Denne beretning af Knud Esmann har tidligere været bragt i Nordisk Safari Klub’s blad, Trofæ nr. 2-98. Da den er særdeles munter og meget velskrevet – og ikke mindst da det jo er lokale jægere der ville gøre deres drømme til virkelighed, har vi fået tilladelse til også at bringe den her i vort jubilæumsmagasin. Red. Ove krummede sin pegefinger om aftrækkeren. Han havde kolben presset godt mod højre skulder, da braget fra bøssen fræsede igennem stilheden. Det gav et væIdigt ryk i bjørnen, før den forsvandt fra havremarken og smeltede sammen med skoven… Ove med bjørn og haglgevær i den russiske skov. Han kunne sandsynligvis være taget afsted 100 gange uden at komme i nærheden af sådan en bamse.

Jægeren havde trods rekylen på forunderlig vis holdt balancen på sit bræt mellem to birketræer i 2-3 meters højde. Han tændte en cigaret.

Det var som om han på dette gudsforladte sted ved Gorkij i tomrummet efter ophidselsen hørte tonerne fra sit indre balalaika-orkester. Et nyt kapitel til Maxim Gorkijs ”Læreår og Vandringer”. Den bjørn kunne ikke have gået langt med en tung brennekekugle i hjerte-lungeregionen.

Historien, der på Jager Latein vil være til genbrug ved frokoster og foran pejseilden, begyndte sidste sommer. Fem sydvestjydske jagtkammerater ville til Rusland. De skulle til Ivan Den Grusommes, Tolstojs og Jeltsins land for at skyde ulv, hjort, elg og bjørn. Drømmene var store. Mænd uden drømme er ingenting.

Man hentede tilbud. De to isen-kræmmere, lægen, blikkenslageren og minkfarmeren blev efter tovtrækkerier enige. De vragede forslaget fra Diana Jagtrejser med det store bureaus organisation, forsikringer, garantier og erfaring. En dansk forretningsmand med forbindelser i Rusland tilbød nemlig en jagt til samme pris som bureauet, men med trofæafgifter til under det halve. Ulv til 1500 kroner, bjørn til 7000 osv.

Elge i kø

Forventningerne til odysseen på de ti dage voksede i takt med arrangørens løfter. Elgene skulle, hed det, nærmest stå i kø for at blive nedlagt.

Poul, Flemming, Herman, Karl Erik og Ove, der med tålmodighed venter på at sommeren skal blive overstået, tog flyet til Moskva i september. De er lidenskabelige jægere med stor erfaring fra mange slags forskellige jagter i ind- og udland.

Ved ankomsten til Moskva beslaglagde russerne imidlertid deres rifler. De var blevet jægere uden våben. Danskerne havde ganske vist tilladelse til at indføre Deres rifler i Rusland, men De havde ingen tilladelse, intet stempel, der gav dem ret til at gå på jagt i det pågældende område.

Efter en række ophidsede forhandlinger med lufthavnsmyndighederne kom de russiske jagtværter med et forslag, som danskerne ikke kunne – ville – sige nej til. De kunne blive kørt til reviret og låne våben til den første dag. Riflerne ville så, når de oversete formaliteter var i orden, blive afhentet i en Volga-taxa, der var til rådighed.

De herrer tog plads i den ventende bus med ryglæn, der ikke nåede længere end til lænden og med en udpræget grad af mangel på støddæmpning. Distancen var ikke som lovet 400 kilometer, men 840 km. Efter en rejse på 24 timer nåede jægerne frem til overnatningsstedet nordøst for Gorkij – et russisk feriecenter ved en biflod til Volga.

Med håndtag

Periodevis var der lys og vand. Der var toilet bade til gentlemen og damer. Danskerne foretrak det sidste, da der trods alt var et håndtag at støtte sig til, når de stående skulle klare bade småt og stort. En ikkeryger blev ryger, da han havde lugtet til forholdene.

Man gik i seng og sov strabadserne ud. Ved middagstid næste dag var der afgang til reviret. Våbenvalget havde været en særlig overraskelse. Der var et haglgevær af typen over-and-under til hver.

Jagtkunderne skulle skyde med brennekekugler, som i mange år har været forbudt i Danmark. Det var en ting. En anden var, at de hjemmelavede patroner havde en hylsterlængde, som ragede et godt stykke ud over kammeret ind i løbet.

