På rypejagt i Sverige Af Peter Breide Christensen

I de sidste 2 år havde min bror Poul, min svoger Kurt og jeg ofte talt om at tage en tur til Nord-sverige for at jage småvildt, d.v.s. ryper, både dalryper og fjeldryper.

Nu efter vi er kommet hjem igen og har kørt i egen bil ca. 4000 km, prøver jeg her at sætte lidt sammen om turen. Det har været en oplevelse langt ud over, hvad jeg her kan få nedskrevet, men jeg prøver nu alligevel at få det meste med.

Vi have aftalt at køre kl. 5.30 en torsdag morgen. Dagen før var bilen blevet pakket, så der var kun at huske tandbørsten og at sætte sig i bilen og så se at komme af sted over Sjælland og derefter op gennem Sverige så langt som vi nu orkede at køre den dag. Vi gjorde et kort ophold i Sveg, hvor vi af erfaring vidste, at vi kunne få verdens største pizza idet vi havde prøvet det for to år siden. Det lykkedes også denne gang at få alt hvad en sulten mand kan sætte ned og lidt til. Og derefter i bilen igen, for at prøve låsesmeden i Østersund om han havde en ledig Stuga? Det havde han og efter en hurtig kande kogekaffe og en telefonsamtale hjem gik vi i seng kl. 21.00. Vi havde kørt 1400 kilometer og manglede 500 næste formiddag.

Vi skulle være i Arjeplog hvor vi ville blive afhentet af en vandflyver som en af Pouls forretningsforbindelser ejede. Derefter ville vi blive fløjet ud i det område vi var blevet anbefalet idet der her skulle være mange ryper. Flyet kom som aftalt, men det var nu begyndt at regne så kraftigt at vi måtte flyve i dalene fordi skyerne lå tæt over fjeldene. Vi mellemlandede i en lille bugt og piloten, Svend, fortalte, at der var skudt en bjørn der om morgenen. De havde desværre pelset den da vi kom frem, men vi så pelsen som var med hoved og klør. Det var en ca. fire år gammel han. Den skulle sendes til udstopning for jægeren ville have den stående i sin lille landhandel han havde der på stedet. Man må skyde 9 bjørne i området pr. år.

Vi købte jagtret hver til fire dage og fløj derefter resten af vejen ud i fjeldene. Spændte det var vi. Hvad med vejret? Man havde sagt, at vejrmeldingen stod på regn de næste fem døgn, men pyt, vi havde rigtig godt med skiftetøj med og en presenning til at hænge op over teltet og til at opholde sig under om aftenen, i tilfælde af dårlig vejr. Ingen problemer i det, kun om vi kunne finde noget tørt brænde til at lave bål med. Men lillebrors forbindelse havde også forudset den mulighed med vejret og med i flyet var der både træ til bålet, et stort rund spidstelt med kamin og brænde så vi kunne få tøjet og støvlerne tørret om natten. Det viste sig at være alle tiders ide, eller også var det en erfaring han havde fra nogle tidligere ture han selv tog på derud, idet der var rigtig mange fisk i søerne. Det fandt vi også ud af senere efter at vi havde stillet vores egen og det store telt op. Derefter gik vi til ro så vi kunne være friske næste morgen.

Den nat havde jeg mange onde drømme om bjørne. Jeg syntes bestemt, at jeg kunne høre dem rumstere uden for teltet hele natten.

