af de store klapjagter på drevne fasaner (driven shooting).
Enorme formuer skabtes i kølvandet af den industrielle revolution og det voksende engelske imperium. Takket være denne udvikling tog også udviklingen af jagtvåben fart. Man kan sige at ved slutningen af 1800-tallet var haglbøssen, som vi kender den i dag, stort set færdigudviklet.
I 1861 bestilte kongen af Italien et sæt Purdey parbøsser. Året efter gjorde prinsen af Wales det samme, og hermed var vejen banet for Purdey som leverandør til samfundets top.
Flugtskydning blev mere og mere populært, hvilket naturligvis gavnede de bøssemagere hvis våben beviste deres pålidelighed. Til de bedste hørte Purdey.
Vi skal frem til 1870, før det patent udtoges, som gav Purdey en særstilling i våbenhistorien, nemlig låsning af piberne med låserigler og toplukkenøgle. Låseriglerne var patenteret allerede i 1863, men betjentes da med underlukke.
James Purdey den yngre var aktiv under den mest omvæltende periode i jagtvåbenes historie. Haglbøsserne udvikledes fra perkussionsforladere over hanebøsser med stifttænding til moderne hammerless med ejector. De smukke damascuspiber, som med få undtagelser kun tålte sortkrudt, erstattedes af Sir Joseph Whitworth’s stålpiber.
Riflerne gennemgik udviklingen fra forladere til moderne dobbeltrifler.
Det er grundet denne udvikling og Englands særstilling inden for våbenindustrien, at man i dag kan se en Purdey fremstillet i 1890, som fremstår mere tidsvarende og moderne end våben fra mange andre europæiske producenter, selv om nogle af disse er fremstillet mere end 50 år senere end Purdey’en. Det er selvfølgelig også derfor, at selv 100 år gamle Purdey’er stadig handles til skyhøje priser.
Interessant er det, at en Purdey fra 1878 er en hammerless med “self opener”. 2 år senere kunne samme bøsse fås med ejector. Det år - 1878 - købte Purdey nemlig patentet på en opfindelse af Frederik Beesley, en talentfuld opfinder, som tidligere havde været ansat hos Purdey. Det drejede sig om en selvåbnende mekanisme, som på genial vis anvender slagfjederens kraft.
For de, som ikke kender en “selvåbner”, følger en meget kort beskrivelse. Når toplukkenøglen trykkes helt over til højre, smækker løbene assisteret af nævnte fjerdekraft selv op til helt åben, hvorefter ejectorene sørger for udkast af tomme hylstre. Bøssen er på denne måde meget hurtigt klar til genladning.
Purdey flyttede i 1882 til en nyopført ejendom på den adresse i South Audley Street i bydelen Mayfair, hvor firmaet stadig holder til. Her var butik, bøssemagerværksted og lokaler til fremstilling af patroner. Dette sidste havde Purdey allerede tidligt taget på deres program, og det var en vigtig del af forretningen.
I huset fandtes og findes stadig det berømte LONG ROOM. Et langt højloftet rum med store vinduer i den ene ende, dør i den anden. Der er en stor åben kamin på den ene langvæg og hele den anden er dækket af fine bøsseskabe med glasdøre. Midt i rummet står et stort flot udskåret bord med tilsvarende stole. Her har kronede hoveder og rigmænd fra hele verden handlet våben og udstyr. Som et kuriosum kan nævnes, at lokalet under 2. V.K. var udlånt til general Eisenhower. Det var her invasionen i Normandiet blev planlagt.
Det er ikke hvemsomhelst beskåret at få lov til at betræde dette haglvåbenentusiasternes Mekka. Jeg er selv en gang (under falske forudsætninger) blevet inviteret ind i dette rum, og det var virkelig en oplevelse. Men det kommer egentlig ikke denne historie ved.
Fra omkring 1880 og frem til 1. verdenskrig fremstod i England nogle af de skrappeste jagtskytter, verden har set. Den absolut dygtigste var Lord Ripon tæt fulgt af Lord Walsingham og Maharajah Duleep Singh. Sidstnævnte var indisk fyrste og bosat i England hvor han ejede et af landet største godser. Han var en meget korpulent herre, som f. eks. jagede grouse til hest. Når hundene havde stand, steg han af hesten og skød. På denne måde nedlagde han på en enkelt dag 440 ryper.
Lord Walsingham ejede flere godser som han til sidst satte over styr grundet sine jagter, idet disse involverede stor selskabelighed. Således lykkedes det prinsen af Wales med selskab, som var jagtgæster hos Walsingham, at tømme hans vinkælder, der var samlet gennem generationer, på blot 4 dage. Hans gæster åd og drak ham bogstavelig talt fra hus og hjem, og han tilbragte sine sidste leveår i udlandet under beskedne kår.
