Aktivitetskalender 2005

Kære AMJ medlem
Jubilæumsåret er et overstået kapitel, men som du ser, har din jagtforening atter masser af tilbud for enhver smag indenfor jagt, aktiv friluftsliv og hyggelige timer sammen med ligesindede. Vi glæder os til at se dig, for en bestyrelses største glæde er en velbesøgt aktivitet!

For en god ordens skyld skal vi nævne, at tilmelding skal ske til den nævnte kontaktperson, og er naturligvis altid efter ”først til mølle” princippet! Såfremt tilmelding sker via e-mail er den kun gældende såfremt din e-mail bliver besvaret kort efter! Tilmelding vil normalt være gældende når betaling er modtaget, hvorfor girokort med betalingstidspunkt fremsendes.

LØRDAG DEN 15. JANUAR: RÆVE- OG KOKKEJAGT I REVSING PLANTAGE.
Gesten Jagtforening arrangerer ræve- og kokkejagt i Revsing plantage. Jagten starter med rundstykker kl. 8.30 under halvtaget. Foreningen sørger for hunde. Alle er velkomne.
Kontaktperson Christian Jensen tlf. 75 38 90 76 eller cj@scagro.dk

ONSDAG DEN 12. JANUAR KL. 19.30
Spændende informationsaften med JM Jagtrejser, for allerede tilmeldte, interesserede og andre som har lyst til at høre om disse medlemsture til Polen på bukkejagt og drivjagt. Sted: Klubhuset ved Askov Malt Skole. Vi afholder amerikansk lotteri på et 3 dages jagtophold i Polen, excl. trofæafgift, til en værdi på kr. 2.900.
Der vil blive serveret grillet hjortekød og tilbehør af Poul Erik Simonsen fra Varde, hvorfor tilmelding er nødvendig: Dette kan ske til JM Jagtrejser på tlf 75 16 79 80 eller Bent Knudsen på 75 36 13 80 eller Tom Hansen på 75 38 35 03.

LØRDAG DEN 22. JANUAR KL. 8.30: RÆVEJAGT I VEJEN OG ESTRUP MOSE
Vejen Jagtforening og Askov/Malt Jagtforening afholder igen i år fælles rævejagt i både Vejen og Estrup mose, som udgør ca. 400 ha. herligt moseterræn. Alle er velkomne – også med hund, såfremt du oplyser dette ved din tilmelding! SE JANUAR NUMMER AF JÆGER!
Mødested/tid: Klubhuset ved Vejen Skydebane i mosen kl. 8.30.
Tilmelding senest den 18. januar: Tom Hansen. 75 38 35 03. Bent Knudsen, tlf. 75 36 13 80.

MANDAG DEN 24. JANUAR KL. 19.30:
GENERALFORSAMLING PÅ HOTEL SKIBELUND KRAT
AMJ betaler kaffe og brød. Mød op og hør om årets gang i vores jagtforening - og vær med til at præge AMJ i fremtiden. Ris, ros og gode ideer modtages med tak af bestyrelsen.
Vi opfordrer jagthornsblæserne om at tage deres horn med og blæse nogle af vore smukke signaler i løbet af aftenen.
Vi afholder naturligvis atter vor trofæaften, hvor vi håber at se mange forskellige trofæer fra hele verden og vi kårer den største, den mest særprægede og den mindste buk, nedlagt af vore medlemmer i 2004, i både ind- og udland.
Og vi kårer også “årets trofæ” blandt alle trofæerne!
Derfor: Medbring alle dine trofæer fra 2004 - store som små. For jo flere trofæer, jo mere spændende aften for os alle.

21. 22. OG 23. FEBRUAR FRA KL. 19.00:
MINIHJORTESKYDNING
Vi afholder atter vor populære mini-hjorteskydning i klubhuset ved Askov Malt Skole. Her skyder vi med foreningens egne kraftige luftrifler, der er monteret med rigtige sigtekikkerter, mod både fast mål og den lille løbende hjort. Mini-hjortebanen giver en god og meget billig træning til sommerens skydninger med jagtrifler på den rigtige hjortebane - og der er masser af hygge og jagtsnak!
Der er også børneklasser hvor dine børn eller børnebørn naturligvis er velkomne!

HOLDSKYDNING
Dette starter tirsdag den 5. april og fortsætter de næste 10 tirsdage med afslutning den 7. juni. Finaleskydning er den 25. juni. Tilmelding til holdskydning senest 1. februar.
Kontaktperson Frank S. Jensen. 75 36 35 84.

