Når Diana smiler

Til trods for, at fætter Finn fór vild, som dog også fætter Poul - og ikke at forglemme også “redningsholdet” gjorde - i en dramatisk, mørk og regnfuld nat, i et særdeles øde og vildtvoksende skov- og sumpområde på ikke mindre end 24.000 tønder land i Estland, smilte jagtgudinden Diana alligevel stort og sødt til fætter Poul, så han kunne vende hjem med sin første elgtyr. Men hvorfor smilte hun mon så smørret og havde et lusket glimt i øjet???

Ud i ødemarken efter brunsthjort
Da vi tog af sted efter det tidlige aftensmåltid, blev vi først kørt ud i en jeep som måtte arbejde hårdt i en god halv times tid. Da den ikke kunne køre længere, trods sit 4x4 træk, travede vi en halv time efter den lokale jæger. Han pegede ned mod jorden hvor et lille spor gik mod højre og et lige så lille spor gik mod venstre:
“Vi mødes hvor bilen står når I ringer. I, Sten går atter til pladserne til højre - Poul og du, Finn, går igen til venstre. I stiller jer alle hvor I var i morges” - og kan tale sammen i walki’en hvis I forlader stedet for at pürsche jer mod en brølende hjort”, lød det fra ham.

Det er allerede den anden aften vi er her og den anviste plads havde jeg forladt nogle timer forinden da jeg hørte en hjort udstøde et par rungende brunstbrøl langt mod venstre. Straks meldte både Sten og Poul sig hviskende i den udleverede walki, at de hver især ville begynde at pürsche sig frem mod lyden. Så var det også afgang for mig så vi måske kunne fange hjorten i en slags “knibetangsmanøvre”. Ikke mindst ved hjælp af vore walki’er. Først igennem lysningens lavvandede sump hvor sivene gik mig til midt på brystet. I skovkanten overfor fandt jeg et leje af et krondyr og derefter en godt benyttet kronvildtveksel som jeg forsigtigt fulgte gennem først et vildtvoksende skovparti. Derefter et åbent sumpområde, så atter et skovområde, men i næste meget store lysning kom jeg frem til et område med flere veksler og nu drillede vinden så jeg ikke kunne følge vekslen, men fulgte forsigtigt skovkanten et stykke. Så gik det op for mig, at solen stod lavt, at dagen allerede var begyndt at blive til nat. Det var om at komme tilbage til min plads inden mørket faldt på. Ellers ville det næsten være umuligt at finde tilbage til det aftalte mødested da sti og vej er aldeles ukendte ord her omkring. Solen var allerede ved at forsvinde ned bag de mørke træer da jeg sjappende i det lavvandede sumpområde fandt tilbage til mit udgangssted i skovkanten.
Jeg begyndte nu at gå fætter Poul i møde. Fulgte sporerne ind gennem skoven som vi selv havde sat i morges og ud til skovkanten som Poul havde fulgt til venstre, før jeg selv var vendt tilbage til den anviste plads på den anden side af skovhovedet.
Her stod jeg da walki’en skrattede lavt. Jeg skruede op så jeg kunne høre Poul: “Hej fætter! Hvor er du? Jeg står hvor vi så hinanden sidst”.
“Nej du gør ej. Der står jeg nemlig”! Nu fulgte en længere og mere og mere følelsesladet debat om hvem af os der stod hvor. Jeg var nu ved at være sur og lidt nervøs. Min egen kødelige fætter var blevet borte i vildnisset lige nu hvor mørket bredte sig!
Vi brugte nu begge vore kraftige lommelygter for at vise den anden hvor vi hver især var, men uden held. Nu blandede de to andre deltagere sig gennem vore walki’er. De var kommet tilbage til det aftalte mødested. De beroligede os med, at de nu ville begynde at følge sporet gennem skovens vækster mod Poul og jeg som stadig skændtes om hvem af os der var blevet borte!
Jeg turde ikke forlade stedet hvor jeg sidst havde set Poul da han gik ud af skoven og fulgte skovkanten mod venstre - og ventede hele tiden at se hans lys gennem mørket og regnen som nu tilmed også begyndte at falde - og det var også begyndt at blæse op. Han fortalte, at han nu fulgte skovkanten tilbage. Mærkeligt at han var lige så sikker som jeg - og at vi alligevel ikke kunne finde hinanden?
Pludseligt lød der to hoverende stemmer i min walki: “Nu står vi og Poul altså sammen. Det er altså DIG der er løbet vild, Finn. Men bare rolig. Vi følger sporerne og kommer ud til dig”.
Jeg fattede ikke en brik. JEG stod jo lige nøjagtig hvor Poul var gået ud af skoven nogle timer tidligere. Arrigt sagde jeg, at de bare skulle blive stående, for nu gik jeg altså tilbage. Som sagt som gjort. Min lyskegle fandt i mørket de bøjede græsstrå i skoven og jeg begav mig lettet på tilbagevejen. Regnen tog til. De få spor i græsset var nu blevet til et spor som jeg kunne genkende og fulgte. Ved en vindfælde var jeg pludselig i tvivl. Her havde jeg da vist ikke været før? Jeg gik lidt tilbage. Jo. Her er sporet jo igen. Bare den anden vej udenom vindfælden. Min lyskegle spillede gennem mørket. Atter var jeg på rette vej, men kort efter: Nej, her havde jeg bestemt ikke været før. Det var en dyrkeveksel jeg nu gik på - og her var ikke et eneste spor af mennesker....
Nu var jeg på den. Jeg prøvede atter at gå lidt tilbage. Nej. Her var den ene dyrkeveksel efter den anden. På kryds og tværs. Arrigt måtte jeg krybe til korset og fortælle de andre at jeg nu virkeligt var løbet vild i den mørke og vilde skov, men hvad var nu det? De andres stemmer var ikke helt så sikre mere - og nu lød det så fra dem, at de faktisk heller ikke lige vidste hvor de nu var, men ville prøve at finde tilbage til deres udgangssted. De ville også ringe til den lokale jæger. Jeg satte mig ned på en væltet træstamme og slukkede den genopladelige lommelampe som godt nok lyser meget skarpt og langt - men i begrænset tid!
Så blev der bare bælgmørkt! Regnen og blæsten tog til! Jeg begyndte at vænne mig til tanken om at jeg måtte sidde her til det blev lyst. Anbragte mig lidt mere mageligt med ryggen op af et træ. Trøstede mig selv med, at der, modsat min tur sidste år til Estland, ikke er bjørne her på den estiske ø - og kun omkring 10-12 gråpelsede ulve!
Poul og de andre snakkede løs gennem walki’en. De ville uden tvivl gøre hvad de kunne for at holde mit humør oppe. Der gik nu en rum tid hvor de uden held forsøgte at finde kendte steder og hvor vi af og til snakkede sammen gennem walki’en. Pludseligt så jeg et ganske svagt lysskær gennem mørket og træerne. Jeg råbte op. Var det dem? Nej. Lyset bevægede for hurtigt. Så var det atter borte. En bil måtte det da være. Jeg maste mig nu af sted gennem underskoven og endte ved et skovspor som jeg fulgte - og der holdt en af de lokale jægere i jeepen. Han var ved at gøre klar til at skyde op i luften og holdt hvor vi var blevet sat af Jeepen tidligere på dagen. Nu manglede vi bare de andre. Riffelskuddet buldrede gennem natten og gav de andre retningen og mens vi også viste vej med vore lygter kom de noget senere frem mellem træerne og vor lille gruppe var atter samlet.
Senere viste det sig, at fætter Poul havde stået hvor vi mødtes i morges på min plads - og jeg havde stået hvor vi tog afsked om eftermiddagen - og det var i øvrigt godt, at vi ikke vidste, at walki’erne IKKE havde haft strøm til hele natten!

