Bukkejagten i Sverige 2002

Af Bent Knudsen

Først tusinde tak til alle jer der deltog i turen til Sverige i år. Det var rigtig dejligt at være sammen med jer. Alle gjorde deres til at det gik godt, hjælpsomheden var stor, humøret var højt, selv om jagtudbyttet skuffede.
I alt 36 personer deltog. Heraf var der 20 jægere som kom til Timmernabben i dejligt sommervejer onsdag eftermiddag.
Kjell kom ved seks tiden med kort over reviret og vi blev enige om at trække lod til posterne om aftenen så vi kunne sætte os ind i hvilke pladser vi skulle være på under jagten.
Torsdag kom Kjell kl. 10 og vi tog ud og så reviret. Turen tog ca. 4 timer, derefter kom vi hjem i hyttebyen og hyggede os og gjorde klar til premieren.
Fredag morgen var alle klar til at køre ud kl. 4.00 . Det var endnu helt mørkt, men vi skulle jo være på plads kl. halv fem. En time før solen stod op - for da må der skydes i Sverige.
Premieremorgenen var en dejlig morgen. Solen stod op på en skyfri himmel. Der faldt skud her og der! Jeg hørte ca. 20 skud og sad og gættede på vor mange der kunne være afgivet af vore jægere. Kl. 9.30 var alle kommet hjem og der var kun leveret 1 buk, men 2 forbiere, så det var lidt skuffende. Om aftenen kom der 4 bukke mere, så stemningen steg lidt.
Men lørdag gav kun 1 ræv og søndag lige så, så skuffelsen begyndte at melde sig. Mandag morgen gav 1 buk og så var der ikke mere til os. 4 pæne seksendere, 1 ulige gaffel, 1 spidsbuk og 4 ræve var naturligvis meget skuffende, men den eneste trøst er, at næsten at alle der har været i Sverige i år på bukkejagt er blevet skuffede. Det var meget varmt og brunsten var ovre!
Men reviret kunne også have været bedre forberedt! Vi havde 25 jagtpladser til 20 jæger. 4 pladser manglede tårne. På 6 pladser var skoven så høj, at det ikke var velegnet til bukkejagt.
På et møde med Kjell efter jagten kritiserede vi disse jagtpladser og Kjell var vist godt klar over at det ikke var så godt, men han ville se om han ikke kunne få nogle flere jagtpladser på reviret i Ramshull som vi var godt tilfredse med. Kjell mente også, at det var rimeligt at der var 25 gode pladser til 20 jægere.
Grillaftenen gik godt! Kjell kom med familien på 4 personer. Lizzie havde en sang med, med tilbehør af hundepropper og pistoler var det et rigtig god indslag der gav en god stemning. Tak til Lizzie!
Rigtig mange gav udtryk for at det havde været en god tur og at det var synd at der ikke blev skudt flere bukke, da det kunne få nogle til ikke at tage med en anden gang og derved muligvis få Sverigesturen i fare for at blive aflyst, hvilket ville være synd efter 10 gode år med jagt- og familietur til Sverige.

Sidste nyt: Efter turen besluttede vi i bestyrelsen at sende et spørgeskema ud til de jægere der har deltaget i turen de sidste 2 år for at høre deres mening om Sverigesturen. Vi har hørt fra ca.75 % af de der deltog og det er næsten alle der mener at vi skal forsætte med bukkejagten i Sverige. Så vi prøver igen!