En lerduekasters bekendelser

Det lykkedes at oprette flugtskytteklubben og en skeetbane blev snart etableret på Knudevejen i Vejen.
For en jagt- og skydetosset knægt på omkring 10 år var en sådan skydebane jo et rent slaraffenland. Under-tegnede brugte derfor al tilgængelig tid på og ved banen – og blev snart ”lerduekaster”, først i lave tårn, senere i høje tårn. Lønnen var så vidt jeg husker ikke særlig høj, men ”frynsegoder” som krudt, krudtrøg, geværer og gratis skydninger betød meget mere. Automatiske maskiner var jo slet ikke kendt endnu!
Det er nok ingen tilfældighed, at undertegnede nu både bruger høreapparat og lider af tinitus – og af samme grund har nedsat sine aktiviteter på skydebaner ret så kraftigt.
For ingen brugte desværre høreværn dengang!!
Ovennævnte Aref Hansen var forretningsfører for Dansk Andels Ægpakkeri på Ahorngade i Vejen. Han blev derfor som oftest kaldt ”Ægpakkeren”!
”Ægpakkeren” og mit fædrene ophav, ”bilhandleren”, Vagn Østergaard, turnerede rundt på de danske skydebaner fra medio 1950 til slutningen af tresserne, I denne periode var de et frygtet makkerpar ved skydekonkurrencer landet over og masser af sølvpokaler og andet sølvtøj kom med dem hjem i præmier. De var begge flere gange helt i top ved danmarksmesterskabet i skeetskydning eller jagtskydning. Ægpakkeren var bedst tilpas med fest og ballade omkring sig, iført sine kære træsko. Bilhandleren krævede mere ro på banen for koncentration og en cigar eller cerut, tændt eller ej, var nødvendig at have i munden.

På et tidspunkt købte de sammen en falleret lerduefabrik. Den blev i begyndelsen genopført i ledige bygninger hos Harald Østergaard i Gamst. Senere blev den flyttet til mekaniker Johs. Bruun i Skodborg, som i øvrigt endnu senere overtog fabrikationen. Hos sidstnævnte kunne mekanikerlærlinge således tjene en ekstra skilling ved at lave lerduer efter arbejdstid. En af de der var med her var såmænd Erik Therkelsen.
Formene blev ændret og forbedret så duerne bedre kunne flyve. Desuden forsøgte de sig med nye hemmelige blandinger til lerduen som jo bestemt ikke er lavet af ler!
Nogle blandinger gjorde lerduen for skrøbelig og en enkelt, hvor man havde eksperimenteret med at tilføre fiskemel, gjorde at lerduen slet ikke kunne gå i stykker – eller kunne skydes i stykker!
I 1960 blev ”Ægpakkeren” Aref Hansen danmarksmester i Skeetskydning med bilhandleren en due eller to efter. Det skulle naturligvis fejres og Ægpakkeren blev flere gange bedt om at komme ud til andre baner og skyde en ”opvisningsrunde”. Det blev nok for meget for de andre på Vejen banen, for Ægpakkeren blev også officielt inviteret til at skyde en opvisningsrunde her på hjemmebanen. Bilhandle-ren fik fremskaffet de lerduer som absolut IKKE kunne gå i stykker, og undertegnede fik strenge ordre om at Ægpakkeren – og KUN han – løbende skulle have serveret en due som ikke kunne skydes i stykker. Først en alm. due. Bang! Den blev skudt i stumper og stykker meget hurtigt. På næste standplads kom en af de ”umulige”. Bang! En hånlatter fra de andre og en knurren af Ægpakkeren. Så de næste to gange en almindelig due, men derefter flere af de umulige. Ægpakkeren spruttede og bandede nu som en havnearbejder i Esbjerg (hvor han i øvrigt også stammede fra) og de indviede havde meeeget svært ved at holde masken. På standen med spidsduer gik det da helt galt. Rød i hovedet af raseri og arrigskab forlangte Ægpakkeren en ny due. Efter skuddet råbte han gennem latteren, at han kunne se huller i duen. Han løb ud på marken og kom tilbage med en due der var fuld af huller som i en si, men hel! Så måtte man overgive sig og gi’ danmarksmesteren en øl – eller to - for at han kunne falde ned igen!
Nu gik nogle år. Egon Bøttger ville være en dygtig lerdueskytte. Han gør intet halvt. Købte derfor et par lerduemaskiner og satte dem op i sin ”baghave” (det blev i øvrigt begyndelsen til Christiansborg Skydecenter samme sted!) og gik i gang. Snart kunne han ramme duerne med lukkede øjne. ”Maskinskyt-te” drillede de andre ham og Ægpakkeren kom i tanke om sin egen ”dukkert”. ”Du, Vagn. Kan du huske de duer vi ikke kunne sælge fordi de ikke kunne gå i stykker. Er der egentlig flere tilbage?
Det var der og der blev lagt luskede planer for Egon. Han skulle vise de gamle hvor dygtig han var blevet. Duerne blev fundet frem af gemmerne og smuglet ind hos ham. Først et par almindelige. De gik i stykker. Så kom de ”umulige”. Nu blev han rød i hovedet og gal. De gamle hånede ham naturligvis og foreslog at han gik tættere på. Det var dog ikke så smart for nu kunne man se at det støvede når han skød, men duen gik ikke i stykker! Det var dog tydelige tegn på træf på de opsamlede duer og Egon fik sin naturlige kulør tilbage og blodtrykket ned da han fik forklaringen.
I øvrigt var det en tid med en masse løjer. En der aldrig holdt sig tilbage var tømrermester Asmus An-dersen fra Vejen. En vinterdag var der blevet skudt en stor gammel grævling. Skindet var jo ikke noget værd, men måske kunne man nu betale noget tilbage! Den blev listet ind på hans værksted. Et sindrigt system med snoretræk og brædder blev sat op. Asmus var altid selv den første på værkstedet. Det var jo mørkt når han kom og han skulle helt ind for at tænde lys. Forestil dig, fuldstændig uforberedt og i bulder mørke, at blive ramt hårdt i brystet af en stor, tung, ildelugtende slatten krop, så du tumler bagover!
Asmus vidste jo ikke lige med det samme hvem de skyldige var, men grævlingen gik sin rundgang i byen i forskellige ”practical jokes” til den absolut ikke var frisk mere!!!


	Aref Hansen. Danmarksmester 1960.


*Harald Thorsen - og en »skydetosset knægt«.*