BæverKo, Dug & Elvis

Af Bent Nielsen

For et nogle år siden var vi, Niels, Søren og jeg, på elgjagt i Telemark, Norge.
Vi er kommet med i et norsk jagtlag (som betalende gæster) sammen med 5 norske nordmænd fra Norge.
Vi deltager på lige vilkår – dog er der ingen af nordmændene, der bliver blød i knæene over at skyde en elgtyr, så det er besluttet at nordmændene ikke vil skyde til tyr før vi evt. sidst på ugen er blevet enige derom.
Vores kvote omfatter 8 elge, 2 tyre, 2 køer, 2 ungdyr (11/2 år) og 2 kalve.

Det er meget anstrengende jagt:
• Der er spredt ”kæmpestore bjerge” over det hele, som man konstant skal op/ned af.
• Jagtformen som vi driver, er med løshund – dvs. at vi skiftes til at følges med en af de to hundeførere i drevet som har elghunde, mens vi andre sidder på pas/post.
• Konditionen er ikke hvad den kunne have været
• Og overvægt, kontorarbejde og de 20 cigaretter om dagen hjælper sikkert heller ikke, men viljen er til stede!

Jeg er den eneste med rigtig elgerfaring, idet jeg havde været på elgjagt 2 gange tidligere – og skudt hhv. kalv og ko.
Søren var med sidste år – men var ikke på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Niels er forholdsvis ny riffeljæger – og havde på daværende tidspunkt endnu ikke nedlagt noget med riflen.

Denne beretning er handler om vore respektive største oplevelser på turen, men alt sammen set/oplevet ud fra min egen synsvinkel.

BæverKo:
Det er den 3. jagtdag:

Vi har endnu ikke fået vildt på tasken, men der er blevet set elge der er gået den ”forkerte” vej = op over fjeldene.
Det er blevet bestemt, at vi i dag vil prøve på bagsiden af Åbogsfjeldet.
Ariel (en af de norske jægere) og jeg skal hjemmefra 11/2 time før de andre, fordi vi skal køre udenom fjeldet og gå/pürsche ind langs med skellet i Kjekkhusdalen og poste på begge sider af passagen imellem Åbogsfjeldet og bjerget Kleivnos.
Temperaturen ligger lidt under frysepunktet når vi er kommet lidt op på fjeldet, men alligevel er der ingen problemer med at holde varmen kun iført en T-shirt (jakke & trøje i rygsækken).
Det er adskillige kilometer at gå, men til gengæld er der to meget væsentlige plusser:
Det er ikke særligt kuperet i sammenligning med dem der skal ind over Åbogsfjeldet og inde i Kjekkhusdalen er der ofte rensdyr. Rensdyrjagten starter en måned tidligere her i Telemark og der to licenser tilbage – 1 ungbuk og 1 simle/kalv. Vi ser mange lejer efter renerne og kan også se mange spor efter dem på myrene, men ser ingen af dem.
Da vi er ca. 100 meter fra min post, skifter jeg min gennemblødte T-shirt men en ditto der er tør.
Ariel viser mig den klippe jeg skal sidde på.
Han adviserer også at elgene vil komme på den meget store myr og mest sandsynligt fra min højre side når begge hundeførerne vil starte drevet fra samme sted som hvor vi startede.
Selv går han tværs over myren og vil først gå en bue udenom den sydligste del af Åbogsfjeldet og trykke evt. elge ned imod myren og senere selv poste på den anden side af myren.
Jeg finder mig en god plads under et enligt fyrretræ, hvor jeg har udsyn til væsentlig mere end det vil være muligt at skyde på. Siddende med ryggen op af fyrretræet kommer pulsen behageligt ned under 300 igen – riflen ligger skydeklar på rygsækken og har fået ild på en cigaret (naturligvis kun for at teste vindretningen) er jeg 110% klar.
Over radioen hører jeg, at Geir (en af de norske jægere) har skudt til en elgkvie, da han, Søren, Niels og Per var på vej op over Åbogsfjeldet. Elgen er ikke leveret og derfor bliver Ragnar - den ene af hundeførerne sendt tilbage for at eftersøge den. Det bliver derfor kun Jørund – grundejeren - og hans elghund Ronja der vil drive imod os og da vi får meldingen over radioen at Geir & Søren samt Niels & Per er på plads på Åbogsfjeldet starter han det samme sted som vi var startet tidligt i morges.
Jeg sidder godt og højt og solens første stråler bestemmer sig at ramme netop den klippe jeg sidder på.
Pludselig hører jeg plask i vandet fra den lille forladte bæversø, som jeg kun kan skimte lidt af igennem træerne ca. 100 meter borte på min højre side. Jeg har tidligere været på bæverjagt og det lyder bestemt ikke som en bæver der advarende klasker med halen. Det kan heller ikke være en and – det må være et væsentlig større dyr - Elg ?… Ren ?

