Efter elefant og bøffel i Zimbabwe

For nogle år siden var jeg og nogle kammerater i Afrika på en antilopejagt, og på det tidspunkt havde jeg aldrig haft lyst eller overhovedet tænkt på at skyde en elefant, men en dag stødte vi på en elefant der gik nær vejen, og på trods af protesterne fra den professionelle jæger fulgte vi elefanten. Vi kom så tæt som 40 – 50 meter bag elefanten uden at den opdagede os, og siden da har jeg virkelig ønsket at komme på en rigtig elefantjagt.
Det skal lige bemærkes, at den professionelle kun protesterede imod at følge elefanten idet, hvis den opdagede os og gik til angreb i stedet for at stikke af, ville han være nødt til at skyde den, og så skulle han selv betale for den.

Nu havde jeg fået lyst til at gå på jagt efter en elefant, men normalt er elefantjagt så dyrt at det ligger uden for min og de fleste andres formåen.
Lysten var der og så kom Diana Jagtrejser med løsningen. De tilbød en jagt i Mozambique på problemdyr. Man skulle skyde krokodiller, flodheste og elefanter til meget lave priser.
Jeg besøgte Diana jagtrejsers udstilling på Hindsgavl og fik indgået en aftale, hvor jeg blev lovet nok af krokodiller og flodheste, men jeg skulle ikke regne med at skyde mere end en elefant.
Mit krav til Diana var at turen skulle foregå i juli måned og efter gentagne rykkere efter den endelige rejsedato fik jeg midt i juni besked fra Diana.
På grund af problemer med tilladelser m.m. i Mozambique kunne turen desværre ikke blive til noget, men da Diana jo lever af at sælge rejser havde de selvfølgelig et andet tilbud, og de vidste jo at jeg efterhånden var opsat på at komme af sted.
Det skal til Dianas ros siges, at det nye tilbud ikke blev dyrere end det der først var aftalt.
Jeg kunne komme til Zimbabwe, skyde en ikke trofæelefant og en bøffelko. Hvem kan sige nej til det 3 uger inden man havde planlagt at tage på en jagtrejse.

Endelig kom dagen, hvor jeg kunne flyve fra Billund til Harare i Zimbabwe, og alle har vel hørt at der er problemer i Zimbabwe, men proceduren i lugthavnen gik smertefrit, der var nu heller ikke mange turister med flyet.
Jagten skulle foregå som 2:1, dvs. 2 amatørjægere, mig og en anden som jeg ikke kendte og en professionel jæger.
Det tog mig ikke lang tid at finde min nye jagtkammerat. Han havde mødt den professionelle jæger der skulle ledsage os, og de havde i fællesskab fået vore rifler udleveret, som de kom slæbende med. Vi fik hilst på hinanden. Den professionelle hed Johan og min makker på denne tur hed Bjørn og kom fra Norge.
Da vi kom ud af lufthavnen beklagede Johan, at vi ikke kunne køre direkte ud til lejren. Han havde lige købt en ny bil, og den var ved at blive monteret med kængurugitter m.m., men den ville blive klar i løbet af eftermiddagen. Hans nye bil var en ca. 10 år gammel Toyota Landcruiser og han elskede den højere end både sin egen mor og kæreste.
Bilen blev klar sidst på dagen og vi kørte så mod lejren, hvor vi var fremme ca. kl. 1 om natten.

Vi fik lidt sent aftensmad og blev hurtig enige om at sove længe næste morgen, så vi ville først blive vækket kl. 6, hvor vi fik lidt morgenmad og tog af sted for at skyde riflerne ind, det gav ingen problemer og så var vi klar til at gå på jagt.

