”DRÆB ELLER BLIV DRÆBT”
– om et langt liv i naturen.



Foredrag og debataften med Lars Ørlund på Askov Højskole, torsdag den 20.marts kl. 19.00

Lars Ørlund, kendt fra bl.a. Tv-serien ”Fra Kap til Kilimanjaro”, er biolog, journalist og forfatter og har det meste af sit liv boet og arbejdet over det meste af verden. Hans historie begyndte da han som ganske ung deltog i Vietnam-krigen. Senere kom andre krige, arbejdede som dyrefanger, ekspeditionsleder, dykker og krigsjournalist. I en årrække boede han blandt nogle af jordens sidste naturfolk som han portrætterede på radio, film og i artikler. Fra midt i firserne boede han i Rwanda, hvor han arbejdede som white hunter og Wildlife officer i Akagera National Park.

Lars Ørlunds landrover hejses ombord på
MV Liemba i det centrale Afrika.
Hvil og formiddagskaffe på savannen.


Livet som professionel jæger og vildtbetjent bragte ofte Lars Ørlund i konflikt med både lokalbeboere og politikere der betragtede nationalparkerne som deres personlige og uudtømmelige indtægtskilde i et land hvor korruptionen var den drivende kraft bag enhver beslutning. Men værst af alt var dog de professionelle krybskytter der med moderne våben, køretøjer og hurtige fly forsøgte at udrydde Afrikas sidste store dyrearter. Hvad der for os herhjemme måske har et skær af lidt af Morten Korks skovromantik, blev for Lars og hans kollegaer en kamp om overlevelse. Alene i tidsperioden 1985-94 begravede Lars 6 af sine kollegaer på Akageras støvede sletter. Myrdet, skudt ned i baghold eller dræbt ved mordbrand, blot fordi de passede deres arbejde og kæmpede for vilde dyrs medfødte ret til at overleve på vores fælles planet. Under folkemordet i 1994 -måtte han flygte til det sydlige Afrika og kom nogle år senere tilbage til Danmark. Lars Ørlund har udover at skrive 15 bøger, lavet film, radio, artikler og TV-udsendelser fra alle egne af verden, primært om forholdene i ulande, etniske konflikter og Afrika som kommende økologisk katastrofeområde. Hans store indsigt i forholdene i den 3. verden, har ofte gjort ham til en hård kritiker af ulandshjælp og den måde de mange midler forvaltes på. I dag bor han med sin familie på en gård nord for Sorø, hvor han helliger sig sit forfatterskab. Senest roman succesen ”Himlens Klare Stjerne”. Lars Ørlund er dog ikke mere fastboende end at han 3-6 måneder om året arbejder forskellige steder i troperne. Efteråret 2002 går således med, sammen med Lasse Spang Olsen, at optage en undervandsfilm til DR-TV ud for Østafrikas kyster. Dette og meget mere fortæller han om i foredraget . Hvis du tror du har hørt det hele før skal du blive hjemme foran fjernsynet, hvis ikke, - så kom og få en sjov, underholdene og lærerig aften sammen med en fantastisk fortæller med en skæv vinkel på tilværelsen.

Askov/Malt Jagtforening arrangerer denne utroligt spændende aften i samarbejde med Frøs Herreds Sparekasse og Askov Højskole. Der vil være forsalg af billetter hos ovennævnte samt Dagli’ Brugsen i Askov samt bestyrelsesmedlemmerne.

Landroveren på sin
daglige
krybskyttejagt.
Alt for reklamen, vi gjorde opmærksom på de flotte
impalaer der kunne skydes i Ewanda.