Men endelig blev klokken 5.30 så nu var det umuligt at sove mere. Søens kolde vand i ansigtet gjorde en helt vågen i en fart. En gryde søvand til kogekaffe var der blevet sat på den lille stormbrænder. Den er utroligt effektiv. Det tager lidt tid, men det virker, Vi havde bestemt, at vi ville op på fjeldet den dag. Regnen strømmede stadig ned. Jeg fyldte lommerne op ned patroner og en ekstra pakke i rygsækken, lidt rosiner, fotoapparat, kikkert og en varm trøje. Det var godt jeg havde taget regntøj med, for underskoven, som bestod af blåbærplanter, lavt voksende pil og nogle græsarter, var utrolig våd, så mine dyre Goretex støvler blev sat på en prøve og de bestod ikke, for jeg kunne hælde mere vand ud af dem end der var udenfor i græsset, den dag. Jeg køber aldrig noget tilsvarende igen, men man skal have en god sål under støvlerne der oppe på alle de glatte sten. Overbevist om, at vi nok skulle få rygsækken fyldt med ryper i løbet af en time, begav vi os af sted, men vi så ingen på vej op af fjeldet. Nej, hvor var der varmt, for terrænet har en kraftig stigning, til tider mere end 45%, og med regntøj på og en lufttemperatur på 10-15 grader! Vi så ingen dalryper på vej opad fjeldet og efterhånden var vi kommet over trægrænsen. Skyerne svævede hen under os længere ned af fjeldet. Til tider var vi helt indhyllet i tåge. Vi bestemte os for at holde pause for af få dampet lidt af. Vi kunne heller ikke fatte, at vi ingen fugle havde set på vejen op. Bror Poul har en svaghed for det bare højfjeld, så han mente, at vi skulle prøve der efter fjeldryper. Faktisk gik vi kun ca. 100 meter inden der røg en flok dalryper op af et område med kraftigt bevoksning af lavt pil og blåbærplanter. Dem fik vi 4 af. De andre fløj længere op af fjeldet, så dem satte vi efter, men så dem ikke igen. Men vi fandt så nogle andre på en fjeldtop med masser af store stenskred og andre steder bevokset med revling og nogle små blåbær-lignende planter med sorte bær. I alt 12 fugle fik vi på tasken den dag - og så alt det vand vi kunne bære i støvlerne!

Så er vi nord for Polarcirklen!
		Sådan kan man også overnatte

Næste dag skulle svenskeren med hunden komme og måske ville Folke også komme med der ud i flyet. Folke ejer et kæmpestort savværk deroppe. Vi vidste bare ikke hvilket tidspunkt flyet ville komme, så vi var klar til modtagelsen den morgen. Vi var noget spændte. Hvad var det for en karl? Klokken blev 9.00. Den blev 10.00 og der kom stadig ingen fly, så vi bestemte os for at gå på jagt langs søen. Vi var heller ikke gået ret langt før de første par ryper fløj op og der kom flere som tiden den gik. Efterhånden var vi kommet et par kilometer om langs søen da vi endelig kunne høre et fly i luften. Det var ikke den røde som vi var fløjet ud med. I den er der er plads til otte mand med oppakning, men en lille tosædet som landede omme ved campen. Vi vendte så snuden den anden vej, men hvor er der langt når det skal gå stærkt. Det er meget stærkt kuperet terræn, hvor det er helt umuligt at gå den lige vej, så sveden sprang af os da vi endelig rundede det sidste sving. Her kom en sort korthåret hund farende og skældte noget ud, men Lasse, vor svenske medjæger, råbte at den ikke gør noget! Hunden var en Pointer, men sort. Efter alt hilseriet og drikken kaffe, vilde piloten, Svend, hjem til et møde. Han er medejer af et stort savværk ude ved Lulå, helt oppe ved den finske grænse. Tiden var nu kommet hvor vi skulle have bestemt hvor vi skulle jage den eftermiddag. Vi ville op på højfjeldet. Det ville Lasse også gerne, men han sagde, at hunden ikke dur på fjeldet. Det mente vi var noget vrøvl, så vi holdt fast. Så vi gik, nej, vi nærmest løb, for at følge Lasse og hans hund og vi var næsten kommet over trægrænsen da jeg kunne se og høre på svoger Kurt, at det var lige før han fik bersærkergang for han råbte: “Hvis det skal kaldes ferie det her, så skal jeg ikke med mere”. Jeg havde det heller ikke for godt med at få luft nok til den stroppetur, så jeg satte mig ned på en sten sammen med Kurt. Vi kunne se, at Lasse og Poul fik samme ide, så vi asede op til dem, fik en karton rosiner pillet ud af rygsækken og fik delt ud. Når jeg skriver, aser op til dem, så kan jeg da lige fortælle, at det meste af vejen kravlede vi op i et tæring der har en stigning på ca. 45 grader og underskoven, som har en højde på mellem 20-50 cm., består af forskellige lavtvoksende pil og blåbærplanter. Det kan heller lade sig gøre at gå den lige vej. Hele tiden er der en forhindring, en stor sten eller en lang fjelvæg eller en næsten lodret stigning. Efter hvilet gik vi så resten af vejen op. Terrænet blev her meget fladt og det meste af bevoksningen blev til revling og nogle små planter med sorte bær. Vi kunne også se langt deroppe. Solen skinnede og hunden, Kastor, var ikke træt. Det meste af tiden, den eftermiddag, så vi den engang imellem ude i horisonten, hvor den jagtede en flok ryper. Vi asede bagefter, men kom aldrig på skudhold af ryperne. Vi fandt senere ud af, at fjeldryperne ikke ville trykke for hundene, så de fløj bare. Den aften gik vi tidlig i seng sammen med solen. Vi nåede dog lige at fange et par ørdinge til den lille røgovn. Nej, hvor de smager godt! Vi prøvede også med brystkødet af ryper i røgovnen, men det blev lidt tørt, men smagte udmærket.

