En gammel jægers tanker

I 1944 blev jeg medlem i DJ’s afdeling i Gesten. I 1946 flyttede jeg til Askov Malt, og jeg mener jeg har været medlem uafbrudt si-den. Det har jeg haft megen glæde af!
I de mange år har meget forandret sig. Jagtetikken er blevet bedre. Vore våben er blevet rene drømmerier, men vildtbestanden er til at græde over. Alt vore småvildt har ikke kunnet udvikle sig i takt med det moderne landbrug. Det er blevet til ingenting. Vi har godt nok fået en markant fremgang for hjortevildtet og det er vi da selvfølgelig lykkelig for, men det kan aldrig give de oplevelser vi havde med småvildtet og stående hunde.
Når jeg tænker tilbage på den 18. september, da hønsejagten gik ind – det var jægernes helligdag, da var alle mand af hus. Allerede fra morgenstunden blev der kigget efter vejret. Det skulle helst være nogenlunde tørt for vi skulle jo ud og gå i roer og kartoffelmarker som tit nåede os til skridtet – og der var jo ikke så rart hvis det var vådt!
Men høns var der, næsten i hver mark, flokke på op til 20 og endda over. Det kunne nemt gå pæne knipper i galgerne hvis man ellers kunne få sving i bøssen!
I mit hjem havde vi sidst i 30’erne en Gordonsetter. En jagthund for herren. Jeg har aldrig set den hund træt. Den kunne ”gå” over en roemark som om den ikke rørte jorden og ingen fugl gik dens næse forbi, men det med lydigheden så den let på. Det gik godt så længe der faldt nogle høns, men bommede vi for tit gik han selv på jagt. Så kunne vi gå med hvis vi havde lyst!
Samme hund kendte almanakken. Han stod tøjret i en lænke ved sit hus på gårdspladsen, men hvert år den 18. september var han urolig om morgenen før andre kom op og han helmede ikke før vi slap ham fra tøjret lidt op ad formiddagen. Så strøg han vest ud ad gården, hen i kartoffelmarken, hvor han stod fast for hønseflokken til vi kom.
På mit hjørneskab står en udstoppet urhøne. Den skød min far i 1924. Da var den almindelig i hedeegnene. Nu er den ”passé”. Jeg er bange for det går samme vej med hønsene! Hvert forår ser vi enkelte parhøns. De samme ser vi så til høst uden kyllinger!
Harerne er det ikke meget bedre med, desværre!
Med småvildtets traume svinder interessen også for vore dejlige stående hunde, og det er næsten ikke til at bære!
I 1952 fik jeg min første gravhund. Rævebestanden var da i fremgang og jeg blev bidt af rævejagten. Der blev skudt rigtig mange ræve for mine gravhunde og da jeg i 1966 var i England og fik øje på Jack Russel Terrieren og fik et par hvalpe hjem, gik det endnu bedre. Der er nu i Danmark hen imod 4000 registrerede af de små populære hunde!
Rævebestanden toppede i 70’erne. Da blev der i Danmark skudt omkring 80.000 om året. Så kom hundegalskaben med gasning af rævegrave. Derefter kom skaben og tog et voldsomt skår i bestanden. Den slipper vi nok aldrig af med igen for så snart rævebestanden øges lidt, dukker der nye tilfælde op igen!
Nu ikke mere jammer. Vi har jo ”surrogatjagterne”. Vi kan gå i et jagtkonsortium og leje en skov på Fyn hvor der bliver udsat en masse fasaner og ænder og drive jagt på dem – og det kan godt være sjovt, men det er dæl… dyrt!

Alt forandrer sig
Med hjortevildtets fremgang og velstandsstigningen blev riffeljagten populær. Det fortjener den også. Den stiller store krav til jægerens koncentration og jægeregenskaber og kan give en masse store oplevelser. Jeg tænker på bukkejagt i Skotland. Vildsvin i Polen og elgjagt i Rusland – for ikke at nævne Afrika og mange andre steder. Tilbuddene er mange og til at betale sig fra.
Hvem havde egentlig drømt om det for bare 25 år siden?
Det var lidt af en gammel jægers tanker. Nu vil jeg slutte af med Hans Isra-elsens smukke digt:

Vil jæger du være
til gammen og gavn,
hold vildtet i ære
og hjælp det i sagn.

Skyd aldrig i blinde,
skyd aldrig i flok
og læk dig på sinde:
Lidt bytte er nok!

Men gik du i blund,
sad dit skud ej
som tanken,
så hold dig en hund,
som kan redde
skavanken.

Med disse linier vil jeg sige en stor tak til Danmarks Jægerforbund og Askov/ Malt Jagtforening for hvad de har været mig i al den tid, og en særlig tak fordi I udnævnte mig til æresmedlem 1996. Jeg håber jeg fortjener det.