Drivjagtsucces i Polen

Af
Finn Østergaard

Da foreningsbusturen på drivjagt i Polen, i samarbejde med JM Jagtrejser, blev afholdt i perioden 14. til 18. november, og dermed efter deadline, følger her blot en kort omtale – suppleret med en række stemningsbilleder fra den meget vellykkede tur.
Holdet blev på 13 deltagere som alle blev tilbudt en specialskydning til løbende vildt på Mådebanen en uges tid inden turen, idet vildtet ofte kommer i spring med stor fart over en skovvej og det er derfor meget vigtigt at jægerne er i træning i at skyde på løbende vildt eller har trænet med riflen på løbende mål!
Danske schweisshunde

En af de oftest hørte kritikpunkter vedr. jagtrejser til Polen er en ringe eftersøgning af anskudt vildt. Derfor var det med meget stor glæde for AMJ bestyrelsen, at det lykkedes for Jan, som ejer JM Jagtrejser, at få den kendte schweisshundefører Ole Knudsen fra Oksbøl Statsskovdistrikt til at deltage med sine hunde for at sikre alle en optimal eftersøgning!

En højere enhed

Kort sagt må man sige at alle faktorer gik op i en højere enhed som gav succes: JM sørgede for forplejning i bussen samt frokost i Tyskland begge veje. Der blev vist jagtfilm i bussen. Jagthuset var et slot som var blevet ombygget til hotel. Jagtledelsen i Polen gjorde alt for at sikre os en god jagt. Driverne knoklede fra før det var helt lyst til det næsten var mørkt. Også den sidste dag, da sne, slud og regn ellers gjorde det meget besværligt og ”træls” at være driver i de våde tykninger! Både de, hundene og jægerne var oppe på mærkerne. De to første dage var vejret stille og diset/ let tåget.
Det var et godt revir med en meget stor bestand af råvildt, kronvildt og vildsvin. Rent socialt kom holdet også hurtigt til at fungere godt sammen. Der blev drillet, hjulpet, fortalt historier og taget hensyn så det var en fornøjelse!

Jagten

På de tre dages drivjagt blev der nedlagt 12 stykker kronvildt, heraf 4 hjorte: To spidshjorte, en otte-ender samt en ulige ti-ender. 12 vildsvin, heraf var de fire keilere. Ti stykker råvildt samt én ræv. (Jan mener, at den sidste er meget vigtig at nævne. Gæt selv hvem den heldige/dygtige skytte var!)

Det var bestemt også glædeligt, at der var flere som nedlagde deres første stykke kronvildt eller vildsvin på turen. Det kostede naturligvis en omgang om aftenen i baren i kælderen samt blev i et enkelt tilfælde hædret på en ganske speciel facon ude i reviret!

Turen kan bestemt anbefales af alle AMJ-deltagerne og der er slet ikke tvivl om, at der allerede nu er mange der har stor lyst til at melde sig til næste års medlemsbustur til Polen!