På jagt efter bøfler

Lejren lå i jagtterrænet, så i samme øjeblik vi var uden for lejren var vi på jagt. Ideen var i første omgang at koncentrere os om at finde bøfler, og derefter elefanter, men hvis vi så spor efter elefant ville vi selvfølgelig vurdere om det var værd at følge op på.
Vi havde ikke kørt mere end en _ time da vi så den første elefant, den stod på den modsatte bjergside af hvor vi var, det var en stor han elefant med kun 1 stødtand, den kiggede vi lidt på og så kørte vi videre.
Efter yderlige en 1/2 times kørsel fandt vi spor af en flok bøfler der havde krydset vejen samme morgen. Johan mente der var en 15 – 20 stykker, og vi gjorde os klar til at følge sporet.
Bjørn, min kollega fra Norge, havde tidligere skudt bøffel i Sydafrika, så han mente jeg skulle have chancen for at skyde først, det var jeg ikke utilfreds med.
Vi fulgte sporet ca. en 1/2 time og Johan udtrykte forbavselse over hvordan bøflerne havde opført sig, hertil skal siges at Johan aldrig havde været på jagt i området, så det var lige så nyt for ham som for os andre.
Kort efter fandt vi dog forklaringen på bøflernes opførsel, der havde været andre jæger før os. Vi fandt spor efter mindst 3 forskellige løver der havde jaget flokken tidligere samme morgen. Det havde foruroliget flokken noget, så de løb lidt mærkeligt rundt.
Efter yderlig en kort eftersøgning mente Johan ikke det kunne svare sig at bruge mere tid på denne flok, han vidste ganske simpelt hen ikke hvordan de ville opføre sig eller hvor de ville løbe hen, så han besluttede sig for at vi skulle gå tilbage til bilen og finde en anden flok.
2 – 3 minutter efter hørte vi flokken blive opskræmt af os og løbe væk fra stedet, de var ikke mere end 15 – 20 meter fra os.

Det vil måske være på sin plads nu at fortælle lidt om terrænet, vi var i et bjergområde, ikke som alperne, men et højland med utallige bjergtoppe som himmelbjerget og 2 – 3 gange højere, ved foden af toppene var der i mange tilfælde udtørrede flodlejer med stejle sider, og bortset fra flodlejerne var beplantningen, der bestod af græs, buske og små træer, utrolig tæt.
Da bøflerne var kommet ca. 60 meter foran os kunne vi se dem igen, og der var 35 – 40 stykker i flokken. I stedet for at fortsætte med at løbe væk fra os vendte flokken nu om og løb tilbage. Ikke mod os, men på bjergsiden foran os. Vi kunne ikke skyde på dem, men vi kunne se hvor de løb hen. Nu var der ingen der talte om at gå tilbage til bilen, og Johan mente, at vi kunne gå den modsatte vej rund om bjerget hvor han mente de ville stoppe og hvor vi ville få en god chance for at skyde.
Som sagt så gjort, og da vi kom rundt om bjerget kunne vi høre dem men ikke se hvor de var. Johan besluttede så at han og jeg og en af spejderne skulle forsøge at snige sig tættere på for at få en skudchance. Spejderen havde også mit videokamera, da Johan mente han var klog nok til at optage lidt video.
Vi sneg os nærmere ned mod slugten, og da vi var ca. 30 meter fra bunden turde Johan ikke gå længere ned da vi så ville komme ind foran nogle af de bøfler der stod op ad skråningen.
Vi kunne se nogle af dyrene til venstre for os, men på grund af bevoksningen var der ingen mulighed for skud, den eneste chance var hvis dyrene ville fortsætte langs bunden af slugten. De ville så passere os i ca. 30 m afstand på et sted hvor der var et par meters frit skudfelt.
Jeg havde riflen oppe i skydestokken og var så klar som man kan blive til sin første bøffel,
Og så kom den første endelig, det var en tyr og dem måtte vi jo ikke skyde, men som Johan viskede, rolig der kommer en mere, det var også en tyr. Den næste var endelig en ko, og den stoppede lige før den kom ud i det åbne stykke, men heldigvis ikke ret længe, den gik et par skridt frem og Johan sagde nu skal du bare skyde, og det gjorde jeg så.
Man ved næsten aldrig hvordan en bøffel reagerer når den bliver skudt, men denne ko blev ramt direkte på bladet af en 33 grams kugle fra en kaliber 458 på 30 m afstand. Den væltede omkuld og brummede lidt, så død var den ikke. Tyren, der stod ca. 1 meter foran koen, vendte sig om og kiggede på den, den anede ikke hvad der foregik. Johan bad mig skyde igen for en sikkerhedsskyld, og først da det andet skud lød stak flokken af, men hvis jeg havde haft råd til det kunne jeg sagtens havde skudt tyren efter at jeg havde skudt koen.
Medens vi ventede kom Bjørn og de øvrige frem til os og gratulerede. Johan bad mig nu holde mig klar til at skyde igen, for han ville gå ned og sikre at den var død, men han ville være helt sikker på at jeg var klar til at skyde, hvis den skulle finde på at angribe ham. Det gjorde den ikke, men han kaldte mig alligevel hen til bøflen for at jeg skulle give den et fangstskud før vi kunne være helt sikker på at den ikke lavede ulykker.
Da jeg ikke ville have noget fra koen som trofæ, mente Johan, at vi bare skulle lade koen ligge, han ønskede ikke at køre sin elskede Toyota gennem den tætte vegetation, den kunne jo blive ridset, men det fik han nu ikke lov til af parkbetjentene der var officielt med for at beskytte os, men nu nok mere for at se at vi ikke skød noget der ikke blev betalt for.
Hvis bøflen kom med tilbage til lejren fik alle der arbejdede i lejren en del af kødet.
Af hensyn til vores kondition ville vi gå den nærmeste vej til et spor hvor bilen kunne køre, 2 af spejderne blev så sendt af sted efter bilen. Da bilen kom frem til vejen hvor vi var, kunne spejderne fortælle at de havde set en flok elefanter et par kilometer fra hvor vi var.
Johan satte straks nogle af spejderne til at hugge en vej gennem terrænet så bilen kunne hente bøflen uden at blive ridset, og resten af os kørte tilbage for at finde elefanterne.