Straks ned på maven med riflen på rygsækken.
Jeg kan stadigvæk høre noget plaske – og en elg kommer gående i rolig gang og er nu fri af træerne. Afstanden vurderer jeg til at være ca. 150 meter.

I riffelkikkerten kan jeg se at det ikke er en tyr, for der er ingenting imellem ørerne.
Jeg synes heller ikke at den er stor af krop - ligesom den heller ikke har det meget lange hoved som er så karakteristisk for en elgko. Derfor konkluderer jeg at det må være en kvie, og jeg venter til den er kommet yderligere 40-50 meter ud på myren og er sikker på at kalven(e) ikke kommer et stykke bag den.
Jeg afsikrer og overvejer at skyde imens den går – men kan ligeså godt forsøge at stoppe den med et fløjt – og det virker øjeblikkeligt – og i samme sekund skyder jeg. Afstanden er nu ca. 175 meter, men med pulsen i ro og liggende skydestilling og med fast anlæg tør jeg godt.
Trods den store afstand hører jeg ikke kugleslaget og skudtegn er minimalt idet den kun giver et sæt i kroppen og starter fremad i trav. Jeg har repeteret en ny patron i kammeret, men mener helt sikkert at kuglen sad hvor den skulle og forventer at elgen skal falde. Den traver ud over myren til højre og i en stor bue tilbage i samme retning hvor den kom fra, dvs. ud i søen igen. Jeg kan se en lille smule af vandspejlet og der er meget uro i vandet efter at jeg har mistet elgen af syne – uroen fortsætter meget længere end jeg synes det ville tage elgen at krydse vandet.

Jeg melder over radioen at jeg har skudt til en kvie og at jeg forventer (håber) at den ligger forendt i bæversøen.
Da jeg ikke sikkert kan bekræfte at den er leveret, får jeg besked på at gå ned for at se efter. Straks da jeg runder pynten kan jeg se noget grå-brunt ligge præcis midt i søen, som kunne ligne en elg, men først da jeg er helt tæt på er jeg helt sikker. Jeg melder over radioen: ”Hvis der er nogen der har badebukser med, bedes de komme herned for den ligger forendt midt i søen”.

Jeg går tilbage til ”min klippe” og venter på hvad der måtte ske med drevet fra Jørund & Ronja´s side, for den elg jeg lige har skudt er ikke blevet drevet hertil af dem, men er helt tilfældigvis kommet denne vej.
Ca. 1/2 time senere kommer en melding fra Ariel over radioen. Han er stadigvæk højt oppe på Åbogsfjeldet, og han har fået øje på elgko + kalv ca. 300 meter under hvor han står.
Der går en del taktik i sagen, for både Niels & Per og Søren & Geir skal flytte post, og vi venter på Jørund.
Da alle er på plads melder Ariel, at han vil forsøge at trykke elgene ned imod mig/myren, og der er fem muligheder:
1. Hvis Ariel kan komme på skudhold vil han holde til kalven.
2. Hvis de går bagud/opad vil de møde Niels & Per.
3. Hvis de går imod højre ned igen nem Kjekkhusdalen, vil det være Søren & Geir eller Jørund der får chancen.
4. Hvis de går tværs over myren vil de komme fint til mig.
5. Hvis de derimod vælger at gå til venstre op i passagen imellem Åbogsfjeldet og Kleivnos, vil jeg ikke kunne skyde, og jeg spørger derfor om jeg skal flytte mig for at kunne dække den side også - men det vurderer Ariel ikke som væren- de særlig sandsynligt at de vil gøre.

