Afspadsering, afskudsbuk og afsindige myg

"Til menneskets mest kostelige nydelser hører duften af nyslået hø, synet af bølgende kornmarker og fredeligt græssende vildt"
Citat af Otto von Bismarck

Jeg vågner langsomt af middagssøvnen og hører køernes brøl i det fjerne. Den lette brise får værelsets gardiner til at bevæge sig let mens junisolens stråler varmer herligt i rummet.
I dagsvarmen står vinduerne åbne og idet jeg vågner med duften af nyslået hø i næsen og med tankerne fyldte af det rolige vildt i dette store, dejlige og rolige område, falder mine tanker på ovenstående ord af Otto von Bismarck, som jeg har læst for nylig Hvor de dog passer til dette østtyske område...

Jeg skruer tiden et par dage tilbage:

En torsdag i begyndelsen af juni (i 1998), kører Erik og jeg over den dansk/tyske grænse ved middagstid. Det er det mest herlige sommervejr og vi kan se frem til nogle spændende jagt- og fridage - for fredag er Grundlovsdag og dermed fridag. Budgetarbejde det meste af 2. Pinsedag og et par aftner gør, at jeg ikke har dårlig samvittighed med at afspadsere lidt, men telefonen er jo også tændt alle de ca. 650 km til reviret nær den tysk/polske grænse. 1300 hektar lavtliggende vildtvoksende skov med en stor bestand af vildsvin samt kronvildt, råvildt og millioner og atter millioner af kæmpestore blodtørstige myg.
Da vi kommer over den dansk/ tyske grænse “vrinsker” Citroën’en veloplagt og lægger sig straks over i overhalingsbanen. Fri af snærende danske fartgrænser. Fri til frihed under ansvar. Herligt! Den tror nok den skal hjem til Frankrig, men må altså finde sig i at skulle dreje fra mod øst ved Hamborg, mod Berlin. I stedet for tager den hævn og banker veloplagt de fleste tyske biler på Autobahn’en med en absolut ”u-dansk” marchfart! Men herligt med ”høj himmel” og alle heste af stald!
Vi ankommer derfor til jagtområdet nær den polske grænse i så god tid, at vi når at bese de "gode, gamle" jagtmarker ved Plattenstrasse, Langesoll, hvor vi lige efter murens fald havde så store oplevelser, først på enorme jagtforeningsdrivjagter og derefter i et par år på eget revir på ca. 400 ha., lejet i fællesskab af fire danskere. Dette stoppede dog brat da vi også oplevede en af menneskenes dårligste egenskaber: Når ønsker om ussel mammon overskygger moral, etik og venskab. Nok om det! Vi fik gode venner i stedet hernede i området!
Vi møder Magnum Hans og hans co-driver, tidligere kollega og jagtkammerat, Søren, som aftalt til middag på den lokale kro, hvor den gamle krokone imidlertid har forpagtet kroen ud siden vi var her sidst, men hun bliver meget rørt da vi får hende til at komme ind i krostuen for at hilse på os og få den æske chokolade som vi havde med til hende hjemmefra. Derefter ud til Revierförster Reinhold og hans kone, Anita, som giver os husly i den dejlige ferielejlighed ovenpå deres skovridergård.

Fredag morgen sidder jeg i Keiser-hochsitzen, men ser kun en rå på lang afstand. Fredag aften bytter Hans og jeg plads. Han misser desværre et ungsvin, en Frisling, men skyder heldigvis senere en anden.
Jeg hører også skud i den retning hvor Søren sidder sammen med Reinhold. Senere fremviser han stolt en mårhund som måtte til de evige jagtmarker. Mårhunden er her et skadedyr som bare skal skydes!*
Allerede kl. 18.30, i fuldt dagslys, ser jeg et kort glimt af et vildsvin, men kan intet nå på grund af det smalle spor og afstanden på omkring 100 meter. Gætter dog på at det var en yngre keiler da den går alene og virker næsten sort mellem de grønne graner. En time senere ser jeg nær hochsitzen en flok meget unge, lysegule vildsvineunger, endnu uden striber. Så er de ikke gamle! Reinhold siger senere, at de, til trods for deres unge alder, allerede er på egen boldgade, så et enligt gående svin godt kan være en ”førende” so, altså en so der har unger! UPS! Man lærer da noget nyt hele tiden!