Fra venstre: 6,5mm 10,1 grams Mega til sammenligning med 33 grams fuldkappet .458 fra elefant samt to ligeledes 33 grams fra bøffel. Den længst til højre har dog truffet bøflens svære knogler!

På elefantjagt

Vi fandt elefanterne hvor de skulle være, men på grund af vinden var vi nød til at køre langt tilbage, så vi kunne gå mod flokken uden at have vinden i ryggen. Jeg havde lige skudt en bøffel, så det var jo Bjørn der skulle forsøge sig med en elefant, men det ville han ikke. Det mente han at jeg skulle, for så kunne jeg prale med at have skudt både en bøffel og en elefant på den første jagtdag. Johan startede med mig lige bagved og så kan det nok være at vi travede af sted i høj fart, Johan var bange for at elefanterne skulle forsvinde den anden vej.
Vegetationen var som sagt meget tæt og vi fulgte nærmest en elefantsti, og kunne kun se fremad, efter en forholdsvis kort marchtur slår stien et sving, og 40 meter foran os kommer elefanterne gående direkte imod os på samme sti.
Det var en perfekt chance. Elefanter ser ikke særligt godt og der var tid nok til at få skydestokken op, vente til elefanten var inde på 20 – 25 meters afstand og afgive et skud til hovedet og håbe på at man rammer præcis. Hvis kuglen rammer ca. 5 – 10 cm under øjenhøjde, skulle den gå direkte gennem hjernen og elefanten ville falde død om. Hvis man ikke rammer temmelig præcist, løber elefanten normalt enten frem eller tilbage.
Der var bare et lille problem, det var en meget stor elefant og for mig at se med meget store stødtænder, og vi måtte kun skyde elefanter uden stødtænder. Johan mente vi skulle trække os stille og roligt tilbage og forsøge at finde ud af om nogle af de andre dyr i flokken var uden stødtænder. Den eneste der virkelig var klar til at skyde, var spejderen der gik rundt med en kalasnikow. Ideen var, hvis elefanterne skulle angribe skulle han skyde over hovedet på elefanterne så de ville blive forskrækket og løbe væk fra os.
Vi gik baglæns i samme tempo som elefanterne gik fremad, og da førerelefanten kom frem til stedet hvor vi havde stået fik den færten af at vi havde været der, den stoppede op og vi kunne se den var urolig, men den vendte om og gik skråt tilbage. Hele flokken fulgte roligt efter, og vi kunne stå og vurdere alle 8 dyr, men der var ingen uden stødtænder.
Det var en oplevelse jeg aldrig glemmer, og nok den største enkelt oplevelse på turen, ganske kort tid efter at have skudt min første bøffel stå foran en flok elefanter og vente på om en af dem var lovlig vildt.
Vi skulle nu tilbage til bilen og køre ned til slugten hvor bøflen lå, så den kunne blive læsset ombord, de 4 spejdere der ikke havde været med efter elefanterne var godt i gang med at hugge en vej gennem krattet, og resten af spejderne blev også sat i gang, så vi kunne komme helt ned til bøflen.

