Et tilbageblik fra mine første jagter
Af Peter Breide Christensen

Lige så længe jeg kan huske tilbage fra min tid som en bette dreng, har jeg været med min far på jagt. Og der har været rigtig mange, helt uforglemmelige timer og dage sammen med ham. Det skete dog også at han fik sig sneget af sted uden vi knægte så det, for han havde nok ikke altid lyst til at have et par snakkesalige knægte med.

Jeg er opvokset på et lille husmandssted, og vi var fem søskende der skulde have noget at spise, helst hver dag, så hans jagt gik nogle gange ud på at skaffe kød til gryden. Det var friskt kød, i stedet for salt kød fra saltkaret i spisekammeret. Det var også bedre at sende den fedegris på slagteriet i stedet for at den var endt i saltkaret. Her vil jeg så prøve at berette om nogle disse oplevelser som nok aldrig vil gå i glemmebogen hos mig.

Efter nogle år i hælene på min far - og det var “lige i hælene” på ham, det var vi blevet os pålagt hver gang inden vi tog af sted, hvadenten det var i mosen eller i skoven - eller i tusmørket over hos naboen ved en efterårsoversvømmelse på marken, med en masse fede gråænder.
Der var rig mulighed for en tur i skoven idet vores barndomshjem lå inde i et stort skovområde med skov hele vejen rundt om ejendommens få tønder land.

Mit første bekendtskab med at skyde med jagtgevær.
Det var en gammel tyskerriffel, der var lavet om med et enkelt haglløb, men med en patron i kammeret og en i magasinet var det lidt tidskrævende at skyde andet skud for der skulde jo tages ladegreb for at få en ny patron i kammeret. Men jeg viste at geværet altid stod ude i stalden op af muren lige inden for døren. En dag fik jeg den ide, at min lillebror skulle se hvordan man tog ladegreb, og så høre klikket når man trak i aftrækkeren. Jeg havde også nogle planer om at jeg ville sigte på et eller andet, f.eks. en ko, en mælkespand eller hvad der kunne være af muligheder, Det gik fint med at lukke låsen med geværet stående op af muren, og så det spændende øjeblik med at trykke på aftrækkeren. Men for et klik!!!! Der blev et hul i loftet på ti cm. i diameter og en kæmpe bule i bliktaget. Inden vi havde nået at smutte, var min mor i stalden med uglet hår fra middagssøvnen. Der blev ikke sagt noget. Da hun have set, at vi var levende begge to, tog hun geværet med ind. Jeg kunne tænke mig at der var én der stod til skideballe og røde øre, da ejeren af geværet kom hjem den aften, efter at have været ude som daglejer på en gård et sted i sognet.

Efter en rum tid kom så dagen hvor jeg fik mit fædrene ophav overtalt til at prøve at skyde med et haglgevær. Han havde købt en dobbeltløbet side by side, et spansk og ikke så dyrt et gevær hos den lokale brugsuddeler som handlede med lidt jagtgrej som ekstra indtægt. Der blev sat en malerbøtte op på en hegnspæl, og 20 skridt baglæns. Her blev jeg så blev instrueret i at lade geværet, at se efter om sikringen var i låst stilling, og hvordan jeg skulle holde på geværet. Ikke for fast og ikke for løst mod skulderen, og så ned at sidde på hug. Da burde jeg have set det store grin, der var begyndt at brede sig over hele hans ansigtet med udgangspunkt i hans øjne, men jeg var meget koncentreret om malerbøtten. Den skulle jo helst ligne en si med store huller, så tæt så tæt. Jeg fik heller ikke lagt mærke til, at han lige så stille listede om bag mig inden skuddet faldt.