Løbssprængning var en indlysende risiko, men hvis russerne kunne skyde med den slags, kunne danskerne vel også. Et nødvendigt ræsonnement eller en version af danmarkshistorien: Man har et standpunkt, til man vælger et nyt.

Den danske øre-, næse- og halsspecialist trøstede sig med, at kuglerne måtte have en særlig stor krudtladning – ekstra power til en jagt på et eksemplar af ursidae – bjørneracen. Det fik så være, at bøsserne ved prøveskydningen ikke i nævneværdig grad udmærkede sig ved præcision. En afvigelse på 15 cm! Er det noget at bekymre sig om?

De fem kammerater blev placeret i en kassevogn, der uden vinduer tog sig ud som et køretøj til fangetransport.

Var man på vej til en jagthytte eller til Glavnoje Uravlenie Lagerej – øhavet Gulag? Det måtte tiden vise. De mobiliserede den optimisme, Marianne Jelved og konsortier efterlyser. Kørslen varede 3 1/2 time, og undervejs måtte danskerne ud at skubbe, når vognen kørte fast i flodsenge, når broerne var skyllet væk, og andre steder. Forventningens glæde var ikke længere så stor som ved champagnebaren i Kastrup.

Jagthytten var, hvad man i ejendomsannoncerne kalder pittoresk. Den hældede 30 grader. I brønden var der forurenet vand. De danske jægere skulle, iført deres tøj, sove på gulvet sammen med seks russiske jægere og tolken. Komforten fik dog sit, da der blev bredt en teltdug ud over gulvbrædderne og udleveret tæpper.

Det russiske sollys var dæmpet til den blå time, da danskerne fik anvist deres pladser i hver deres Hochstand. Skydeplatformene var etableret med enkle midler.

I en gruppe af tre birketræer havde man fældet det midterste. Det var savet i tre stykker til trappetrin og sømmet fast til de to øvrige træer. På det øverste trin var der et bræt – siddepladsen. Fast anlæg, rygstøtte og anden sikkerhed var ren teori. Tryk kanonen af og se hvad der sker. Måske bliver du siddende.
Troen på at der skulle dukke en bjørn op var beskeden. En af jægerne stillede sig ud i havremarken foran sine kammerater, der var placeret med 50 meters mellemrum, og opførte en galgenhumoristisk pantomime. Han agerede mekanisk bjørn i et tivolitelt. Han slog sig for brystet og råbte ”Bjørn, bjørn, bjørn.”

Jægeren, der på jagt i Afrika har drukket årgangsvin og spist hummer midt på savannen, var grebet af retfærdig harme, men besat af den munterhed, mænd kun kan opleve, når alt håb er ude. Stærkt opfordret af sine kammerater, indtog han dog sin plads i sit anviste træ med tanker om, hvad opholdet ville gøre for hans dårlige ryg.

Russerne var kørt tilbage til hytten. Resten var stilhed.

Jægeren havde siddet på sit brædt i fire- fem minutter, da et skud bragede ud over havremarken.

– Hvad skød du efter Ove.
– En bjørn!
– Det er fanneme løgn...
– Ved du hvad Herman, jeg skød sgu på en bjørn!
– Ramte du ?
– Ja.
– Skal du ikke ned og se, om der er blod.
– Nej!

Bladskud

Ove tændte en cigaret og ventede. Han havde set bjørnen gå ud på marken, vende om og gå tilbage, før han skød. Fra 15 meters afstand var bjørnen blevet ramt af et højt bladskud. Det havde givet et voldsomt ryk i den, før den forsvandt ind i skoven, og måske havde der været endnu en bjørn. Der var nok at tænke over.

Efter et kvarter kom russerne. De fik via tolken en forklaring, og eftersøgningen skulle i gang. Tolken, en tidligere faldskærmssoldat var rædselsslagen. Han var ikke interesseret i et stævnemøde med en såret bjørn. Han måtte nærmest skubbes ind i det tætte krat.

En spidshund blev sat på sporet. Den snusede rundt, og man kunne se den vokse til dobbelt størrelse, da den fik fært.

100 meter fra gerningsstedet lå den brune bjørn. Død. Stendød.

Stor var begejstringen. Russerne fik travlt. De fældede et træ, fik bjørnen anbragt på planken og gik i procession til den nærmeste lysning. Den skulle brækkes og pelses.