De 2 første kugler sad stadig i bøflen, den første havde ramt knogler og var totalt deformeret, den anden var gået tværs gennem bøflen men var stoppet under skindet, og sad nærmest som en byld og bulede ud, den var deformeret som en hver kuglefabrikant ville ønske.
Efter 2 nætter uden meget søvn, først flyturen til Harare og derefter sent ankomst til lejren,
tidligt op, indskydning, bøffeljagt og elefantjagt med mange timers traven op og ned af bjergsider, da vi var tilbage i lejren omkring kl. 7 var der ikke meget tørt krudt tilbage.

De 2 følgende dage så vi ikke en eneste elefant men flere flokke af bøfler, vi fulgte dem flere gange, og 3 – 4 gange var vi midt i flokken hvor jeg kunne høre bøflerne løbe på begge sider af os ikke over 5 m fra os uden at vi kunne se dem. Engang hvor Bjørn og Johan var sneget sig lidt frem foran os andre og Johan mente Bjørn kunne skyde på en bøffel der ikke var mere end 5 m væk, skydestokken var sat op riflen lagt op og Johan bad flere gange Bjørn om at skyde. Johan kunne tydelig se bøflen men Bjørn der var ca. et hoved lavere end Johan kunne kun se en sort plet, og var ikke klar over hvad der var frem og tilbage og så skyder man altså ikke på en bøffel der står 5 m fra en. Derefter blev vi enige om at Bjørn skulle have en trappestige med næste dag.

Bjørn skød sin bøffel 3. dagen om eftermiddagen. Vi havde fulgt en flok temmelig længe og havde været tæt på flere gange, men endelig lykkedes det. Bjørn og Johan var kravlet
40 – 50 m foran os andre, og der sad vi nu og ventede i næsten 20 minutter, hvor Bjørn stod med riflen i skudstilling. Den første rigtige chance Bjørn fik til at skyde var på ca. 70 m
afstand og han fik afgivet et godt skud, bøflen var så hårdt ramt af den første kugle at den
nærmest løb rundt i ring, resten af flokken stak af med det samme, og Bjørn kunne nu afgive 6 skud mere inden bøflen var død.

På fjerde dagen var der så kun elefanter at tænke på, Johan insisterede på at da Bjørn og jeg ikke kendte hinanden i forvejen skulle vi trække lod om hvem der skulle skyde til den første elefant, han fortalte senere at det var fordi han troede ikke på at vi kunne skyde 2 elefanter uden stødtænder. Bjørn vandt lodtrækningen.
Vi kørte nu lidt længere væk fra lejren ud til et område hvor der stort set ingen veje var, og derfor lidt mindre uro, og der var nok af både føde og vand, så chancen for at elefanterne ville blive i området var ret gode.

