Drevjagt med gravhunde
- Et Mekka for riffeljægere…….

Af Hans Chr. Boysen

Denne lidt specielle jagtform, der bedst kan sammenlignes med støverjagten i ”Gamle dage” drives efterhånden i flere og flere plantager rundt omkring – hovedsageligt i Jylland. En herlig jagtform, hvor hunde der er højere end ca. 25cm er uønskede. Jeg har adskillige gange været inviteret på drevjagt med mine gravhunde Rasmus, langhår, og Drønnert, ruhår, sammen med 4-5 andre gravhundeentusiaster, der med adskillige hunde virkelig formår at skabe en ”støverjagtstemning.”
Jagtformen er særdeles anvendelig i større skov eller moseområder med gode poster hvor skydning med riffel er mulig. Ofte findes der på disse jagter et rimelig antal stiger eller skydetårne af hensyn til sikkerheden, der absolut skal være OK. Forskellen fra vores almindelig drivjagter, som vi anvender er til at få øje på, idet vildtet på en drevjagt kommer ganske langsomt svagt presset af hunden der har rejst det. Det er muligt der er flere hunde med, men så er det som regel en ældre hund og et par ganske unge hunde der er i lære.

Udstyret med en Walkie Talkie bliver jeg sat af i det sydøstlige hjørne af en ca. 200 ha plantage, hvor muligheden for både råvildt ræv og hare er god. Vi er en håndfuld hundefolk og rundt om i skoven sidder folk i stiger og skydetårne med rifler klar til dagens første såt. De andre hundeførere er sat af i andre hjørner og på strategiske poster i det ca. 200 ha store skovområde. I alt er der vel ca 12 hunde med. 4 – 5 erfarne ”krigere” og en god håndfuld unghunde der er i træning. En god erfaren hund søger stort ud og rejser efter kort tid, måske 5 – 15 minutter, vildt og dens opgave er nu med vedvarende, gerne nuanceret hals, at drive med vildtet indtil dette i langsom tempo passerer forbi en af skytterne der nu får mulighed for at afgive skud til vildt der enten står stille eller bevæger sig meget langsomt. Vi hundefolk følger de enkelte drev og rapporterer til vores ”leder” om hvad der foregår og trækker langsom ind mod midten, hvor vi mødes til hyggesnak og måske en øl. For os er det primære ikke selve jagten, men derimod hundearbejdet, der er i fokus og der snakkes og drilles måske en smule, men aldrig et ondt ord om hundene, der jo arbejder ihærdigt og går til sagen. Rundt om i skoven falder der skud og det spændende for os hundefolk er naturligvis, at vi alle håber på at det netop er vores hund der har drevet vildt frem til skytterne. Efter ca. et par timer er det tid at begynde at koble de drivende hunde og vi skilles og kobler nu de hunde vi møder og gennem walkie ”ringen” kan vi løbende få styr på dem alle. Så lyder det i min øresnegl. ” Hans til Kurt --- kom.” Jeg svarer og får at vide at Drønnert, sammen med Quiney er i naboterrænet med hver deres drevdyr og vi mødes, for i fællesskab at løbe de par kilometer eller måske 4 over jernbane og flyveplads hvor vi, efter en rum tid og drivende af sved, får koblet mens de endnu er i drev med råvildt og kommer tilbage hvor vi netop kan deltage i en flot vildtparade, hvor der ligger 8 stk. råvildt. 8 flotte skud var faldet. Et enkelt dyr var dog gået med en perfekt bladkugle, men den fandt en af hundene hurtigt.
For udenforstående er det måske svært at få øje på fordelen ved at en hund driver måske 1 time, men måden jagten drives på forstyrres ikke og så snart hundene kobles falder der øjeblikkelig ro over skoven uden at dyrene er blevet stresset. De hunde der driver med vildtet måske 15 min. er glimrende hunde, men ved netop denne jagtform kan det knibe for dem at få vildtet frem til skytterne, der sidder spredt i skoven og ofte på lysningerne, hvor vildtet først kommer når det er presset. Råvildt ræv og hare bevæger sig småt og meget ofte i 8-tals form. Kronvildtet derimod går meget hurtigt efter det er rejst og næsten altid op mod vinden efter en ”lineal”. Hvis der er ro og kun lidt fært fra mennesker stopper det tit og kan også i mange tilfælde blive ved med at løbe rundt i tykningerne. Det stiller særlig store krav til de små hunde der meget tit udsættes for et modangreb fra en førerhind eller en hjort. Og ufarligt er det bestemt ikke. Et voksent krondyr kan med et veltilrettelagt spark fra et forben nemt sende en hund – selv en stor rubanker til de evige jagtmarker
Så er der bare en dejlig middag med gule ærter flæsk og pølser tilbage og et nyt blad i journalen kan vendes, og hjemme venter sofaneseren, hvis der er til at få plads for et par trætte hunde, ellers må jeg jo nok lægge mig på gulvet. Efter sådan en dag fortjener de kun det bedste!