Så kom smilet...
Nu gik der et par dage. En morgen skal Poul og jeg køres ud i et andet område af jagtforeningens store område. Poul sætter sig foran. Såfremt noget sker på vor vej derud har vi allerede aftalt, at det er ham som sidder forrest som skal reagere først. Efter at have kørt længe på ujævne skov- og markveje kommer vi ud til en mægtig lysning, vel omkring 3 til 4 km lang og 2 km bred. Det ujævne hjulspor følger nu grænsen mellem lysningen og storskoven. Pludselig hugger den lokale jæger bremserne i og peger ud i lysningen. En stor mørk kompakt skygge står derude i dagens begyndende grålys. Kikkerterne på. Det er en elgtyr! Jægeren begynde nu at hviske på gebrokkent engelsk til Poul som flere gange svarer: Yes, yes!
Jeg er faktisk imponeret. Poul klarer sig godt nok hurtigt på engelsk. Da vi ankom kunne han ikke mange gloser, men nu klarer han sig selv, så jeg vil naturligvis ikke blande mig. Han hopper stille ud af bilen. Trykker døren forsigtigt til og bilen speeder op og farer hen af det smattede, hullede hjulspor igen. Mens jeg klamrer mig fast i bilen og forsøger at beskytte min riffel og ikke mindst min kikkert, har jægeren larmende og hoppende fået den møgbeskidte, skrammede, men alligevel næsten helt nye Mazda 626 op på omkring 80 på den meget ujævne hjulspor mens undervognen af og til skraber imod. Så brager et riffelskud fra Pouls 30.06’er bag os. “Nej, nej. Han kan da ikke....”, mere kan jeg ikke høre jægeren sige i larmen. Da han får farten taget af bilen kan vi langt borte nu se en elgko trave af sted med sin kalv bag sig, men ikke se noget til tyren. Tilbage ved Poul kommer forklaringen: Det halve af lysningen tilhører jagtforeningen, men den anden del tilhører et naborevir - og markvejen er grænsen. Jægeren ville have, at Poul skulle skyde på markvejen HVIS tyren løb ind i skoven - og Poul havde forstået, at han skulle skynde sig at skyde, INDEN tyren løb ind på naboreviret, så han knælede naturligvis hurtigt ned og gav tyren en god bladkugle på 125 meters afstand og den lå vel 30 meter fra skudstedet.
Senere faldt alt dog på plads og som Poul sagde: “Pokker skulle da vide at man kører på grænsen når man ved, at de har 28.000 tdr. Land jagt?”

Og efter et par øl og en vodka kunne selv de lokale senere se det sjove i, at fætter Poul mente, at elgtyren måtte være gratis når den ikke var skudt hos dem, men hos naboen…..