Vi startede fra en bjergkam med en meget grundig undersøgelse af området, og det var Bjørn der først så en flok, de var meget lang væk, men da vi ikke havde noget bedre at foretage os, kunne vi jo ligeså godt gå efter dem som nogle andre, og vi gik langt. Da vi kom til området hvor vi havde set dem først var de jo gået videre men vi fandt dem igen, og efter ca. 2 timers hurtig march så vi en flok med 3 elefanter uden stødtænder, nu begyndte det at blive spændende. Efter et par forsøg lykkedes det Bjørn at komme på skudhold, elefanten stod noget skråt for, så Johan bad Bjørn om at skyde den lige foran eller på forbenet, kuglen ville så ramme både hjerte og lunger.
Johan havde spurgt om han ikke skulle bakke os op når vi skulle skyde, men vi havde begge sagt nej tak og med bøflerne havde det jo også gået godt, men som Johan sagde elefanter er store, og lette at ramme men svære at ramme rigtig og de bløder ikke ret meget på grund af den tykke hud der lukker for såret.
Bjørn skød, men ramte desværre lavt og langt tilbage på dyret. Det satte fart over feltet, både elefanterne der jo stak af, og Johan der fik travlt med at sikre sig at alle var klar til at skyde og var på linie så vi ikke skød på hinanden.
Vi så flokken forsvinde over en bjergkam, men var ikke klar over om det anskudte dyr var iblandt dem eller det var faldet om eller stod 10 m fra os. Vi fandt hurtigt lidt blod, men kun et par dråber for hver 2 – 3 meter og det kunne vi så følge 3 – 400 meter. Derefter var der ikke mere blod. Vi ledte lige så længe som tiden tillod, men som Johan sagde vi skulle være ved bilen senest kl. 6 da han ikke ønskede at rende rundt i sådan et terræn om natten, og
jeg var enig, da jeg syntes det var svært nok om dagen.
Da vi kom tilbage til bilen havde vi været af sted i mere end 6 timer, da det medbragte vand var ved at slippe op fik Bjørn og jeg resten, Johan og spejderne drak vand fra nogle af de vandløb der var i området, men både Bjørn og jeg takkede nej, jeg er ikke sikker på at min mave kunne holde til det.
Hverken Bjørn eller Johan var særlig glade for situationen. Johan skulle inden for 24 timer melde til et distriktskontor om anskydningen, det skal gøres når der er tale om farlig vildt.

Femte dagen starter med at Johan kører til distriktskontoret for at melde om anskydningen, det var ca. 4 timers kørsel frem og tilbage på dårlige veje. En amerikaner der var eneste anden gæst i lejren fortalte os om nogle krokodiller han havde set nogle få kilometer fra lejren, dem tog Bjørn og jeg op for at kigge på i stedet for bare at gå og vendte på Johan.
Da Johan kom tilbage blev vi enige om at køre tilbage til det samme område for at se om vi kunne finde spor af den anskudte elefant. Da vi kom til området så vi elefanter i samme område som dagen før, men der var ikke tid nok til at forfølge dem da vi var kommet noget senere af sted.

