Häckeberga

”Smuttur til hjorteland”. (overskrift i Jæger 10/2003)

For minderne vælter frem når bare jeg ser ordet ”Häckeberga”! Det er nu et par år siden at budet lød: ”Vi skal på Häckeberga Gods efter elgjagten!”
Jeg kan forsikre jer om at det er et eldorado. Et sted med mange dyr og en meget smuk natur.
Vi var gæster hos Svend som havde lejet området for en jagtdag. Der måtte skydes dåvildt, kronvildt og råvildt. Ved kronvildtet var der en begrænsning op til seksendere. Ellers var der fri afskydning.
Morgenen startede meget hektisk. Der var fuldt fart på de smalle veje, for Svend, som har kørt rally, skulle lige vise hvordan man kører bil i Sverige!
Vi kom nu godt ud af skoven og startede med anstandsjagt i ca. to timer. Jeg fik anvist en post ved en tykning der var ca. 50 x 150 meter. Jeg fik ordre om at jeg skulle være helt stille for der var en pæn dåhjort som holdt til her i dette område. Da Svend var kørt igen gik der ca. et kvarter. Så hørte jeg den. Det var jo lige i brunsttiden så man skulle jo ikke komme og ødelægge dens frierier! Da der var gået en time står der pludselig et dyr i kanten af tykningen. Det var ikke den som brølede så kikkerten kom på.
Den har noget på hovedet. Det er ikke voldsomt, men hjort, det er det. Via den i Sverige obligatoriske radiokontakt kan jeg høre at Svend nu begynder at samle skytterne op, så tiden er knap. Skal jeg skyde den lille? Ja, som Frede siger, man skal tage den første chance som gives. Så den fik en kugle som slog den til jorden. Da Svend kom frem var hans kommentar: ”Kunne du ikke vente?”
Vi blev nu samlet og der var også kommet nogle af Svends venner som skulle deltage i jagten. Der blev afholdt en kort parole. Svend sagde: ”Jeg har en fast pris på jagten i dag, så I må gøre en indsats!”
Min post blev langt ude som den sidste mand. Der var jo tale om en meget stor såt, så den første time kunne man ikke høre driverne. Der høres en del skud, men langt borte – men man er jo klar over at nu sker der noget! Pludselig kommer der en rudel dåvildt i deres så karakteristiske ”gedebukkespring”. Dem kan jeg ikke få hold på. Ca. ti minutter senere kommer der en då med kalv. Det blev en double – og jeg var glad, for Svend skulle jo have dyr på paraden! Over radioen fik vi nu besked på at såten var slut. Det er jo nemt med radioen, men ellers er den fa…. tit i vejen!
Der blev nu samling på tropperne. Næste såt lå langt fra den første, så der smuttede nok en times tid. Nu blev det min tur til at gå igennem. Det havde jeg nu heller ikke noget imod. Jeg havde jo haft en god start. Vi måtte ikke skyde når vi var driverkarle. Der var mange dyr der gik bagud, men dog også en del som gik frem – og der faldt en del skud så traileren var fuld da vi holdt frokost.
Efter frokosten skulle vi have to såter. Jeg fik plads i en hochstand, men der var ikke meget plads at skyde på – og der er også en stor grøft, så kommer der vildt her bliver der ikke tale om et nemt skud, men tykningen på begge sider lover slet ikke så dårligt. Da jeg kan høre driverne, kommer der midt for en fuldskuffel. Men det er kun ”æ vonner” der er synlige. Den står stille, lytter. Pu-ha! Jeg tror den kan høre mit hjerte slå! Den drejer – og væk er den! Men senere var der en svensker der fik den.
I den sidste såt var jeg heldig og fik atter en post. Det var ikke en ret stor såt, men du milde. Det var vist smørklatten vi var kommet i! Der blev skudt både til højre og venstre – og så er det min tur. Rudlen med syv stykker dåvildt kommer lige på. ”Du holder til dem når de er fri af træerne”! Men godaw do. Gedebukkespring igen! Hvordan skal man så holde på dem?
Det var min oplevelse på Häckeberga. TAK til Kurt og Svend!