| Formanden har ordet |
![]() |
Ham den nye ?
Hvem er han egentlig ham den nye ? Helt ukendt er jeg dog nok kun for de færreste. Jeg har siddet i bestyrelsen siden 1996, og har hidtil primært arbejdet med foreningens aktiviteter i Sverige, og som sekretær. Jeg er født og opvokset i Vejen, men er nu bosiddende på en nedlagt landejendom nordøst for Holsted. Nogle vil også kende mig fra jagthornsblæsning da jeg i perioder har undervist begynderholdet. Enkelte af foreningens medlemmer har også taget sit jagttegn hos mig, da jeg er aktiv som en af områdets jagttegnslærere.
Ny kurs ?
Nej, formandsskiftet vil ikke give anledning til forandringer som medlemmerne mærker ret meget til. De færreste foreninger kan have en formand med enevælde, man er nødt til at tilgodese de forskellige holdninger der findes i en bestyrelse, og blandt foreningens medlemmer - dette er også tilfældet for Askov/malt jagtforening. Der er jo heller ingen grund til at lave turbulente vinde, omkring et skib der sejler med god kurs, og med god vind.
Jubilæumsår nært forestående
Bladet der udkommer om et år vil blive en jubilæumsudgave. Året 2004 er det år hvor foreningen i december måned har 75 års jubilæum. Vi har derfor valgt at betragte det år som jubilæumsåret, og det årshæfte der dækker dette år vil være en jubilæumsudgave. Til dette årshæfte ser vi meget gerne at den medlemsskare der husker tidligere tider vil medvirke til at give specielt det årshæfte et strejf af foreningens og jagtens historie de sidste 75 år. Der må også rundt i medlemmernes jagtjournaler og fotoalbum ligge adskillige billeder fra jagter der er foregået i den periode og dem vil vi meget gerne vise i jubilæumsudgaven af årshæftet.
Kontingentstigning
Som de fleste nok har bemærket er der en kontingentstigning på vej for dit medlemskab af AMJ / Jægerforbundet. I sådan et tilfælde bliver man altid skeptisk, og tænker måske: De må da bare kunne spare lidt andre steder. Vi har i bestyrelsen lagt øre til hvad baggrunden for stigningen er, og har vurderet at Jægerforbundet i denne sag har bestyrelsens fulde opbakning. Ønsker man begrundelser for stigningen er dette belyst i JÆGER, ligesom der ved AMJ generalforsamlingen vil være en orientering fra regionens hovedbestyrelsesmedlem. Jeg anmoder derfor om, at inden man evt. overvejer at forlade Jægerforbundet grundet en beskeden stigning på 100 kr. om året, eller ca. 8 kr. om måneden, så bør man for jagtsagens skyld sætte sig ind i baggrunden for stigningen, så beslutningen trods alt ikke tages udfra fejlagtige forudsætninger og fordomme.
Lave skud
Jeg ved at der har været skrevet og talt meget om sikkerhed og våbenbetjening, men så længe at man stadig observerer livsfarlige situationer på jagter, så vil det fortsætte. Jeg tænker specielt på de lave skud, som er årsag til en meget stor del af de ulykker der hvert år sker. Jagtpremieren 2002 var desværre ikke nogen undtagelse på dette felt, nærmere tvært imod. Derfor atter en bøn: Lad dog den lave fasan flyve, og skyd kun på de gode skudchancer, og sørg for kuglefang til dit riffelskud. Brug de chancer der er gode hvad angår et hurtigt drab af vildtet - men intet drab af sine jagtkammerater !
Nye og gamle aktiviteter
I dette års aktiviteteskalender vil der være en lang række tilbud til dig. Mange af aktiviteterne kendes fra de andre år, men der er et par nye aktiviteter som jeg tillader mig at nævne. Læg mærke til mosejagten i Vejen og Estrup mose som er genopstået efter mange års pause, i form af en rævejagt. Jagt i Polen er også endnu et tilbud til Jer som medlemmer. Dette er i form af en AMJ bukkejagtstur i maj, og en drivjagtstur i november. Turene afvikles i samarbejde med foreningens nye samarbejdspartner JM Jagtrejser, fra Esbjerg. Jeg må også nævne at det er lykkedes at arrangere et foredrag med Lars Ørlund, kendt fra TV-serien Fra Kap til Kilimanjora - den aften må man ikke gå glip af.
Våbenskabe
Om få uger skal alle våben ifølge loven opbevares i et våbenskab, så hvis man ikke allerede har anskaffet sig et skab skal man skynde sig at få det sat på ønskelisten til jul. Man har jo de sidste 3 år kendt datoen for hvornår loven ville træde i kraft.
Jagtglæde
Nu skal det heller ikke være løftede pegefingre det hele. Man skal så absolut også glædes over de oplevelser der er ved at gå på jagt. Det er mit store ønske at foreningens medlemmer får en god jagtsæson 2003, med stribevis af pragtfulde jagt og naturoplevelser.
Tak
En stor tak skal lyde til bestyrelse og suppleanter, og til de medlemmer som har valgt at hjælpe til ved foreningens aktiviteter, deltagere ved arrangementer, ligesom vi siger tak til medlemmerne som jo er grundlaget for foreningen. En stor tak skal også lyde til de annoncører og skribenter der gør det muligt at fremstille dette blad. Og tak til Jeppe Reklame/Vejen der gør et fantastisk stykke arbejde med årshæftet, samt foreningens hjemmeside.
Knæk og bræk
Med jægerhilsen
Ole K. Hansen