Lord Ripon var kongen over dem alle. Han skød mere og hurtigere end nogen anden. Han benyttede, hvad f.eks. også Duleep Singh gjorde, 3 ens Purdey bøsser og 2 ladere. Det siges, at han har præsteret at have 6 døde fasaner i luften på en gang. Ripon skød hele sit liv med hanebøsser - Purdey forstås. Han fik en for en jæger misundelsesværdig død. Den 22/9-1923, da han var 72 år, var han på grousejagt i Skotland. Da jagten sluttede midt på eftermiddagen, havde han skudt 221 grouse, og under vildtparaden sank han om i lyngen - ramt at et hjerteslag.
1880 skiftede Purdey atter ledelse, da Athol P. tog over efter sin far James P. den yngre.
Første verdenskrig medførte at efterspørgslen af jagtvåben næsten ophørte. Athol Purdey og hans værkmester Ernest Lawrence byggede selv gennemsnitlig 10 våben om året - hovedsagelig til spanske kunder.
Af Purdeys 90 ansatte lod 55 sig hverve til krigen. Flere forsvandt til andre jobs, og til sidst var kun de ældste bøssemagere og deres lærlinge tilbage. Purdeys gode kontakter opefter gjorde det imidlertid muligt for ham at starte en produktion af sigtekikkertmontager og mundingsbeskyttere til hæren. Mundingsbeskyttere var uundværlige i skyttegravene hvor geværpiber hurtigt fyldtes med ler uden brug af sådanne beskyttere. Det var en voldsom omvæltning for Purdey, og at det lykkede,s skyldtes i høj grad føromtalte Ernest Lawrence.
Den sidste ordre til krigsministeriet leveredes i 1919. Nu begyndte arbejdet med at genskabe firmaets tidligere position i våbenbranchen.
Meget få af Purdeys tidligere ansatte var faldet i krigen. Langt de fleste af dem kom tilbage til genansættelse. Det gjaldt også Ernest Lawrences’ søn, Harry, der var rejst som lærling, men nu kom tilbage og fortsatte sin vej mod titlen mester.
I et Europa som krigen havde tvunget i knæ, var efterspørgslen efter dyre jagtvåben ikke tilstrækkelig til at holde liv i branchen. Athol Purdey rejste derfor til USA på salgsturne i 1922. Rejsen var en succes, og ordrebøgerne fyldtes. Selv om Europa efterhånden kom sig, nåede dette marked aldrig tidligere tiders højder. Amerika forblev gennem mellemkrigsårerne Purdeys vigtigste marked.
I midten af tyverne kom fjerde generation af familien Purdey (Athol’s søn Tom) med i ledelsen.
Kong George V blev syg i 1929. For ikke at komme ud af træning med sin skydning ville han gerne øve sig indendørs. Han stillede imidlertid store krav til sikkerheden. Derfor tillod han ikke våben indendørs andre steder end i våbenkammeret. Athol og Harry Lawrence byggede derfor en nøjagtig kopi af kongens bøsse i træ. Balance, vægt og skæftemål var helt som originalen. I træpiberne monteredes linser, lamper og batterier der gjorde det muligt at se bøssens “træffere”. Det fungerede så godt, at man byggede endnu en af slagsen til brug i The Long Room. Hvis kunderne ønskede det, var det nu muligt at tage mål i butikken. Mange kunder, som kom langvejs fra, foretrak dette frem for at bruge tid på at besøge skydebanen, som lå uden for byen. Desuden kunne ældre kunder, som måske ikke skød helt så godt som tidligere, få deres skæftemål kontrolleret. Man holder jo ikke samme facon hele livet igennem.
Allerede i 1920’erne steg interessen for og efterspørgslen af over-under bøsser, som nød stor bevågenhed både i Europa og USA. Boss og Woodward fremstillede fine o/u-bøsser, og John Browning lancerede i 1925 sin udødelige B-25.
Athol Purdey var ikke særlig interesseret i typen, men da tilstrækkelig mange kunder havde forespurgt på en Purdey o/u, besluttedes det at lade en sådan bygge. Athol stolede ikke rigtig på styrken i konstruktionen og valgte derfor at anvende hele 6 låserigler. Det gjorde, at prototypen blev ret tung og klodset. Det samme var de 18 bøsser, man byggede frem til begyndelsen af af 2. verdenskrig - også selv om man reducerede antallet af låserigler til 4.
Efter 2. V.K. rejste Tom Purdey på salgsturne til USA, hvor han indså at efterspørgslen på o/u bøsser var stadig stigende. Der blev bestilt og leveret flere o/u’ere af den oprindelige konstruktion.
Kort tid efter blev Tom Purdey kontaktet af Charles Woodward, som tilbød at sælge sit firma til Purdey. Purdeys bestyrelse så på sagen og fandt at firmaet Woodward intet var værd. Det havde på det tidspunkt kun få ansatte, og lønsomheden var lig nul. Tom afslog tilbuddet med det resultat, at Charles Woodward solgte sit foretagne til Purdey for bare 300 pund. Han ville ganske enkelt ikke have andre end Purdey til at videreføre det.