Bag efter kan jeg godt se hvorfor, for da jeg trykkede på aftrækkeren, eller nærmere flåede aftrækkeren tilbage, blev jeg kastet tilbage så jeg måtte lide den tort at ligge udstrakt i hele min længde på ryggen og se min far hulke af grin i lang tid der efter. Det var jo galt nok at blive til grin, men malerbøtten så heller ikke ud som beregnet. Et par enkelte hagl var der da gået igennem dåsen, som jeg ville have haft med i skole for prale af mine bedrifter som jæger. Den skulle have været vist frem til de andre i klassen, især til en af pigerne, som kunne gøre mig både stum, dum og rød i hovedet, bare hun så på mig.
Den lille malebøtteepisode foregik i efteråret hvor der samtidigt var et rigtigt sneppefald, og der var altid snepper i de store bregner over i skoven. Kunne jeg ikke ramme en dåse, så kunne jeg vel ramme en sneppe i flugten? Så min far tog hunde og jeg, med gevær, med på jagt. Instrukserne lød på hvor hurtigt det skulde gå når en sneppe kom på vingerne, og hvor meget den vilde flyve i zig og zag for at undgå den grimme unge med fregner, alpehue, plusforbukser og støvler med komøg fra udmugning hos køerne i stalden, men der var to syvere af hærens de gule i løbene. Et herligt vejr var der også. Solen skinnede. Der var en anelse dis over bregnerne og de var næsten ikke til at mase sig igennem. Hundene var helt spedalske. Det var tydelig der var vildt foran den! Dér kom den så, sneppen! Bøssen op til kinden, men ikke helt ind til skulderen! jeg tror aldrig, jeg før eller siden har fået sådan en på hovedet! (Øretæver faldt der ellers jævnligt nogle ned af, især i skolen, når man blev taget i at skrive facit af efter sidekammeraten, som var skrap til at regne) Så jeg måtte gå hjem med en meget blødende næse - og det værste af det hele - uden sneppe. Men jeg lærte det senere, også at skyde snepper.
En aften vi gik i stalden og malkede. Det var lige blevet tusmørke eller begyndt på det. Så siger far: “Kan du ikke gå over i indhegningen over i skoven og skyde den hare som altid kommer ud i et bestemt hjørne af marken?” Det var godt nok efter solnedgang, men det så man ikke så nøje på dengang når der var mulighed for at få frisk kød til gryden. Jeg syntes det varede en evighed inden der skete noget. Jeg var vel også ved at opgive det. Der var efterhånden blevet så mørkt, at det næsten var umuligt at se noget på marken, men pludselig som en pil, kom hare ud af skoven og satte sig til at sikre 20 m. fra hvor jeg sad. Se da havde jeg held i sprøjten! Der stod en lang stikflamme ud af geværet da skuddet gik så jeg kunne ikke rigtig se om haren lå på skudstedet eller var over alle bjerge - eller kun ovre i det næste sogn! Men den lå på skudstedet, så det var en sej bette 12 årring karl der slæbte en stor skovhare og geværet hjem.
Samme efterår, en morgen med tæt tåge, er vi igen på arbejde i stalde, så siger min far: “Jeg kan sagtens selv nå at malke inden mælkekusken kommer, så tag du bare geværet og patroner og gå over til Svend. Det var vor nabolandmand som havde en masse oversvømmelser på sine marker, og da en del af høsten var ikke kommet i hus, stod der kornskokke i vandhullerne, og det var nam nam for ænderne, og der kom mange morgen og aften,. Jeg var heller ikke kommet på plads, før der kom to ænder ud af tågen. Bøssen til skulderen, og ned faldt den ene and. Om det var den jeg sigtede på ved jeg ærligt talt ikke - hvis jeg overhovedet sigtede?
Nu skulde der skydes ænder! Der gik heller ikke lang tid inden jeg kunne høre svirrende vingeslag, men nu havde jeg stillet mig et godt sted, op af et hasselhegn som var grænsen ind til en anden nabo. Anden kom i spidsskud, men det nåede jeg ikke. Så lynhurtigt omkring for at skyde den i bagskud, hen over hasselskellet, men jeg viste ikke at der gik et par grisesøer på den anden side af hegnet, så da skuddet rungede, gav den ene gris et vræl fra sig. Jeg ved ikke om det var den eller mig der fik den største forskrækkelse, men jeg tog benene på nakken, geværet i den ene hånd og andrikken i den anden, og løb så alt hvad remme og tøj kunne holde hjemefter, gennem skoven. Jeg blev aldrig klar over om and nummer to blev ramt, men jeg var meget overbevist om, at jeg havde skudt en gris! Jeg sneg mig over til grisene om eftermiddagen, for at se om der lå en død gris i indhegningen, mens jeg plukkede vilde hasselnødder i hegnet, for der var jo helst ingen der skulle finde ud af hvad mit ærinde var der! Men der var heldigvis ingen døde grise. De gik alle og hyggede sig i en lun efterårssol og åd hvad de kunne finde i og på jorden. Det var nu rart at se. Men lommerne blev fyldt med nødder og min mor lavede en himmelsk fløderand og hun brugte nødderne til at komme i fløderanden. Til den ret lavede hun en karamelsovs af lidt strøsukker, lidt smør og andre ting jeg ikke kan huske, men alt dette kom på panden og smeltet og kors hvor det smagte godt.
Sjovt nok var det var altid hende der plukkede det fuglevildt og flåede de harer vi kom hjem med. Det har jeg så siden prøvet at forklare min kone, men som hun kunne skabe sig over sådan en bagatel! “Hvis du absolut skal på jagt, kan du vel også selv gøre dit vildt klar til fryseren? Jeg gør det i hvert fald ikke for dig!” Den svada ligger nok også i underbevidstheden når der byder sig en chance for vildt på tasken, så der bliver aldrig skudt mere vildt end vi selv kan spise!

