Historiens vingesus set og hørt
fra formandsstolen
![]() |
Af
Ole H. Hansen |
![]() |
Respekt for det skabte
Når jeg nu skriver mit indlæg til den historiske del af dette årshæfte, er det er med stor respekt for det arbejde der gennem de sidste 75 år har gjort det muligt at vi i Askov/Malt Jagtforening nu kan fejre 75 års jubilæum. Forskellige formænd, bestyrelser, hjælpere samt medlemmer har i al den tid trukket jagtforeningen frem til hvad den er i dag, i jubilæumsåret 2004.
Markere jubilæum
For at markere jagtforeningens jubilæum har vi blandt andet valgt at udvide årshæftet med et jubilæumsafsnit til historisk stof. Denne del af årshæftet er en samling af billeder og beretninger fra de seneste 75 år. Personligt kan jeg med mine 36 år ikke engang nå det halve af jagtforeningens alder, men heldigvis er der en række medlemmer som til dette afsnit på flot vis har bidraget med billeder og beretninger, således at årshæftet på denne måde kan levere et stykke historie.
Foreningers rolle før og nu
Jagtforeningers rolle har i et stort omfang været at arrangere jagtrelaterede aktiviteter for sine medlemmer. Dette er absolut også hovedopgaven i fremtiden, men man skal nok regne med at der de senere år er tilgået en opgave mere. Tidligere kunne man leve skjult og godt, men efterhånden er der så meget fokus på jagtudøvelse at man i fremtiden må sikre sig at jagtudøvelsen sker på en måde som resten af befolkningen kan acceptere. Blot det at fastholde de forhold der gælder for jagt i dag kræver et stykke arbejde, idet mange organisationer gør et stort stykke arbejde imod jagt. Det er primært Danmarks Jæger-forbund der kan påvirke politikere og befolkningen, men i nogle tilfælde behøver de hjælp fra jagtforeninger og ikke mindst fra jægerne selv. Denne hjælp behøves når offentligheden ønsker en ændret adfærd fra jægere, og denne ændrede adfærd kan nu engang kun komme fra jægerne selv. Et eksempel på dette er reduktionen af anskydningerne, som jo virkelig blev forbedret da alle arbejdede for det.
Kulturarv
Jagt er jo mere end selve jagten. Hele jagtens ånd er et stykke kulturarv som jeg håber kan videreføres til de kommende generationer. Jeg tænker her på den ydmyghed og respekt man udviser i forbindelse med jagtudøvelse. Man letter på hatten, og takker jagtlederen for den tildelte post uanset hvor ringe den end måtte se ud til at være. Man ærer vildtet med en vildtparade efter jagten, man går ikke kun efter at dræbe vildtet men efter at gøre det på en anstændig måde dette blot nogle få eksempler. Nye unge jægere har ikke alle denne viden om hele jagtens ånd. De lærer lidt om det på jagttegnskurserne, men i et stort omfang er det de erfarne jægere der må hjælpe med at videreføre dette. Ser man tilbage på de seneste 75 år er der jo faktisk ikke ret meget der er ændret når man ser på de uskrevne regler omkring jagt. Skal vi prøve om vi også de næste 75 år kan fastholde alle de traditioner der hører jægerlivet til.
![]() |
| Bestyrelse og suppleanter 2003. Fra venstre: Ib Kragh, Ole K. Hansen og Finn Østergaard, Tom Hansen. Forrest: Gretha Lyngsøe, Erik Therkelsen og Bent Knudsen. |
God fornøjelse
Det er mit håb at det kommende jubilæumsafsnit giver Jer En god rejse tilbage i tiden. Alle medlemmer ønskes herved god fornøjelse med jubilæumsafsnittet, samt knæk og bræk med såvel jubilæumsåret og de næste 75 år.
Med jægerhilsen
- november 2003.
Ole K. Hansen