Spændte venter vi alle på nyt fra Ariel. Han melder, at han var kommet helt ind på 30 meter af elgene der i mellemtiden havde lagt sig, men på grund af mange små birketræer kunne han ikke skyde.
Bent – de er på vej ned imod myren, så få lige en patron i riflen. Snart ser jeg dem komme ned af fjeldet – lige af den rute, hvor jeg helst ville have dem. Kort inden de er ude på myren til frit skud, standser koen for at sikre. Både ko og kalv er fri – både til rent sideskud, men også på licensen, men man skyder ikke koen fra kalven.
Afstanden er for stor ca. 250 meter, men desuden vil de jo snart komme ud på den store myr. Imidlertid vælger koen at gå lidt op af fjeldet igen og gå til venstre = den eneste side der ikke er dækket. Jeg ser dem kun da de kommer ned af en ca. 2 meter høj skrænt inden mit udsyn er dækket.
Jeg prøver at springe et stykke til venstre og fløjte dem til at stoppe, men det lykkes ikke.
”Set i bagklogskabens ulidelige klare lys” skulle jeg nok have sat mig ude på myren så jeg kunne dække den side også.

Søren, Geir, Ariel og jeg får tildelt opgaven med at bjærge min elg i søen.
Vi er alle sikre på at elgen flyder ude midt i søen, så vi går i gang med at bryde bæverdæmningen ned. Da vi har sænket vandstanden 1-11/2 meter, flyder elgen ikke som planlagt nærmere til dæmningen.
Derfor udtænker vi en ny plan: Vi fælder to træer som vi stiller på højkant og lader den falde på elgen. Ved hjælp af to ”skistave” kan en af os balancere ud til elgen og få et reb omkring den – forhåbentlig uden at blive våd.
Jeg mener naturligvis at vi burde trække lod om denne opgave, men deri er de andre slet ikke enige.
På vej ud på de to træstammer kigger jeg mig tilbage og ser, at de alle tre står med hver sit kamera parat til at fotografere når jeg falder i vandet. Det er ikke megen tiltro de har – og det endda mine venner?

Desværre bliver de skuffede, jeg mister ikke balancen, men de får alligevel deres billeder, for da jeg er næsten ude ved elgen, synker den pludselig en meter og jeg kan ikke gøre andet end synke med. Det er ikke svært at konkludere, at bæversøen alligevel var dyb nok til at elgen kunne flyde! Når jeg alligevel var blevet våd til livet, kunne jeg ligeså godt få et reb omkring halsen på den – og ved fælles hjælp får vi den trukket på land – og får den brækket.
Kuglen sidder fint midt i kroppen, med gennemskud - igennem begge lunger - hjertet sidder temmelig dybt på en elg.
Vi holder middagspause – og heldigvis bliver det besluttet, at Jørunds nabo skal hente elgen med elgtrækkeren i morgen.
Eftermiddagssåten er på ”Rullerne” hvilket betyder at vi alle skal over Åbogsfjeldet eller Kleivnos og det er ikke så sjov når man er gennemvåd og kan høre vandet svuppe i støvlerne for hvert skridt.

Dug:
Det er i dag den 6. jagtdag:

Vores afskydning er kun oppe på to = Min kvie, som ved vejningen viser sig at skulle tælle som en ko (165 kg slagtet) samt en kalv som Ariel skød dagen efter. Det betyder også, at vi skal/må skyde tre elge på hver af de sidste to dage.
De planer som blev lagt i aftes med hensyn til såterne i dag, må vi revidere ved morgensamlingen, fordi der er temmelig tåget oppe på fjeldet og vindretningen har også ændret sig.
Det bliver besluttet at vi skal postere på nordsiden af Åbogsfjeldet og gå ind fra ”Hugormesvinget”.
Postlinjen er fra vejen følgende: Søren – Mig – Niels – Geir.
Driverkæden er foruden Jørund og Ragnar med 1 hhv. 2 elghunde, suppleret med Ariel som skal helt op på kanten af fjeldet. Jeg tror i øvrigt at de fleste af nordmændene er genetisk i ret nær familie med bjerggeder.
Der går ikke lang tid inden Ariel melder over radioen, at en enlig elgko er på vej imod posterne og hvis den holder retningen er det imellem Niels og jeg - den står ca. 200 meter foran postlinjen og sikrer. Et øjeblik senere melder Jørund, at også en tyr er på vej imod os. Ariel melder til Niels:
”Nu kan du godt holde dig klar, for både tyren og koen er på vej lige imod dig – de kommer om et øjeblik ned ved den lille tjern(sø) foran dig”. Også jeg er mindst 200% klar – for en af dem kunne jo dreje af og komme i min retning.
Spændt venter vi alle på skuddet ……
Endelig bryder Jørund radiotavsheden og spørger Niels:
”Kom tyren ikke til dig alligevel?”
”Jo, men kikkerten duggede – ellers havde jeg fået den”.
”Hvor langt var den fra dig?”
”20 meter”.

20 meter til en elgtyr!!! – og jeg der nu på 3. jagtsæson bliver mobbet og kaldt for ”Ko-morder” fordi jeg kun har skudt hundyr – og så får Niels på sin første riffeljagt en 500%-chance til en 4-takker og får ikke afgivet skud.
Efter drevet kommer Jørund og Niels ned til min post og jeg hører beretningen:
Først var koen kommet i let trav i kanten af tjernen – ca. 80 meter ude, men når den ikke ville stå stille, turde han ikke skyde – og ville naturligvis også hellere vente på tyren. Også den var kommet langs tjernen - men kun ca. 60 meter ude. Den var drejet lige op imod ham og passeret på kun 20 meters afstand, men da han skal sigte på den, har han sikkert åndet på kikkerten som er helt dugget. Han har ikke haft erfaring nok til lige at tørre ”hul” i duggen med en tommelfinger eller bare sigte/pege og skyde - for på den afstand kan man dårlig undgå at ramme!

Jeg er væsentlig mere rystet end Niels – men som han meget rigtigt siger: Når jeg ikke føler at det hele er 100% rigtigt, så vil jeg ikke skyde.
Jeg fortæller også mange gange til Niels, at han da bare kunne have jaget elgene ned til mig når han alligevel ikke kunne nænne at skyde. Jørund griner meget i skægget – Ikke af Niels, men af mine drillerier.
NB:
Koen så vi ikke mere til i skyttekæden – den gik tilbage igennem driverkæden.
Rygtet går sikkert endnu blandt elgene i Norge, at det ikke er farligt, når det kun er skytter som Niels der er med?

Elvis:
7. og sidste jagtdag – og det øsregner.
Jørund har inviteret (eller lejet) en af sine naboer – Johnny, fordi han har en rigtig god elghund og de er selv færdige med deres kvote. Aftalen bliver at jeg jo – som sædvanligt - har skudt elg – Niels har haft sin 500%-chance – og derfor vi Johnny og Jørund med begge deres hunde gå sammen med Søren hele dagen.
Vi andre skal prøve at drive med Ragnar og hans to hunde og poste efter samråd over radioen og i forhold til hvor hundene vil lede team-Søren hen. Jeg har ikke meget tiltro til elgjagt i sådan et vejr. Det regner meget og den lille bæk der følger grusvejen er nu en rivende flod og flere steder er grusvejen begyndt at skylle væk.
Et stykke op af formiddagen da Ragnar og hundene kommer forbi min post, og han får min radio fordi hans egen er kaput pga. vand og det er vigtigere, at han er i kontakt med Jørund.
Derfor hører jeg ikke da Søren senere kalder mig adskillige gange over radioen – og ender med at råbe:
”Nielsen - Så svar dog din forpulede Ko-morder”
Da jeg efter drevet møder Per, kan han fortælle at team-Søren har skudt til både en 6-takker og en ko. Lidt senere opfatter Per at det faktisk er Søren der har skudt tyren (og den er leveret) mens Johnny har skudt koen og som også er leveret, men først efter at Johnnys hund havde stillet den igen.

