En fredag i august, først på aftenen, ringede telefonen.
Det er Jeppe.
Hallo! Ja, det er mig.
Jeg skal lige høre. Skal du noget den tredie søndag i september?
- Ja, vi er i sommerhuset den weekend…
- Nå. Men du er hjemme sidst på dagen som du plejer.
- Selvfølgelig.
- Okay. Er du frisk til en tur til Vejers? Vi skal være der kl. 19. Det er kronvildttid?
Om jeg var frisk? Det var ikke ordet. Jeg havde hørt om Kristian der havde lovet at tage os med i hans 4-hjulstrækker i skoven. Han vil garantere at vi kommer til både at se og høre kronvildtet.
Og han fik bare så ret.

Ovennævnte samtale fandt som sagt sted en fredag i august 2002. Det var min gode Finn (redaktøren af dette blad), som ringede op og inviterede på tur i skoven med Kristian og ham selv.
Den benævnte september-weekend kom og det blev søndag.
Efter en hård arbejdsuge var det en virkelig »lise« at kunne tage i sommerhuset, sidst på dagen om fredagen. Og da så søndagen kom og vi svingede ud på landevejen på vej hjem sagde konen; ”Nu skal du huske at du bliver hentet kl. 18”!
Først var jeg helt desorienteret, men så kom det som et blitzlys. Kronvildt.
Det havde jeg fuldstændig svedt ud. Ugen havde jo været noget fortravlet og weekenden havde jo bare, indtil nu, været total afslapning. Turen hjem gik som i et snuptag og klokken halv seks var jeg klar. Helt klar.

Finn var 10 minutter for sent på den, men de minutter vandt Finn ind uden problemer på motorvejen. Vi nåede Vejers og Kristians hyggelige gård 10 minutter før syv. – I god tid.
Jeg indrømmer at jeg ikke kendte Kristian før dette møde, men han var allerede i gang med at gøre køretøjet klar. Kristian og Aase, hans søde kone, bor bare så pragtfuld lige op til en lille sø og skoven. Et sted hvor man rigtig kan få hjertet med. Lige midt i naturen med højt »til loftet«.
Finn og jeg fik lige vinket til Aase og så var det bare med at få udstyret gjort klar. Det vindtætte, fotoapparat, kikkert og ikke at forglemme min pibe, selv om Finn måske nok ville sige at den kunne jage selv det ældste stykke krondyr ad Varde til! Men klar blev vi og skulle tage Kristians køretøj i nærmere øjesyn.
Finn havde fortalt at Kristian have en fire-hjulstrækker. Og det er rigtigt på mere end en måde. Vort køretøj, denne skønne efterårsaften, var en sulky med nordbakkeren ”Fanny”, der trampede utålmodigt for at komme af sted, forspændt.
Så var det bare om at holde fast. Selvfølgelig sad jeg yderst. Finn sad godt og lunt mellem Kristian og jeg. Op langs søen og til venstre et par hundrede meter og så til højre af første skovvej. Fanny travede nok så lystigt derudaf og vinden susen hørtes i træerne. Nu er jeg jo ikke jæger, og bliver det nok aldrig selv om lysten godt kunne være der. Men på jagt har jeg trods alt været en hel del gange, helt fra barns ben. Jeg må sige at turen ud til »reviret« i sig selv var spændende. Hvad ventede os. Ville vi høre kronvildtet’s brunstbrøl?

