Kærlighedserklæring fra en tjur

Af Bent Nielsen

Billedet stammer fra bæverjagt i Skreros, Norge april 2003.

En tidlig morgen sidder jeg på anstand ved en lille tjern (sø) med udsigt til en bæverhytte.
Hen ad halv syv tiden hører jeg en tjurkok ”klukke” – eller hvad det nu hedder når en sådan er i parringstid.
Da morgenen ikke længere byder på bæveraktivitet skal jeg gå ca. 4-500 meter tilbage til min bil. Det er tilfældigvis i den retning hvor jeg hørte tjuren, så jeg pürsher forsigtigt i håbet om at få den at se.
Efter et par hundrede meter får jeg øje på tjuren der går og spiser lidt blade/grønt i en lille lavning – og den er kun ca. 60 meter borte.
Jeg efterlader min riffel mm. i græsset og må ned på navlefræs i forsøget på at komme nærmere så jeg kan tage et billede. Fotoudstyret er bestemt ikke noget med kæmpezoom, som egner sig til lange skudhold – idet mit gode gamle spejlrefleks kamera for nylig er afgået ved døden. Af økonomiske årsager er det kun blevet udskiftet med en eengangs kamera fra Harald Nyborg - til 39.95 kr.
Da jeg er kommet ind på ca. 35 meter tør jeg ikke vente længere og taget mit billede. Tjuren hører naturligvis klikket, og i stedet for at tage flugten, kommer den med rejst hale og vinger lige imod mig. Jeg mener ikke selv at man kan tage fejl af en overvægtig dansker og en tjurhøne, men deri er tjurkokken åbenbart ikke enig. Den kommer helt ind på 2-3 meter og står og gør sig lækker – og indrømmet – det lykkes den at imponere mig.
Jeg får taget adskillige fotos og hver gang jeg bevæger mig bliver han mere og mere ophidset. Da jeg vil rejse mig og gå går han helt grassat og springer op af mine bukser.

Da jeg kommer hjem fortæller jeg naturligvis om min oplevelse til min jagtvært Olav.
Han fortæller at tjurkokkens opførsel har været kendt som områdets største turistattraktion igennem de seneste 3 år.
Men det er kun i brunsttiden at den har denne opførsel overfor alt og alle – for efter brunsten er han præcis ligesom alle andre tjurkokke.

Det viste sig at min oplevelse ikke var så ualmindelig endda, men imens det stod på var det faktisk mindst lige så spændende som at skyde en bæver.