De første Purdey o/u bygget efter Woodwards system lanceredes i 1950. Senere ændredes og forbedredes konstruktionen til noget, man kunne kalde en Purdey-Woodward. I dag er o/u’eren ændret så meget, ar der er tale om en ren Purdey, som helt og fuldt lever op til firmaets standard.
2. V.K. indebar samme omstilling til militær produktion, som tilfældet havde været under 1. V.K. Denne gang drejede det sig om præcisionsinstrumenter til værktøjsindustrien.
Økonomien haltede svært efter krigen. Traditionelt håndværk blev stadig dyrere, og prisen på en Purdey steg år efter år.
I 1949 var Purdey på randen af konkurs, da familien Seely, hvis overhoved var Lord Sherwood, købte firmaet. Lorden havde tidligere lovet sin nevø Richard Beaumont, som var skibsmægler, et mindre stykke jord. Han glemte løftet og solgte jorden. For at gøre bod for dette besluttede han at gøre noget andet for sin brodersøn. Resultatet var, ar telefonen en dag ringede hos skibsmægleren, og farbror Sherwood meddelte Richard, at han havde købt Purdey, og at Richard skulle have det. Beaumont blev firmaets direktør i 1951, og formand for bestyrelsen i 1971.
Efter ejerskiftet besluttede man at forstærke indsatsen på det amerikanske marked. Harry Lawrence sendtes derfor i 1955 til USA. Han må have gjort en god indsats, for ordrebøgerne fyldtes igen.
Der findes en lille historie som muligvis har noget at gøre med dette besøg. Jeg læste den i et amerikansk jagtblad engang først i 60’erne. En amerikansk rigmand fortalte, at han var medlem af en exclusiv flugtskydningsklub i Virginia. En sommerdag i midten af 50’erne, da han opholdt sig på klubbens skydebane, kørte en skinnende, beigefarvet Rolls Royce - højrestyret og med engelske nummerplader - ind på området og parkerede 30 - 35 m bag standpladsen. Ud steg en engelsk udseende gentleman, åbnede en våbenkuffert og fremdrog et par helt nye Purdey o/u-bøsser. De tilstedeværende blev straks interesserede og kom i snak med englænderen. Fortælleren spurgte, om bøsserne var til salg og fik svaret, at alt jo som bekendt er til salg, bare prisen er rigtig. Den - prisen - blev de så enige om. Amerikaneren ville dog gerne se, hvordan bøsserne satte skudbilledet, før han betalte et så anseeligt beløb. Englænderen greb bøssen, ladede, vendte sig om og sendte skuddet fra underste løb ind i bagdøren på Rolls’en og det øverste løb i fordøren. Så kunne amerikaneren ved selvsyn gøre sig bekendt med resultatet - sådan. Handlen gik efter sigende i orden.
Da Richard Beaumont trak sig tilbage i 1994, solgtes Purdey til Vendome Luxury Group. Nigel Beaumont blev ny direktør efter at have arbejdet sig op i firmaet.
Han var startet som lærling og blev udlært bøssemager i 1980. Avancerede senere til fabrikschef og besidder derfor en indsigt i firmaets produkter, som kun de, der fremstiller våbnene, kan have.
Richard Purdey blev bestyrelsesformand, så selv om familien ikke længere ejer firmaet, sidder der som sjette generation stadig en Purdey i toppen.
Der er på det seneste investeret betydelige summer i en gennemgribende modernisering. Tidskrævende arbejdsprocesser udføres af moderne computerstyrede maskiner, men den endelige tilpasning udføres stadig som håndarbejde af Purdeys egne bøssemagere, ligesom netskæring, gravering m.v. også udføres i hånden. Det er da også det store antal arbejdstimer, som medgår, der medfører den tårnhøje pris på våbnene.
En Purdey bøssemager uddannes stadig efter de samme principper, som gjaldt i 1814. Bl.a. starter en ny lærling med at fremstille sit eget værktøj. Der findes i dag ca. 13.000 Purdey bøsser i brug, og Purdey føler sig ansvarlig for, at de fungerer perfekt. I år 2000 var 118 bøsser under fremstilling og 88 var inde til eftersyn og service. Mange af dem er over 100 år gamle og stadig så gode som nye.
Foruden alverdens kongehuse har Pudey haft mange kendte kunder. Både “good guys” og “bad guys”. Blandt mange andre Ribbentrop og Bing Crosby. Kruschev købte hele 4!
I dag koster en Purdey haglbøsse fra små 40.000 pund og opefter. Prisen på dobbeltrifler starter ved ca. 57.000 pund.
En Purdey er ikke bare smukt træ og perfekte graveringer. Skønt en fryd for øjet, behøver man kun at skyde få skud med en Purdey for at erkende, at dens virkelige kvalitet ligger i anvendelsen - alt det øvrige kommer i anden række.
Akkurat som med en Stradivarius, der først kommer til sin ret, når der bliver spillet på den.