En dag vi gik i roerne efter fasaner, skete der følgende. Min far var ret skrap til at skyde - eller skød sjældent forbi, En fasan lettede fra roerne. Far sigtede længe, meget længe, på en flot kok i et sideskud. Endelig kom skuddet og hvad skete? Den forbistrede fasan gik i vejret som en raket. Det var meget sjældent han bandede, men den dag snød det ham alligevel, efter et par eder, kom andet skud. Ingen tegn på træf og jeg syntes der gik der en evighed inden kokken forendte, højt oppe. Det var ingen af os der viste, at det kan ske med en fasan når den får et hagl i hjernen, men sjovt var det. Det var lige før cigarstumpen blev kastet efter fuglen da bøssen var tom!
Far fik også den ide, at jeg da sagtens kunne skyde de gråænder, der satte sig i oversvømmelserne hos naboen, med den salonriffel jeg havde lånt af en anden nabo. Der kom masser af ænder, men jeg fik ikke nogle af dem. Mens jeg sad der og plaffede løs, gik naboen og min far og samlede roer på modsatte side af den oversvømmelse. På et tidspunkt siger naboen, Svend: “Det er vel ikke Peter der sidder nede i hegnet og skyder efter ænderne med salonriffel, for det vil jeg f…….. ikke have. Det er livsfarligt at gå her! Kuglen går i vejret igen når den rammer vandspejlet. Det benægtede min far for vi skulle jo nødig miste jagten, så den glæde blev stoppet samme aften ved aftensbordet. Inden jeg selv fik købt et gevær måtte jeg låne mig frem når jeg skulle med på aftentræk efter ænder. En morgen gik jeg bagerst på vej til morgentrækket. Vi havde ladt geværerne, for det var den tid hvor ænderne begyndte at trække, så det var med at være klar hvis der skulle byde sig en chance for en and. Men det var et gammelt gevær, slidt og ledeløst var den. Jeg havde jo fået indprentet, at man aldrig peger på andre mennesker, selv med et tomt gevær. Så jeg gik med kanonen over armen, med løbene pegende skråt op og ud til siden. Uden varsel gik der et skud af fra det lånte gevær. Da kunne jeg nemt have skudt min egen fader i ryggen, på kloshold! Han blev forskrækket og råbte noget om hvad F……. skyder du efter?, Det kan godt være han blev bange, men det gjorde jeg sandelig også. Jeg bliver i dag selv noget i tvivl, når nogen peger mod mig med et gevær. Er det nu man får knoppen skudt af?
I min drengetid var der i efteråret nogle store flokke af skovduer. Så store, at man i dag tror det er løgn. Det var altid i roehøsten de var der. Jeg har mange gange stået ovre i de store bøgetræer en hel eftermiddag, med haglgevær og patroner, men der skulle stås stille når der kom 100 til 200 duer i en flok for at sætte sig i træerne,. Jeg tror også de kom for at fortære frugterne fra bøgene, eller som de hedder: bogene. De er for øvrigt meget velsmagende, mindst lige så gode som vilde hasselnødder.
En januardag havde vores schæferhund jaget en kok op i et stort grantræ, kunne jeg høre derhjemme fra. Så det var meget nærliggende at snuppe salonriflen og gå over for at se, hvad man kunne gøre ved det. Den sad oppe i træet og skældte ud længe. Omsider fik jeg øje på den og den lille kugle fra riffelen sendte den ned fra træet. Jeg var af den mening, at jeg var en grumme karl, indtil jeg leverede kokken for fødderne af min far, men han var ikke af samme mening, for det var ovre i naboens skov jeg havde skudt, Her havde vi på ingen måde ret til at gå på jagt, og ikke nok med det. Han gik selv i den anden ende af skoven og fældede træ til kakkelovnen. Skideballe og formaninger i lange baner.
Der er rigtig mange oplevelse man kommer til at tænke på når man læner sig tilbage med lukkede øjne og lader tankerne flyve tilbage til en tid for meget længe siden. Jeg sidder her og fornemmer efterårsstemningerne. Lyden af spætmejsen der hakker i barken på træerne. Efterårssolen der varmer dejligt i læ, et eller andet sted i skoven, eller på marken, eller på et dige og skovskadernes måde at skræppe i den årstid, eller skabe sig over en stor hornugle som sidder i en stor bøg, søvnig at se på, men tæt ind til stammen af træet. Dem var mange af den gang, uglerne altså. Eller en musvåge som svævede højt oppe og jog duerne på flugt fra de store bøge, og ikke at forglemme: dufteindtrykkene fra skove og marken!
Der har været mange, mange, helt uforglemmelige timer og dage sammen med ham! Bare sådan en bagatel som at tage cyklen sammen med vi to ældste drenge i flokken - efter at være blevet færdig i stalden med aftenarbejdet - for derefter at cykle fra Gesten til Holsted for at fiske ål og andre fisk hele natten, og så cykle hjem igen til morgenarbejdet i stalden. Det var godt nok en sej tur hjem de morgener, men humøret var højt. Han spøgte og pjattede som regel de par timer det tog for at nå hjem! F.eks. kan jeg huske en morgen der stod en tyr og strakte sig på en græsmark, hvorpå han forkyndte, at den trængte til at blive malket: Vi drenge rettede ham og sagde, at man da ikke kunne malke en tyr for den havde jo ikke yver. “Jo, jo”, sagde han. “Den giver kærnemælk.”