Mandag morgen op sammen med solen til gråvejr, så vand over til den obligatoriske kogekaffe, som smager ganske udmærket, og nogle humpler rugbrød fik vi sat til livs. Mens vi sidder der, siger Kurt pludselig: “Peter, så du de krager der fløj ind i træerne henne ved søbredden?” jeg havde ikke set dem, så jeg gumlede videre, men så siger han: “Du kan vel heller ikke ramme bare en af dem, basted til en gren?”. To patroner kom i geværet, som lå henne i græsset. Den humpel rugbrød og kaffe kunne vente. Heldigvis ser kragerne ikke så mange mennesker der i området så de fløj ud over søen indenfor skudhold. Så bang-bang og to krager ned i søen, hvortil svoger Kurt løst bemærker da jeg kom tilbage: “Du er f….. også bare altid så skideheldig”. Jeg tror nu mere han sad og tænkte på den double jeg lavede på ryperne, dagen i forvejen. Vi bestemte os for at gå mod syd langs søen den dag idet vi havde set ryper der før. Vi pakkede rygsækken med rosiner, rugbrød, og min hjemmelavede kedel til at koge kaffe i. Jeg skal lige love for at vi fik at se hvad Kastor kunne. Den havde stand den ene gang efter den anden, stod så stiv som en pind med savlen hængende 20-30 cm. ud af flaben på den. Halen vandret og stiv og den ene forpote løftet. Det gav ryper den dag! Det er kun en ulempe, at hunden løber langt omkring. Det meste af tiden kunne vi ikke se den, men den kom jævnligt tilbage, ligesom for at fortælle: “jeg har ikke fundet nogen”, men hvis det så blev for længe mellem vi så den, var det et sikkert tegn på at den stod et sted for ryperne. Så var det os der måtte på eftersøgning og ganske rigtigt: Den havde duften af ryper i næsen og stod fast for dem. Lasse ville bære alle de ryper vi nedlage, men han blev hurtigt klogere og lod villig vi andre putte ryperne i vores egen rygsæk.