Vi så mange elefanter, de var enten meget langt borte eller så tæt på, at vi kunne se at de havde stødtænder, en enkelt flok på ca. 25 dyr var vi fulgt efter og vi var ikke mere end 25 meter fra de dyr der var nærmest, men selv de små unger havde stødtænder.
Omkring kl. 3 så Johan en flok elefanter på toppen af den bjergkam der lå tættest på vejen, jeg så dem ikke, for de havde hørt bilen og var allerede på vej ned af bjergsiden på den anden side, men Johan stod ud af bilen og sagde det var det nærmeste vi endnu havde været med bilen på en flok elefanter, og han kunne mærke på sit vand at der var mindst en uden stødtænder.
Johan havde været temmelig sur på sig selv fordi han havde accepteret at Bjørn skulle skyde på sin elefant uden opbakning, så jeg havde accepteret at han skulle give mig opbakning, men han skulle så gå med til at jeg skulle skyde elefanten i hovedet hvis det overhovedet var muligt.
Vi startede op af bjergsiden, og da vi nåede toppen forsvandt elefanterne over den næste bjergtop, ned af bjerget og op af den næste, nu var de nærmeste elefanter ikke mere end
100 m væk, vi gik lidt nærmere, og Johan kravlede op i et af de små træer, for at finde en uden stødtænder. Han kunne jo mærke der var en.
Og tro mig eller ej, den bagerste elefant havde ingen stødtænder, Johan kom ned af træet og fik skydestokken op, jeg protesterede lidt og mente vi skulle tættere på, vi var 65 – 70 meter fra elefanten, og den stod bag nogle buske og små træer, jeg kunne kun se det øverste af hovedet.
Johan sagde han turde ikke gå nærmere, da hele flokken havde hørt bilen, og vidste at vi var efter dem så hvis vi gik nærmere var risikoen for at de ville stikke af alt for stor, og her var muligheden for et hovedskud, da man ikke kunne se andet af elefanten.
Jeg havde monteret et rødpunktssigte, og det er perfekt til hurtige skud og skud på nært hold, 65 – 70 m er ikke langt men jeg kunne godt have brugt en kikkert. Det havde jeg ikke, så jeg måtte klare mig uden.
Jeg gjorde mig klar til at skyde og det gjorde Johan også, Johan gav tilladelse til at skyde.
Jeg skød og 2 sekunder senere skød Johan.
Elefanten forsvandt ud af syne, den har sikkert sat sig på halen efter at være blevet ramt af 2 tunge kugler. Johan og jeg løb frem mod elefanten, og da de andre elefanter løb frem mod os råbte Johan på spejderne at de skulle komme med og skyde op i luften med deres kalasnikower, Efter en 2 – 3 lange salver fortrød elefanterne og løb den anden vej.
Johan løb forrest og afgav et skud hvor han forsøgte at brække bagbenet på elefanten så den ikke kunne løbe væk, han ramte også men tilføjede kun dyret et mindre kødsår, han råbte hele tiden at jeg skulle skyde, men jeg ville først have bekræftet at det var den elefant der løb bagerst at jeg havde skudt på, jeg ville ikke lave 2 anskydninger, Johan sagde at det var den bagerste, og 10 m før den forsvandt ud af syne afgav jeg 2 meget hurtige skud, der begge ramte højt og ca. 1/2 meter bag øret. Det var nok til at elefanten faldt om.
Nu var Johan sikker på at jeg ville få min elefant, han kunne bare ikke se at den rejste sig igen, og nu løb den skråt tilbage imod os, jeg gav den min sidste kugle i ryggen og støvet stod op fra den, så jeg kunne se at jeg ramte, men elefanten fortsatte ind bag nogle træer.
Jeg nåede at få 2 kugler i magasinet inden elefanten endnu engang vendte om, og løb tilbage samme vej som flokken var løbet, den var nu ramt 5 gange og det har jo gjort sin virkning, for nu stopper den og står med siden til under 30 meter fra mig, jeg skyder den lige foran øret og nu vælter den for sidste gang.
Som jeg vist har sagt tidligere var buskadset meget tæt. Jeg ved jo hvor elefanter er faldet, men jeg kan ikke se den før jeg er inde på 2 – 3 meter, jeg regner faktisk med at elefanten er død, men for en sikkerheds skyld får den et fangstskud, og det er så kugle nr. 7.
Det viser sig nu, at både Johan og jeg ramte elefanten med vores første skud, uden at de har gjort væsentlig skade, en af kuglerne ramte lige midt i snablen ca. 10 cm for lavt til at være øjeblikkelig dræbende og den anden ramte under venstre øje, heller ikke på nogen måde dræbende.

