Mere om ”Kort og tyk”

Af
Finn Østergaard

Trenden i riffelammunition er klar: Kort og tyk er fremtiden. Tidligere har Hans Lærkesen flere gange omtalt denne tendens, sidst i årshæftet 2002.
Både ved verdens største våbenmesse, Shot Show 2003 i Orlando, Florida, samt IWA i Nürnberg fortsætter og udvides denne trend tydeligt. Således har Winchester, som først sent hoppede med på vognen med sine Winchester Short Magnum patroner allerede distanceret sig selv og andre med Winchester Super Short Magnum.
De to første patroner er i kaliber .223 og .243. Præcisionen skal være særdeles god pga. den gode kontrollerbare krudtforbrænding i de korte og tykke hylstre og ydelsen er også særdeles synlig. Således modsvarer .223 WSSM den ellers lynhurtige .22-250 og også .243 WSSM yder betydeligt mere end den normale .243 Winchester.

Med de ultrakorte patroner kan riffellåsen gøres tilsvarende kortere og den hertil modificerede Winchester riffel skal derfor være udpræget let at håndtere.