Lørdag morgen er der østenvind og da hochsitzene er anbragt efter vestenvind giver det Reinhold problemer. Det er endnu bælgmørkt da vi kører fra förstergården og med markvejen ned til den brede kanal hvor vi passerer en træbro for derefter at køre et stykke ind i skoven. Det sidste stykke slukker vi bilernes lys. Derefter går vi forsigtigt videre. Godt sovset til i myggeolie bliver jeg, på grund af den dårlige vindretning, rykket over på den anden side af sporet, Schwedengeshell, i en lav, fritstående leiter som imidlertid giver myggene helt frit slaw og mig et meget dårligt syn nedad sporet pga. grene fra træerne i venstre side, kan jeg konstatere efterhånden som mørket viger for dagslyset. Mod øst farves himlen langsomt purpurfarvet. Det bliver en utrolig smuk morgen. I lavningerne hænger morgendisen endnu da jeg ser et smaldyr ca. 60 meter ude af det smalle spor. Kort efter lægger det sig i det høje græs på sporet mens de lange ører hele tiden arbejder på at holde myg og fluer på afstand. Efter ca. en halv time rejser det sig igen og pludselig ser jeg ører og opsats i græsset ca. 100 meter længere ude - så rejser en buk sig, men de pokkers grene dækker næsten begge dyr.
Bukken stivner da den ser råen og kommer så springende ned imod den. Det får den unge rå til at springe ned mod mig, men pludselig forsvinder begge i træerne og da jeg ikke lige ser dyrene igen skal der ske noget - da jeg kun kan skyde for grenene hvis bukken kommer helt ind på ca. 30 meter. Jeg går derfor forsigtigt de få trin ned på jorden og begynder at trække leiteren ud midt på sporet, men pludseligt kommer råen atter til syne 60-70 meter ude og i et spring er bukken også over sporet. Mon de ikke vil komme frem igen? Jeg støtter riflen på det ene ben af leiteren og i det samme stikker bukken hoved, hals og en smule af bladet ud. I kikkerten virker hovedet gråt og opsatsen er mørk og kun med små forsprosser. Jo det må være den afskudsbuk Reinhold har set her i dette område. Kikkertens trådkors glider nu ned på bladet, peger højt og fremmeligt på skulderen da fingeren krummer sig og 308'eren brager højt i den varme og stille morgen. Efter skuddet ser jeg ikke noget til bukken og råen ser sig forstyrret omkring. Lister lidt omkring, men da den kommer lidt ud ad sporet, ser den pludseligt til venstre og giver så et spring ind i træerne til højre hvor den forsvinder. Jo, han må ligge der!
Lidt efter lister jeg derud. Ganske rigtigt. Han er gået ned i skuddet. En rimelig høj, mørk seksender med højtanbragte små sprosser. Den ene spids er brækket af i toppen. Med ro i sjælen slæber jeg ham derfor tilbage til skovvejen, sovser atter ansigt og de nu bare arme godt ind i myggeolie og brækker ham, men myggene bliver nu helt afsindige i blodrusen. De stikker som gale, trods myggeolien, og sidder næsten i kager på bukken, så da jeg er færdig og klokken endnu kun er halv otte, skynder jeg mig tilbage til bilen, stærkt forfulgt af millioner af de forb….. blodtørstige myg, der næsten er på størrelse med små gråspurve, som Hans hadefuldt siger om dem. Til trods for at jeg nærmest springer ind i bilen og hurtigt banker døren i efter mig, når omkring 30 modbydelige myg alligevel at følge med ind, hvorfor atter en blodig jagt begynder til de fleste ”moskitoer” er aflivede.
Derefter slumrer jeg ind bag rattet til de andre kommer tilbage ved 9-tiden. - God nok, lyder det fra Reinhold om bukken, som SKAL være afskudsbar - og dermed på retur!

Midt på dagen er det så tid til vor obligatoriske - og bestemt nødvendige - middagssøvn. I dagsvarmen står vinduerne åbne og jeg glider tungt over i et ingenmandsland af fuglekvidder og høduft og herlige drømme om bukke og vildsvin – og da jeg, et par timer senere - atter vågner med duften af nyslået hø i næsen og med tankerne fyldte af det rolige vildt i dette store, dejlige og rolige område, er det at mine tanker faldt på Otto von Bismarcs ord. Hvor de dog passer til dette herlige område...