Vi blev fløjet ud i fjeldene		Naturen er utrolig smuk heroppe

Efter middagspausen, hvor vi havde lavet bål til koge kaffe og spist vore medbragte klemmer og rosiner og fået en enkelt øl hver, begyndte det så småt at regne. Regnen tiltog og blev nu til en kraftig eftermiddagsregn. Endnu engang blev støvlerne helt fyldte med vand. Det var godt vi havde karminen og det store telt! Der manglede kun en ting og det er en stol med ryglæn, for hvor bliver man træt i ryggen efter flere dage uden en sådan. Den aften erklærede Poul, at han ville op på højfjeldet den næste dag. Jeg ville sådan set gerne med, men Kurt ville ikke. Han havde fået nok søndag eftermiddag. Vi blev enige om at han og Lasse blev nede ved søen og Poul og jeg kravlede op på fjeldet igen. Det var stadig gråvejr og meget vådt i skovbunden og vi skulle også over den lille rindende “bæk”, som Lasse kaldte den. Jeg synes nu mere den havde en vandmængde som Kongeåen og så fossede den bare ned af fjeldet! Vi fandt et sted i vandløbet, hvor der lå nogle store sten med en passende afstand så vi kunne springe fra sten til sten, selvom de var våde og glatte! Da vi endelig kom helt op på fjeldet, startede jeg med to forbiskud! Jeg kunde se skuddene var for lave, men Poul fik den ene. Helt oppe på den højeste top rendte jeg på en flok fjeldryper. Atter to skud for lavt. Jeg fandt ud af, at det var ikke den dag jeg skulle skyde ryper, så det lod jeg Poul om! 6 stk. blev det til og en jeg havde skudt det ene ben ned på, fik vi også fundet og skudt. Op ad formiddagen kom solen frem. Vi så ikke flere ryper den dag, men vi gik måske 15 kilometer, alt i alt, den dag. På vejen ned fandt vi en birk med en kæmpe knude på stammen. Den ville jeg gerne have med hjem til træ til mine knive. Jeg havde også set en oppe på fjeldet. Den kunne måske flyde ned af strømmen i bækken, men den sidste sad helt nede ved søen måske 200 meter inde i skoven. I nærheden stod en rødel med nogle mindre knuder. Disse kunne jeg også bruge, så Poul og jeg sejlede dertil om aftenen med en sav. Birkeknuden kunne lige være i min fjeldrygsæk som kan tage ca. 60 liter. De andre knuder kunne være i Pouls rygsæk. Vi var spændte på, om piloterne ville have så meget tungt gods med i flyet, men det var der heldigvis ingen problemer med.
Den samme aften havde vi bestemt at vi ville sætte de 100 meter medbragt garn, så vi talte med Lasse om det, men svaret var blankt nej. Det var forbudt at fiske med net i søerne, men når skumringen kom kunne vi da godt sætte det, hvis vi hev garnet op tidligt næste morgen...

Mens jeg lavede pandekager af det sidste mel vi havde, over åben bål vel af mærke, fandt Poul garnet frem og fik det taget ud af sækken klar til sætning. Senere om aftenen kom der en helikopter lavt ind over teltene og det kan nok være Lasse fik røven lettet og fik nettet gemt væk! Han sagde bagefter, at hvis det var politiet ville de lande for at kontrollere hvad vi lavede der, og for at kontrollere vore jagttegn og jagtlicens og det kunne da også godt være at de måske ville spørge, hvad vi brugte fiskestængerne til når vi ingen fisketilladelse havde!

Det var mig der først fik øjne næste morgen. Jeg var spændt på hvad der var i nettet. Der var een, men sikke en på 2 - 3 kg. En ørding! Det var mig der havde fået min vilje med hensyn til måden vi satte garnet på, nemlig vinkelret ud fra bredden af søen. Min bror Poul havde nok set vi have sat det langs bredden, men søbunden havde en hældning på 30 - 45 grader nedad, så den sidste ende af garnet stod temmelig dybt. Det var da også helt inde ved bredden fisken sad i nettet, men Lasse blev glad for fisken. Jeg tror de spiser meget fisk i Sverige. De har også mange med alle de mange søer deroppe. Der er bare så kort tid at fiske i. Fra 1. oktober til ca. d. 15 juni kan der være is på søerne. Den kan blive op til 2,5 meter tyk, så der er noget at hugge sig igennem hvis man skal fiske fra isen.

Flyet skulle hente os klokken 11.00 den formiddag og piloten skulle være en professionel jager- og helikopterpilot. Han kom ikke før kl. 13.00, for der havde været meget overskyet ude ved Luleå om formiddagen. Det gik så ud over de tomme øldåser vi havde i en sæk og som skulde med tilbage i flyet. Nogle af den blev noget hullet, men vi fik flyet læsset med alt vores grej og fløj tilbage til bilen - og så manglede vi bare at køre 2000 kilometer tilbage til Danmark.

En pragtfuld tur som skal prøves igen så snart det kan lade sig gøre.

Det var Pouls dag!
		Peter laver pandekager af det sidste mel

Balancegang i »bækken«