Telemarken --- Himmelbjerget + 1 mere

Det var den betegnelse min Norske dommerkollega Egil Watndal brugte om terrænet vi bevægede os rundt i under afprøvningen af NJ(d)Ch Prestbråtan’s IP Kaki. Og det var bestemt ikke overdrevet, tværtimod. Men tilbage til dette senere.
Dansk Gravhundeklub blev inviteret til at sende en observatør til Nordisk Drevmesterskab / Landskamp i Norge den 9.nov. 2002 og jeg blev inviteret til at tage af sted, som observatør. Jeg ville naturligvis granske de Norske dommeres kritikker m.v. og havde inden turen sat mig grundigt ind i reglerne der anvendes i både Norge, Sverige og Finland. Tilmeldte hunde var 1.præmie hunde og prøvevindere, så materialet til en god prøve skulle hermed være i orden. Fredag aften ankom både de 8 udvalgte Ruhårede st., deres førere fra Sverige og Norge og de fleste dommere til vandrehjemmet Herkules i udkanten af Skien. Efter 15 timers rejseaktivitet ankom jeg kl. ca. 21 og blev budt velkommen af prøvelederen Anne Marit Olsen og blev budt på en dejlig norsk syltesuppe, som gjorde godt. Efter aftensmaden blev vi tildelt værelser, hvor jeg boede sammen med 3 dommerkolleger og en hundefører. Tungebåndet blev løsnet op i selskab med 1 ramme medbragt Thor Classic, som jeg lovligt havde importeret. Vi fik en lang snak om danske og nordiske drevprøver. De var faktisk ikke helt klar over at vi holdt drevprøver i Danmark! Jeg blev lidt overrasket over at de ikke lægger særlig meget vægt på hundens hals og stemme. Det snakkede vi en del om, men det chokerede lidt da samtalen herved blev drejet over på pejl, der jo bruges meget i de andre nordiske lande. Men det fik jeg jo så at se dagen efter, hvor jeg sammen med Egil skulle dømme Kakis færdigheder i løbet af 4 timer. Normalt har de 3 timer, men pga. hundenes formodede kunnen var det sat op til 4 timer.
Et dejligt morgenbord stod dækket kl. 7 lørdag morgen og her smurte vi samtidig en madpakke. Herefter ud i terrænet hvor vi mødtes med ”Kjentmannen” Kåre Andersen, der som terrænleder skulle sørge for at vi ikke løb vild her på den sydlige del af Telemarken og samtidig havde han et meget stort kendskab til vildtet og dets flugtvaner i det stærkt kuperede terræn. Præcis kl. 9 blev Kaki sluppet og hun søger noget kort, men efter ca. 20 min er der glam uden at det fører til fast drev. Hun returnerer og det samme gentager sig et par gange, 9.50 ser jeg en elg der rejser og forsvinder i bakkerne. Vi flytter med hunden, men muligvis rejser den igen elgen og 10.05 er der fast drev med en lidt skinger, men dog hørbar stemme. Det går hurtigt langt ud, men vi bliver tilbage og venter på at drevet skal vende. Der er jo ingen problemer idet hunden har pejl på. Drevet går ud af hørevidde og føreren begynder at pejle hunden. På pejlet kan vi nu følge efter hunden over en højderyg uden at vi dog kan høre den!! Vi forsøger at få kontakt med drevet via pejlet!, men det vil ikke rigtigt lykkes. Vi stopper på toppen af ”Himmelbjergets storebror” og forsøger skiftevis at pejle hunden. Signalerne er meget svage, så den må jo være langt ude. Vi får signal fra halsbåndet, men det flytter ikke meget og kl. 13.00 ved prøvetidens udløb går vi tilbage til bilerne og kører ind i terrænet ad snørklede skovveje. Flere gange forsøger vi at pejle hunden uden at det lykkes. Vi møder et hold norske jægere og en af dem har set hunden på en skovvej, men ikke i drev. Vi fortsætter vores søgen fra dette sted, hvor føreren nu får et kraftigere signal og prøver at kalde hunden ind. Det sidste jeg ser, er at føreren Marianne Nielsen forsvinder ind i Telemarken og i skrivende stund ved jeg ikke hvornår eller om hun fandt hunden i dette enormt store område. Vi kører tilbage til en skole, hvor alle dommere og hundeførere samles. De enkelte kritikker og egenskabspoint læses her op og drøftes af dommerne inden man indstiller hunden til evt. præmiering / præmieringsgrad. Jeg undlader her at komme nærmere ind på reglerne i de nordiske lande, men set med mine øjne virker de lidt omstændelige at arbejde med. Og jeg tør næsten ikke tænke på hvordan sådan en A4 side med tal – rubrikker og kolonner ser ud når det har øset ned i flere timer. Men at de virker efter hensigten er der ingen tvivl om.
Dog synes jeg de har en alvorlig mangel i reglerne. Der er ikke pligt til at bære navneskilt eller klokke. Om vi netop denne dag havde haft bedre muligheder for at finde hunden skal jeg lade være usagt, men jeg tror vore chancer havde været større, hvis hunden havde haft klokke på. Og efter danske forhold havde vi aldrig ladet drevet gå så langt uden at forsøge en opfølgning. Det kan bekymre noget at både svenskere og nordmænd lægger så stor vægt på anvendelsen af pejl og måske en anelse tilsidesætter hals og stemmeføring! Min mening er at dette lidt overdrevne brug efterhånden kan gå hen at blive ”sovepude”, hvilket nok aldrig har været hensigten.
Desværre havde færgeselskabet ikke til hensigt at vente på mig, så jeg var nødt til at køre fra Skien før den officielle præmieoverrækkelse samt ikke mindst endnu en dejlig middag. Jeg takkede de norske og svenske deltagere, Telemarkens Dachshundeklub og prøvelederen Anne Marit fordi Dansk Gravhundeklub var inviteret og lovede at jeg ville forsøge at finde danske deltagere til næste års NM. Jeg ved at vi i Danmark har hunde af så god kvalitet at vi kan give dem kamp til stregen. Hundenes kondition skal virkelig være i top idet de selv med et eller flere drev på op til 60 min. fortsat skal arbejde energisk, vise stor jagtlyst og ikke mindst søget skal være stort med god kontakt til fører. Drevtiden på 60 min ser jeg ikke som et problem, hvis konditionen er i orden.
Vinder af dette års Nordiske drevmesterskab blev SJ(d)Ch Ida ejet af Arne Fredriksson, Kungsäter med 54 point,1.pr. og drevcert. og med 4 x 1.præmie blev Sverige vinderlandet. Flot præstation – Tillykke med det.

Summa summarum har det været en god, men anstrengende tur. Mit kendskab til reglerne i vore nordiske nabolande er udvidet og min konklusionen er, at på trods af forskelle i pointsystemerne arbejder vi alle mod det samme mål. Til stadighed at fremelske og bevare gravhunden som en drevhund. Mit største ønske i den henseende er at vi fremover vil få flere korthårede og langhårede at se på vore drevprøver!!