Om aftenen bliver Citroën’en så lavet om til en “offroader” med karosseriet godt hævet, idet Lille Erik og jeg skal et langt stykke ud af en knoldet skovvej med dybe hjulspor. Jeg får Reinholds barnebarn, 11-årige Erik, med mig ud ad Schwartzenweg. Det gør nu intet. Han har øjne som en ørn og ører som en ugle! Det ved jeg fra sidste gang hvor han hørte svinene længe før jeg selv gjorde - og jeg måtte bruge min lysstærke 8x56 håndkikkert for at kunne vurdere svinene inden jeg kunne skyde - hvorimod han klarede sig uden kikkert! Hvorfor mon det lige er mig han kommer med?
Vi forlader bilen og traver videre ud af skovvejen som er rodet godt op af svin. Til venstre er der en dyb kanal med mørkt mosevand. Først sætter jeg Lille Erik af i en hochsitz på første spor til højre efter svinget mens barnebarnet Erik og jeg fortsætter og sætter os lidt efter i en gammel åben "kartoffelkansel" på næste spor, ca. 100 meter længere fremme. Endnu længere fremme kommer så hochsitzen ved "Stern", hvor tre veje krydser hinanden. Da vi har siddet en times tid hører vi en sær susen i det fjerne. Vi kigger undrende på hinanden. Pludseligt trækker nogle kolossalt store og sorte skyer ind over os. Så bliver det med et næsten helt mørkt og med et mægtigt sus kommer vinden nu brølende gennem den mørke skov, næsten som en tornado. Det er faktisk ret uhyggeligt, det her! Træerne bøjes voldsomt, grene og blade pisker omkring. Visne grene brækker af og falder støjende ned på jorden. Så kommer regnen. Den skyller ned over os, som jo desværre sidder i en åben hochsitz, uden vandtæt tøj! Det første lyn knitrer hen over skoven, øjeblikkeligt fulgt af et øredøvende brag. Det er ganske farligt når man befinder sig oppe i en Hochsitz. Det her er slet ikke rart, bliver vi hurtigt enige om, så vi skynder os ned og løber så godt vi nu kan tilbage til bilens vandtætte tryghed!
Da det skybrudlignende uvejr er over efter en god halv times tid, går vi atter tilbage og klatrer op i Hochsitz’en, ikke ret våde! Det er nu begyndt at mørkne. Vinden har lagt sig. Skoven bliver stille. Så stille, at vi kun hører når dryp fra træerne rammer jorden. Så hører vi en mærkværdig lyd i skovbunden og ser kort efter en meget lille, gul "grisling" komme vrælene gennem skoven - næsten under vor hochsitz. Den ganske unge frisling er kommet bort fra sin mor, soen, som den nu kalder på. Senere ser vi et kort glimt af en ræv. I det samme lyder et skud og lidt efter endnu et. Lille Erik! Ganske rigtigt. Først skyder han en ca. et år gammel frisling - og derefter forbi til en mink.
Selv ikke hans træer vokser ind i himlen!

Død over fjenden

At myggeplagen i denne lavtliggende skov ikke er overdrevet kan fornemmes ved at gengive en samtale under morgenkaffen ved en tidligere sommerjagt mellem Peter og Hans. Emnet er nemlig morgenens plage, de store mængder af blodtørstige myg.
- Jeg brugte tidligere et andet mærke myggeolie, men da jeg hørte, at det
kunne være kræftfremkaldende, skiftede jeg mærke, sagde Peter.
Hvortil Hans, tydeligt mærket af de små blodtørstige bæster, hvæsede:
- Ja, jeg er nu skideligeglad med, om myggene får kræft!

*Mårhunden stammer oprindeligt fra øst- og Sydøstasien, som strækker sig fra Østsibirien over Manchuriet til Nordvietnam og Japan. I 1928 blev der udsat mårhunde i den europæiske del af Sovjetunionen (Ukraine) for at man kunne jage dem som pelsvildt. Derfra har de bredt sig fra øst mod vest. Den første i DDR blev nedlagt i 1962. For bare få år siden var det at nedlægge en mårhund i Tyskland en sjælden oplevelse. I 1992/93 blev der således kun nedlagt 23 mårhunde i Mecklenburg-Vorpommeren, men i jagtåret 2001/2002 hele 6.877. I Estland kaldes den for ”Den lille støvsuger” fordi den er altædende!