Mit første krondyr

Pludselig holdt Kristian Fanny an og holdt fingeren manende op for at vi skulle tie stille, mens han viskede: Bag ved de graner der, er sandsynligheden for at der er et par dyr stor. Finn, der jo sad i midten, nærmest skubbede mig ud af sulkyen og var nærmest helt eksalteret. Forsigtig nu, ikke skræmme dyret væk.
Vi sneg os rundt om granerne og kiggede forsigtig rundt og der, ca. 1000 meter ude stod den! Et prægtig dyr med tre hinder (hedder det vist). Meget væsen gjorde den nu ikke af sig, synes jeg. Hvornår ville den brøle. Jeg gjorde et forsøg på at fotografere »dyret« og jeg kan lige så godt sige med det samme at mine foto’s fra denne »jagt«, og en senere i 2003, som jeg vil fortælle om lidt senere, ikke var af en kvalitet der kan bruges i dette blad.
Så kom Kristian over til os og vi blev gennet op i sulkyen igen, med Finn i midten – selvfølgelig! Jeg har nogle kreatuer gående på et stykke herfra sagde Kristian. Vi kører derop. Chancerne skulle være store…
Vi havde Kristians »udestald« bag os og foran var der nogle forkrøblede træer og buske, en fire til fem hundrede ret fremme en mindre bakke og bag den, yderligere en tre-fire hundrede meter en lille sø. Men hvor er kronvildtet tænke jeg…
Kristian puslede lidt om Fanny, og rodede lidt med en kasse, som jeg først nu lagde mærke til var fastgjort på bagenden af sulkyen. Den kasse var bare sagen. Frem drog Kristian tre dejligt kolde dåseøl. Hvad mere kan man forlange. Altså bortset fra de krondyr som åbentbart endnu ikke havde ladet sig hverken høre eller se!
Jeg skal indrømme at jeg var lidt utålmodig, men ventetiden var ikke så ringe endda. Natursceneriet med søen, skoven på den anden side og fuglene. Dem var der mange af. Men pludselig stivnede Finn og Kristian. De havde allerede opdaget dem. Et kæmpe stykke kronvildt med op mod 30 hinder..!!
Det må jeg sige. Et fantastisk syn. Hvor kom de fra? En-to-tre og de var der bare, bag ved den lille bakke. Fantastisk og utrolig på samme tid. Hvor langt var vi fra dem? Måske 150 meter.
Vi sniger os over til de træer derover, sagde Finn, og du skal være stille. Ja, ja – sagde jeg. Og vi sneg os af sted og kom fint rundt og op bag træerne så vi stadig var usynlig for »dyret« bag bakken. Et par af hinderne kiggede op et par gange, men jeg vil næsten sværge på at det var fordi Finn var så ivrig. Velankommet bag træerne belavede jeg mig på at få »dyret« at se. Men hvor var det?
En ordentlig en i siden fra Finn og en hvisken: Nu kommer den!!! Op over bakken og direkte imod os..!
Og ganske rigtig. Op over bakken kom »dyret« lige imod os og standsede først op cirka 75 meter fra vores skjulested. Et fantastisk syn. Pludselig lød der et knæk fra en gren, nærmest som et skud, og »han«, som jeg i mit stille sind havde døbt »dyret«, vendte rundt og forsvandt over bakken. Finn hvæsede som en besærk og beskyldte mig for ikke at kunne være stille, men jeg er den dag i dag sikker på at det var ham der trådte »lidt ved siden af«.
Nå, nok om det. Jeg havde både set og hørt »han«, og det var ved at blive rigtig mørk så vi belavede os på at snige os tilbage til Kristian og Fanny. Kristian havde »sadlet« Fanny og vi steg ombord i sulkyen. Jeg må her indrømme, at jeg var knap så kry som da vi ankom. Jeg havde været vidne til et af naturens store skuespil.
Kristian og Fanny var helt oppe på mærkerne og det gik for fuld trav gennem den kulsorte skov, og det var bare med at holde sig fast. Vi gjorde holdt et par steder, men heldet var ikke med os. Snart satte Fanny farten yderligere op og vi fandt hurtig ud af at vi var ved at være tilbage på gården. Finn og jeg blev gennet ind i køkkkenet til Aase, mens Kristian selv sørgede for Fanny, og i køkkenet var der dækket op med brød og rødvin, kaffe og kage. Tak skal du have Aase – det var bare en hyggelig afslutning på en i forvejen god aften.
På vejen hjem i Finn’s bil var vi begge meget eftertænksomme. Det havde for mig været en fantastisk oplevelse. En oplevelse helt ud over det sædvanlige og det var jeg Finn, og især Kristian, taknemlig for. På det tidspunkt, på vej hjem i bilen i 2002, var jeg ikke klar over at jeg et år senere skulle få en oplevelse der var mange gange større, takket være - i første række Kristian – men også i kraft af Finn’s bekendtskab med netop Kristian.

En gentagelse

Jeg havde i eftersommeren 2003 gået og stukket lidt til Finn om det ikke var muligt at komme på en tur til Vejers igen her i september, når brunsttiden nærmede sig. Finn var nu ikke så vanskelig at overtale, og det lod til at Kristian og Aase også lod sig overtale uden de store problemer. Hurra, tænkte jeg. Det bliver igen en spændende tur ud i naturen, som man jo siger at vi har så godt af. Det kan jeg kun skrive under på.
Aase stod og tog imod os da vi ankom og var på vej i byen med »pigerne« fortalte Kristian os, så vi må klare os selv. Ja, ja – tænkte jeg, så må vi undvære den gode kage og ostemadderne. Men hvad, det var jo også krondyrene det drejede sig om.
Kristian havde gjort sulkyen og Fanny parat og snart gik det mod skoven. Der var mange feriegæster ude på travetur, fra de nærliggende sommerhuse, og de hilste og kiggede muntert på trekløveret i sulkyen. Jeg synes nu ikke at der var blevet mere plads siden sidst og så vidt jeg ved havde jeg ikke taget på, så det må jo have været Finn der havde lagt sig ud, idet Kristian fuldstændig lignede sig selv.
Kristian er »prototypen« på en rigtig gæv vestjyde. Med lune og verdensklogskab som vi kender det. Jeg er vel vestjyde selv, godt nok en hundrede kilometer mere østlig, men alligevel. Sjældent har jeg følt mig mere hjemme hos såkaldte »fremmede mennesker« end som hos Aase og Kristian. Det skal I have en stor tak for.