Jeg har lidt video af selve jagten. Lejrlederen, der er aspirant til at blive professionel jæger var taget med på turen for at få lidt erfaring, havde fået min video og skulle filme jagten, men desværre havde han også sin riffel med, og da elefanterne løb mod os var der mere jæger end fotograf i ham, så han lod video være video og tog sin riffel i stedet, dog uden at bruge den overhovedet. Mit råd til andre i samme situation: Den der har videoen må ingen riffel have med!

Det var så denne jagtrejses første leverede elefant, så der blev gratuleret og taget billeder og alle var vældig godt tilfredse, mtiden går og vi skulle være tilbage ved bilen inden det blev mørkt, så vi blev enige om at lade elefanten ligge til næste dag.
Jeg ville gerne være med til parteringen af elefanten, og Johan og Bjørn ville ud og lede efter hans anskudte elefant, så vi blev hurtige enige om at de skulle starte meget tidligt næste morgen med et par spejdere og vi andre skulle hente elefanten.
Vi startede kl. 7 fra lejren i 4-hjuls trækkeren, noget før var en traktor med anhænger kørt, da vi jo ikke kunne have hele elefanten på ladet.
Vi var i området omkring kl. 8 og så begyndte det hårde arbejde med at hugge sig en vej ind til elefanten, jeg klarede det nu fra bilen. Inden vi nåede ind til elefanten fandt vi spor af både hyæner og løver, lejerlederen der var med som leder af turen mener han så en hunløve løbe fra stedet da vi nærmede os, og der havde under alle omstændigheder været ædegilde på elefanten. Maven var brækket op, store stykker kød var flået ud ved forbenene og spidsen af snablen manglede, det var nu ingen skår i glæden over alt det kød der var tilbage. Jeg tror det kunne være en ide at lade de danske veterinærmyndigheder overvære en sådan slagtning, så de kan se hvordan det ikke behøver at foregå.

Vi var tilbage i lejren omkring kl. 4 og Bjørn og Johan kom et par timer senere, og imod alle odds havde de fundet flokken med de 3 elefanter uden stødtænder og Bjørn havde også fået ram på den anskudte elefant. Denne gang fik han dog opbakning af Johan. De havde efterfølgende kun-
ne konstatere at det første skud ikke var særlig godt, og elefanten kunne sikkert have overlevet med såret.
Det meste af min elefant blev bragt med tilbage til lejren, men af Bjørns havde de kun halen, den var skudt for langt fra hvor man kunne køre med en 4 hjuls trækker, så den blev overladt til løverne og de øvrige rovdyr.

Vi havde nu skudt det der var aftalt og havde 3 jagtdage tilbage, så vi kørte til en anden farm. Det var en farm hvor man dyrkede tobak, majs og lidt andre afgrøder, men det meste af jorden var lav skov og brak marker der blev brugt til jagt.
Vi skulle bruge de sidste dage på lidt fuglejagt og jeg ville gerne skyde et vortesvin.
Vi fik også tilbudt at skyde et par kudu køer der skulle bruges som bait efter leopard, der var en meget stor han leopard i området, og den skulle der drives jagt på den efterfølgende uge.
Både Bjørn og jeg skød en kudu ko og vi så mange vortesvin men kun søer med grise,
Der var også mange forskellige antiloper især nogle flotte sabelantiloper, men de var ikke med i vores program.

Zimbabwe!

Her på farmen var vi for første gang direkte vidner til de umenneskelige problemer de har i Zimbabwe. Da vi kom ind i huset på farmen var det første jeg så 2 rifler i et hjørne. Når ejeren gik ind i et andet rum eller ud af huset havde han altid en riffel med sig, når han gik rundt på farmen havde han også altid en temmelig stor hund med.
I området havde der været over 100 veldrevne farme, nu var der 6 tilbage og han mente selv han ville blive den næste der blev smidt ud. I forbindelse med farmen var der en landsby med ca. 400 beboere, de levede alle sammen af farmen. Når den blev overtaget ville der ingen arbejde eller mad være til dem, men med lidt held ville de så få nødhjælp af FN.
En lidt barsk og kedelig afslutning på en ellers helt fantastisk tur