Strellufstøveren

Alting ændrer sig som årerne går. Det gør måden på hvordan vi driver jagt også.
Jeg vil gå 100 år tilbage. I 1903 meldte en gårdmands søn ved navn F. Chr. Frandsen sig ind i Dansk Jagtforening. På det tidspunkt havde foreningen 1658 medlemmer i hele landet, 31 i Ribe amt og 47 i Ringkøbing amt. I hele Vestjylland var der kun 2 hundemænd samt forannævnte F. Chr. Frandsen. De oplysninger jeg har kunnet finde fortæller bl.a. at han som 11-årig skød sin første hare. Han begyndte tidligt at arbejde med jagthunde, pointer og sættere, sideløbende med at han arbejdede på slægtsgården som han overtog i 1906. Hans far døde året efter. Kort tid derefter solgte han gården for aldrig mere at beskæftige sig med landbrug.
Han flyttede derefter til Holsted, til villa Grandly, hvorfra han drev en mindre ejendomsmæglervirksomhed.
Hans hovedinteresse var stadig jagt og hundearbejdet. Hans hunde vandt mange pæne præmier både ved udstillinger og markprøver.
Efterhånden som de store vestjyske gran- og fyrreskove voksede til, opstor der et behov for en hensigtsmæssig støver af konstant race. I 1912 påbegyndte han derfor et avlsarbejde af en dansk støver. Begrundelsen herfor var, at han følte, at de langbenede hunde var for hårdt gående – og den anden modpart, gravhunden, var ikke vedholdende nok. Man savnede ”en solid støver, højest 35-40 cm i skulderhøjde, passende for danske forhold, særlig for jagt i de jyske hede- og klitplantager på hare, ræv og hjortevildt”. Han indledte et besværligt og langt avlsarbejde. Jeg kan nævne de krydsninger han anvendte, bl.a. ægyptisk pariahund, engelsk beagle, tysk ruhår og lavbenede støvere fra Småland, fra Westfalen og fra Schweiz. (Alle dårlige hunde blev aflivet)
Ved en udstilling i Malmø i 1930 placerede Frandsen sig med fire førstepræmier – de to æres- og vinderpræmier.
I 1937 fulgte så endelig raceanerkendelsen herhjemme af Strellufstøveren. Det skete den 21. juli i Silkeborg.
I 1929 havde man stiftet Dansk Støverklub. Klubben havde til formål at fremme avlsarbejdet gennem udstillinger og støverprøver. Man udarbejdede regler for standarden. Alt dette medførte at man fik en ensartet og velbygget harmonisk støver som, når den havde rejst vildt, og med høj og klangfuld hals, fulgte efter vildtet i et forholdsvis langsomt tempo indtil vildtet blev skudt eller hundene blev taget op.
Man vil forstå at det var spændende at stå på post når man hele tiden kunne høre hundene drive rundt inde i såten, enten det var hare, ræv eller rådyr.
Fordelen for jægeren var, at vildtet ikke kom over skydelinien som skudt ud af en kanon.
Støverjagten var nok især velegnet i de jyske plantager. Man kunne drive jagt med få jægere. Man skulle blot placere sig i den rette vindside ved en vildtveksel og så stå stille – så var chancen stor!

Jeg tillader mig et lille tilbageblik idet min egen interesse for jagt startede så tidligt at jeg kun var fem år da der i min erindring tegner sig et billede af fem mænd der en aften sad i vores dagligstue og talte om at starte en jagtforening i Malt Sogn. Min far havde nok på det tidspunkt gået på jagt i ca. 20 år, så fra ham havde jeg min spirende interesse.
Landbrugslærer og konsulent, Åge Toft, var nok den drivende kraft da jagtforeningen blev startet. Toft og far havde mange sammenfaldne interesser livet igennem. Foruden jagtforeningen var de også med i støverklubbens bestyrelse. Toft var i mange år klubbens formand og lavede en god støverkennel. Det samme lavede min far. Han solgte i alt 114 stambogsførte støvere af egen opdræt, fordelt over hele Jylland. Vi havde naturligvis desuden til eget forbrug. Vi fik nemlig mange jagtinvitationer. Det vil sige jeg kom med som hundefører. Det har livet igennem givet mig mange vidunderlige jagtoplevelser og gode venner.

Støverjagt er desværre ikke så populært mere. Vi er blevet mange flere jægere. Hvor jagtselskaberne før var 8 - 10 personer, så er man mange steder nu 20 – 30 personer. Ved disse jagter anvendes som regel større hunde som kun giver hals 3 – 4 gange. Derfor er jagten bl.a. blevet anderledes. Tiderne skifter, det kan vi ikke ændre på, men uanset hundenes størrelse, så er den jægerens bedste ven. Så køb dig kun en hund – de penge er givet godt ud!

Med jægerhilsen
Frede


*En filosof fra Melvangård. 1957*	*Franco. F. vinder 1958*