Derudaf gik det. Fanny var helt i sit es. Kristian sprang »holdestederne« fra sidste år over og han forklarede hviskende, at han allerede klokken 16, dagen i forvejen, havde både set og hørt dem på vort sted fra sidste år. En halv time for fuld skrue igennem skoven og vi var der igen!
Kristian var hurtig ude af sulkyen og gennede os ind under halvtaget. ”Kan I ikke se dem”? –sagde han. Og ganske rigtig. Der var de jo igen. ”Vores” krondyr med alle hinderne… En-to-tre-fire, ja der var en tredive stykker. Pludselig lød et ekstra højt brøl ovre fra skoven til venstre. Hvad var det? Finn, selvfølgelig, det er et yngre dyr som gerne vil være med i spillet.
»Kampen« mellem de to krondyr intensiverede sig og hvilket skue oprulledes ikke for vort øje. Som om det ikke var nok, ville Finn pludselig endnu tættere på. Det var også lidt af et skuespil at se Finn snige sig gennem træerne og ud på åben mark og kravle op ad bakken. Hinderne var hele tiden på vagt og både Kristian og jeg troede flere gange at nu var han blevet opdaget. Men, nej. Det lykkedes ham at komme helt tæt på, hvad et af billederne til denne artikel beviser, uden at blive opdaget.
Som alle ved er tid noget relativt noget. Hvor bliver tiden af i en sitation som denne? Timer flyver af sted. Men, Finn den gode kammerat, hvad gør han ikke for en ven.
Jeppe, skal vi ikke kravle over på bakken?
Jeps – den er jeg med på!
Nu er denne artikel måske allerede ved at blive for lang, men dette må jeg fortælle. Vi sneg os gennem træerne og kravlede tilsidst på maven helt frem til toppen af bakken. Hvad ser vi? En ung og en ældre »etableret« han med cirka 30 hinder. Det vil sige, at den yngre endnu ikke har nogen hinder. Synet var pragtfuld og efter at have lagt der et godt stykke tid, forsøgte jeg at komme højre om dem for at få et billede. Billedet blev ikke til noget, men den yngre udnyttede forvirringen til at »stjæle« tre hinder. Hvilket skue.

I skoven ved nattetide

Fyldt med indtrykkkene gik det gennem den mørke skov tilbage mod Kristians gård. Hov, der var der et dyr – og der. Utrolig, som det i år vrimlede med dem. Vi kørte en anden vej end sidste år og vi så virkelig mange dyr. Pludselig opdagede jeg en flok i et område med nyskov og gjorde Kristian opmærksom på det, som om det havde været nødvendig. Et stort syn, hvor dyrene bevægede sig som skygger. ”Vi kører herud mod sydøst – der er chancer”, sagde Kristian. Ganske rigtig. En femten til tyve dyr med en mægtig sort »tyr« i front stod klar på marken. Pludselig frem fra højre kommer der op til 10 stykker. Lidt længere fremme skimter vi måske også en flok. Hvad gør Kristian? Han sætter gang i Fanny hen over pløjemarken og hvad så med Finn? Han sidder jo dejligt lunt mellem Kristian og jeg. Pludselig ser jeg ud af øjenkrogen at Kristian sætter et endog stort grin op. Inden jeg kan nå at reagere flyver jeg gennem luften og lander på ryggen. Heldigvis er det en sandjordsmark, men alligevel. Jeg er sikker på at det er Finn der har benyttet sig af chancen, da Kristian kører over en særdeles høj og dyb plovfure. Selvfølgelig er de begge som uskyldigheden selv.
Vi fortsætter gennem skoven og ser endnu flere større og mindre flokke af dyr. En fantastisk tur i total mørke.

Så nærmer vi os »de hjemlig stalde« og vi kan på Fanny mærke at nu er det ved at være slut for i dag. Nå ja, Aase var jo taget på pigetur og kaffen måtte vi vel tænke os til. Men nej. Alt var timet og tilrettelagt og vi fik både ostemadder, rødvin, kaffe og kage. Kristian klarede det hele til ug, men erstatte Aase, det kunne han trods alt ikke.
Endnu en fantastisk dag er ved at være til ende. En dag, der for mig, ikke kunne have været uden Finn, Kristian og Aase. Tak skal I have, selv om tak kun er et fattigt ord.

Finn er ved at »klargøre« Fanny.	Fanny klar til afgang med Kristian, Finn og jeg i sulkyen.	Kristian pusler lidt om Fanny.