Ingen kostbarheder i bagagen

Forsikringsdækning er ingen selvfølge.
Penge og dyre ting skal du have i håndbagagen.
(Kilde: Jyllands Posten)

Det sjove går pludselig af rejseoplevelsen, når man står der ved bagageudleveringen, og tasken er pist-væk. Næste nedtur kommer, når forsikringsselskabet ikke vil dække hele tabet. For sådan kan sagen godt ende. Det viser en række afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring og domstolene. Tre af de nyeste er gode eksempler på, hvad man skal være opmærksom på. De dyre smykker, de ekstra penge, det nye Rolex eller den nye Zeiss kikkert skal ikke ned i rejsekufferten. Selv om kufferten er solid med lås og navneskilt, som bliver behørigt afleveret hos flyselskabets bagageindlevering eller til buschaufføren, er det alligevel særdeles uklogt. En af de nye ankenævnskendelser fortæller f.eks. om en mand, der mistede sit kostbare ur fra en aflåst kuffert forud for sin flyrejse. Han fik ikke erstattet de 24.800 kr., som uret var værd. Forsikringsselskabet fik medhold i, at denne passager havde handlet groft uagtsomt ved at anbringe uret i kufferten. Han skulle have haft det i sin håndbagage, så han kunne holde øje med det hele tiden.

Familieforsikring
Som udgangspunkt er bagage dækket af den almindelige familiebasisforsikring på linje med andet indbo. Man skal dog lige huske, at forsikringen typisk kun dækker bagagen med indtil 10 pct. af forsikringssummen Hvis uheldet er ude, og bagagen eller noget af den bliver stjålet, vil det være nødvendigt at anmelde sagen til det lokale politi, hvadenten det sker i Danmark eller i udlandet. Herefter kommer diskussionen med selskabet om, hvorvidt man kan få erstatning. Ifølge Forsikringsoplysningen er der ikke nogen klar linie i de mange kendelser fra Ankenævnet for Forsikring. Men udgangspunktet er genstandens værdi sammenholdt med ejermandens mulighed for at have opbevaret den på en anden måde. Det vil i praksis sige, at selskabet kan slippe for sit ansvar, hvis ejeren har opført sig ”groft uagtsomt”. Er de to parter uenige om det, kan man altid lade ankenævnet komme ind i billedet. En bedre idé er som sagt at tænke sig om, mens man pakker. Skal man have særligt dyre ting med, kan det være klogt at kontakte sit forsikringsselskab på forhånd og enten få et godt råd om, hvordan de skal transporteres eller eventuelt købe sig til en speciel forsikringsdækning.

Simpelt tyveri
Penge og særlige værdigenstande som smykker bør man være ekstra påpasselige med. For hvis der sker et såkaldt simpelt tyveri af disse ting i bagagen, er der overhovedet ingen dækning. Penge og smykker erstattes kun, hvis der foregår et indbrud eller et ran. Et ran er, når tyveriet bliver opdaget af ejermanden selv eller et vidne, mens det foregår, og man straks gør anskrig. Og selv om man øjeblikkeligt råber ”Stop tyven”, mens han forsvinder i mængden, er der et loft over erstatningen fra forsikringsselskabet. Den tanke, at et smykke – eller din kostbare sigtekikkert ligger mere trygt i kufferten i flyets bagagerum end i skuldertasken, duer ikke. Derfor lyder rådet fra Forsikringsoplysningen, at sådanne specielle ting og penge skal man altid have hos sig hele tiden under rejsen. Er der tale om almindeligt indbo som f.eks. tøj og andet personligt udstyr, dækker forsikringen derimod ved det simple tyveri af bagagen, med mindre der har været handlet groft uagtsomt af den rejsende. Har man mistet særlige ting som f.eks. fotoudstyr, kikkert eller en CD-afspiller fra bagagen, dækkes de også, men man skal huske på, at der vil være et maksimum på 10 pct. af forsikringssummen. Håndtasken, som man tager med sig ind i bussen, kupeen eller flykabinen, kan blive et tungt og irriterende monstrum, som fylder alt for meget af den sparsomme plads. Men det er i den, de dyre ting skal være, så man kan holde den under konstant opsyn!