Formanden har ordet

Ole K. Hansen

Medlemstilgang - kontingentstigning

Det er altid glædeligt når medlemstallet stiger, da det jo kan være et tegn på at foreningen tegner sig for noget positivt, og at aktiviteterne kan bruges til noget. Men det at vi også det seneste år har haft en stigning i medlemstallet er ekstra glædeligt, idet mange frygtede for fremtiden efter den gennemførte kontingentstigning. Trods kontingentstigningen valgte vore medlemmer at blive, og der er kommet nye til – Tak for det !
Nogle spørger sikkert sig selv hvad man får for sit kontingent, hvis man ikke får læst bladene fra AMJ og DJ, og ej heller er deltager ved nogen aktiviteter. Den gruppe kan jeg dog trøste med, at om ikke andet så får man i hvert fald væsentlig større sikkerhed for at man også i fremtiden kan nyde jagtens glæder. Med sit medlemskab øger man handlekraften for Jægerfor-bundet således at de kan sikre de bedst opnåelige rammer for jagten i fremtiden.

Det gyldne ord ”Mådehold”

De fleste har sikkert opdaget at jægere til tider selv bliver jaget vildt. Det sker når offentligheden får kig på nogle ting som de ikke bryder sig om. Indpasser man sig ikke efter den kritik som offentligheden kommer med, risikerer man at der kommer et lovindgreb. Dette er sket med eksempelvis andeudsætninger. Jeg er ikke tilhænger af flere love, men kan til gengæld også se, at hvis vi skal undgå lovgivning der begrænser jægeres muligheder så må vi lytte til hvad der kommer af kritik. Generelt vil meget dog være afværget hvis man retter sig efter det lille gyldne ord ”Mådehold”. Der tales eksempelvis om kvoter på kronvildt – det kan vel ikke undre når der berettes om 11 stykker nedlagt kronvildt, på en sæson, på et revir på 20 hektar. En vildtparade er flot – men hvis ikke-jægere pludselig støder på en vildtparade med rigtig meget vildt, lige op til en skovsti eller offentlig vej, så kan det virke anstødende. Mådehold kan i den forbindelse være at dæmpe den måde døde dyr præsenteres over for dem der ikke er vant til skudt vildt. Sådan kunne man finde mange eksempler på at mådehold ikke helt er blevet overholdt. Kort sagt: Mådehold og sund fornuft kan netop være det forsvar der gør at jægere slipper for selv at blive jaget vildt i fremtiden.

Jubilæum

Askov Malt jagtforening kan i 2004 fejre 75 års jubilæum. Vi har derfor valgt at gøre året 2004 til jubilæumsår, selvom selve jubilæumsdagen først er sidst på året. Dette markeres bl.a. med at årshæftet er udvidet til dette jubilæumsmagasin, hvor midtersiderne indeholder historisk stof, samt billeder fra de sidste 75 år. Jubilæet markeres også ved en jubilæumsfest på Hotel Skibelund krat, samt ved øvrige tiltag som fremgår af årets aktivitetskalender. Mine egne tanker i forbindelse med jubilæet vil jeg ikke komme ind på her, idet de fremgår af mit indlæg i den historiske del.

Aktiviteter

Der er for 2004 arrangeret en stor mængde aktiviteter. Husk at få aktivitetskalenderen set igennem, og tilmeld dig til de arrangementer du ønsker at komme med til.

Tak

En stor tak skal atter engang lyde til bestyrelse og suppleanter, og til de medlemmer som hjælper i foreningen ved foreningens aktiviteter. En tak til Jer der med medlemskabet sikrer foreningens eksistens. En stor tak skal også lyde til de annoncører og skribenter der gør det muligt at fremstille dette blad. Og tak til Jeppe Reklame der gør et fantastisk stykke arbejde med årshæftet, samt foreningens hjemmeside.

God jagt

Det er mit ønske at I alle må få gode jagtoplevelser i det kommende år, hvad enten det er på de hjemlige jagtmarker, eller på de udenlandske.

Knæk og bræk - God jul og godt nytår

Med jægerhilsen, november 2003.
Ole K. Hansen