Danskerne protesterede. De ville have den tilbage til hytten, fotografere den i dagslys næste dag. Men, nej. Russerne forklarede, at der ville komme en masse jægere til området, hvis bjørnens endeligt rygtedes. Den forklaring var næppe helt så god som den anden uudtalte, nemlig at jagttilladelsen slet ikke var i orden. At danskerne utilsigtet havde været på krybskytteri.

Tilbage i hytten holdt selskabet fest. Russerne kogte bjørnens hjerte og slubrede suppen i sig, mens danskerne holdt sig til kødet. Vodka dertil.

Man skridtede bjørneskindet af. Det målte 2,5 meter i længden. Bjørnens vægt må have været mindst et par hundrede kilo, og russerne påstod, at det drejede sig om en treårig han.

4 danske jægere ved den ”pitoreske” hytte.	De fem kammerater blev placeret i en kassevogn.

Morgensuppe

Overmandet af træthed gik den danskrussiske forbrødring til ro på gulvet. Ved daggry begyndte russerne igen at tage for sig af suppen, hvis odeur blandede sig med hørmen fra de tolv mænd, deres tøj, sokker og støvler.

Ved synet af de spisende russere sprang en af danskerne pludselig op, tog sig til maven og stormede ud af døren. Han var for sart.

Næste formiddag var der jagt igen. Danskerne stod ømme i hele kroppen af nattelejet på linie i kanten af skoven, og russerne skulle drive vildtet op imod dem.

Chancen med brennekekugler mod tæt skov var til at overse, og den forsvandt, da der slet ikke dukkede vildt op. Det var til at falde i søvn over. Efter tre timer traskede man tilbage. Eventyret var forbi. Jægerne ville hjem. Omgående. Ikke en nat mere ville de sove på gulvet. Man længtes – til trods for Poul Uldimund – efter Danmark.

Fangetransportvognen blev kørt frem og læsset, dels med jægerne, dels med bjørnekødet. Den fyldte bjørneblære blev hængt op under bilens tag. Den kunne, ligesom bjørnens penis, anvendes i kinesisk medicin.

Kødet trak en sværm af spyfluer til. Man hyggede sig. De russiske jægere blev sat af en efter en, og hver af dem fik en luns af kødet, så danskerne spekulerede på, om der også ville blive bjørnebøf til dem.

Selskabet var tilbage i ferielejren ved midnat. Da russerne hørte, at danskerne ikke ville på jagt mere, blev de skuffede. Som gode værter foreslog de kvinder som et brugbart alternativ til bjørne og ulve, men fik afslag.


Bjørnebøf

Jagtselskabet ville på sightseeing i Gorkij og dernæst hjem via Moskva. Alle havde fået nok.

Næste dag blev brugt, dels til en sejltur på floden, dels til en middag med en god, mør bjørnebøf, ligesom der var sauna med ris til stive rygge.

Hos Lenin

Russerne beklagede. Den bil, der var til rådighed, matte ikke køre ind i Gorkij. Man måtte vente på bussen. Næste dag blev derfor brugt til jagt ved lejren. Danskerne kom på haretramp i Rusland. De gik og gik, kilometer efter kilometer, og der blev kun afgivet et skud – mod en skade.

Man kom til Gorkij, overnattede og tog videre til Moskva. Man så på strækmarchen på Den Røde Plads, studerede liget af massemorderen Vladimir Iljitj Lenin, der døde i 1924, og købte souvenirs.

De fem jægere fik den følgende dag deres rifler i lufthavnen og sad kort efter, et døgn før beregnet, i et fly med København som destination.

Bjørnejægeren Ove Andreasen, nu med tilnavnet ”Bamse” følte sig sikker. Han havde betalt russerne 7000 kroner i trofæafgift uden at få kvittering. Russerne ville sende skindet til ham. Kammeraterne mener, at han aldrig får det at se.

”Bamse” bladrede lidt i et magasin. Han læste om bjørnejagt i Sibirien. ”Kødet skal graves ned omgående,” hed det i teksten. ”Bjørnene er fyldt med trikiner.”

Ove med sin store brune bjørn

Efterskrift.
Tre måneder efter havde en forretningsforbindelse bjørneskindet med hjem til Brørup. Klar til gulvet, men det var en katastrofe. Skindet havde desværre ikke været garvet rigtigt og var krøbet ret så meget. Ja, en af de ovenstående såkaldte kammerater kaldte det endda i ”kaninstørrelse”, men det var dog måske også præget af en vis misundelse?
Skindet kom derefter under kyndig behandling og ligger nu som et pragtfuldt minde på Oves stuegulv! Red.