Jeg låner Pers radio og kalder Søren for at lykønske ham.
Han fortæller usammenhængende hvad, hvor …. og at det skam ikke er en 6-takker men hele 7-takker!
Selvfølgelig skal vi alle op og se Elvis, som Søren allerede sidste år døbte den elgtyr, som han drømte om at skyde.
Jeg er efterhånden ved at være meget slidt af gå op og ned af de utallige bjerge. Ifølge Per er der ikke ret langt at gå, men det taget alligevel næsten en hel time at nå derop incl. de nødvendige pauser jeg må holde for at mine ben ikke skal gå i krampe. Da vi endelig ankommer, svæver Søren på en lysegrøn sky og han aner garanteret ikke om det regner eller sner! – og han er også komplet ligeglad.
Jørund er allerede i gang med at brække den – og efter lykønskninger, (og lidt misundelse) samt godkendelse af tyren, får vi Sørens beretning:

Johnnys hund havde arbejdet noget anderledes end både Ronja, Jaco & Varg. Den var gået ud i store søg og imens havde de ventet indtil den kom tilbage – og straks efter at den havde fået kontakt var den løbet ud igen.
Pludselig havde de kunnet se på hunden at den havde fået fært og knurrende var den gået i en bue udenom en tykning i en lavning for at få vind. Straks da hunden er inde og begynder at gø, hører de også tyren grynte – åbenbart meget utilfreds med at blive forstyrret i sit forehavende.
På kun ca. 30 meter kommer først koen ud af tykningen og lige bagved også tyren.
Søren og Johnny var begge øjeblikkelig knælet ned og skudt. Søren skyder kun med en lille ærtebøsse - 6,5 x55 - og han havde nået at repetere og skyde yderligere to skud inden Johnny havde prikket ham på skulderen og sagt:
”Ja. Ja – nu har den vist fået nok”.
Begge elgene var forsvundet over en bakkekam og da de kommer op på den, kan de se tyren ligge forendt, mens koen er fortsat. Kort tid efter hører de at Johnnys hund har standlos – og Jørund og Johnny går efter lyden og kort tid efter kan de afgive fangstskuddet. Søren bliver hos Elvis og holder ham ved selskab.
Hans (Jørunds nabo) er kommet med elgtrækkeren, men inden vi tager af sted kommer jeg i tanker om det ritual vi har oplevet bla. i Polen, når man har skudt sin første buk. Dette kan meget nemt overføres til første elgtyr.
Jeg får den ene hånd syltet godt ind i blod og beder Søren knæle ned ved siden af Elvis.
Jeg holder en lille tale om det usandsynlige svineheld som Diana, Hubertus og Nimrod i dag har tilsmilet ham med – og viser ham én blodig finger, men i stedet for blot at tegne et kors i panden, smører jeg ham grundigt i hele hovedet.
Dette har nordmændene aldrig oplevet før og morer sig kosteligt – og Søren – han svæver stadig på sin lysegrønne sky.

Hans kørte fast med elgtrækkeren pga. den megen regn, og var blevet kørt ned efter sin 4WD traktor som også satte sig fast. Derefter måtte Jørund hente sin store 4WD traktor – og det var et imponerende syn, at se at der skulle 2 traktorer og 1 elgtrækker for at trække Elvis ud til kørevej.

Efterskrift:

Da vi skinner elgene viser det sig at tyren kun er truffet med to af de fire skud de tilsammen havde afgivet til den.
Jeg mener derfor der kan rettes begrundet tvivl om hvem der i virkeligheden har skudt tyren!
Johnny havde først skudt et skud på koen og derefter et skud til tyren. Søren havde skudt alle sine tre skud på tyren.
Når man så tænker på at koen var dødeligt ramt af Johnnys ene skud – kunne det så ikke tænkes at det også var hans skud der først havde ramt tyren? – og Sørens tre skud … ???

Måske – har jeg overdrevet en smule både i beretningen om Niels & duggen og Søren & Elvis, men hvis det er tilfældet er det udelukkende på grund af misundelse over kun selv, at være en ”Ko-morder”