Den første….

Den første sneppe, hjort, det første vildsvin osv.
Ifølge gamle traditioner følger der ofte en særlig ”optagelses procedure” når man nedlægger sit første stykke vildt, indenfor visse arter. Nogle traditioner er mere specielle - eller måske nærmere bizarre end andre.


Det er således en god gammel jægertradition at den første sneppe skal kysses i ”rumpetten”. Nogle steder har den heldige lov til selv at holde fuglen, andre steder hjælper jagtfiskalen med at holde fuglen – og visse steder sker der oven i købet det, at ”hjælperen” trykker hårdt omkring fuglen idet der kysses. Gæt selv hvad der så sker!!!

På billederne ses det tydeligt at det er tilskuerne og hjælperen som har det sjovest når sneppen kysses………..

Ved det første vildsvin og hjort hædres man f. eks. med at få malet et kors i panden og derefter blive ”sæbet” ind i dyrets blod på begge kinder. Den lokale tradition kan også gå ud på at jægeren får et smæk bagi med en kæp mens han ”strammer buks”. Dette er så den uskyldige udgave, for det er også set, at jægeren må smide bukserne inden kæppen falder – og det nok mest bizarre til dato har været at den lykkelige hjortejæger også har fået ballerne godt indsmurt i dyrets blod.

Men ingen tvivl om at den ”første af alting” kan være en herlig oplevelse der huskes hele jægerlivet igennem - for vi jægere er jo på mange måder et mærkeligt romantisk og traditionsrigt folkefærd…….
Finn Østergaard