HUNDETRÆNING
Onsdag den 30. marts i klubhuset ved skydebanen i Vejen Mose.
Jagthundetræningen er også i år i samarbejde med Vejen Jagtforening og under ledelse af Bent Pedersen fra Tjæreborg. Kurset løber over 8 aftener med afslutning den 25. maj. Begynderhunde starter kl. 18.30 med fordressur. Videregående hunde starter kl. 19.30 med den udvidede dressur, herunder apportering, slæb og vandarbejde. Alle er velkomne!
Kontaktperson Bent Knudsen
tlf. 75 36 13 80.

RIFFELSKYDNING PÅ BANEN I SKIBELUND
Gode riffelskytter fødes ikke. De bliver kun gode ved at træne! For an-skydninger er alle jægeres mareridt. Med rigtig indskydning og masser af træning med riflen minimerer du risikoen for anskydning! Og træn også i de forskellige jagtrelaterede skydestillinger. Jo flere skud vi skyder på ba-nen, jo bedre er vi forberedt når vi får den flotte, røde sommerbuk i sigtekikkerten. Der vil være riffelinstruktører til stede ved alle skydningerne. Der er også mulighed for gratis at benytte foreningens indskydningsbænk og hastighedsmåler. Pølser, kaffe, øl og vand kan købes i husets ”luksus-restaurant”.
Lørdag den 2. april kl. 9-13.
Åben træning/indskydning
Lørdag den 9. april kl. 9-13.
Åben træning/indskydning
Lørdag den 16. april kl. 9-13.
Åben træning/indskydning
Lørdag den 23. april kl. 9-13.
DJ’s Riffelmærkeskydning. (Kun indskydning i begrænset omfang)
Lørdag den 30. april kl. 9-14.
Åben træning/indskydning
Mandag den 9. maj kl. 15-21.
Åben træning/indskydning

ONSDAG DEN 18. MAJ TIL SØNDAG DEN 22. MAJ:
FORENINGENS BUKKEJAGT TIL POLEN MED AMJ BUS!
Se omtale i artiklen AMJ MEDLEMSTILBUD PÅ FORENINGSJAGT I POLEN.

TORSDAG DEN 9. JUNI KL. 19.00
Et aftenbesøg hos Niels Jessen i Københoved. Her kan vi blandt meget andet se en kæmpestor fuldmonteret brunbjørn, og mange andre meget spændende trofæer i hans jagt- og trofærum. Maks. Antal deltagere er 50. Tag evt. en kande kaffe med. Foreningen giver en øl eller vand. Tilmelding senest den 1. juni til Tom Hansen, tlf. 75 38 35 03, eller Bent Knudsen, tlf. 75 36 13 80.

TORSDAG DEN 16. JUNI KL. 18.30 - 21.00
Kommunemesterskab haglskydning
Kommunemesterskabet i haglskydning foregår i år på skydebanen i Bække. Det er her vi kæmper mod de andre foreninger i kommunen. Alle kan deltage og de fire bedste resultater fra hver forening tæller. Vi var bare SÅ tætte på i 2004. Så flugtskytter: Mød op på skydebanen i Bække og kæmp bravt for din forening!

LØRDAG DEN 18. JUNI FRA KL. 9.00
TVUNGEN RIFFELPRØVE PÅ RIFFELBANEN I GESTEN.
Har du endnu ikke aflagt prøven som jo er en betingelse for at deltage på jagter på statsrevirer, kan du atter gøre det lokalt.
Tilmelding SKAL først foretages til Christian Jensen. Tlf. 75 36 09 00 mellem kl. 18-19.

BEGYNDERSKYDNINGER
Skodborg Flugtskydning har specielle skydninger for begyndere og ikke rutinerede flugtskytter og jægere på banen i Skudstrup. På grund af god tilslutning er der tre aftner i år: tirsdag den 21. juni og tirsdag den 28. juni samt tirsdag den 5. juli fra kl. 19.00. Der vil være skydeinstruktører på banen for vejledning til skytterne.

UNDGÅ HUL I LUFTEN?
Vil du undgå huller i luften samt jægeres mareridt, anskydninger, må du træne og atter træne på lerduebanen. Smutveje findes ikke!

AMJ POKALSKYDNING:
Mandag den 20. juni fra kl. 18.30
Afsluttende pokalskydning på banen i Skudstrup - kun for medlemmer af AMJ med klassificering via banens almindelige træningsskydninger der finder sted hver søndag fra den 6. marts kl. 10. Fra 30. marts skydes hver onsdag aften fra kl. 19.00.
OBS: Vi trækker lod om en jagtdag på Enebærodde blandt alle skytter som deltager i pokalskydningen.

BUKKEJAGT I SVERIGE:
SØNDAG DEN 14. TIL SØNDAG DEN 21. AUGUST
Som nævnt under Bent’s omtale af foreningens jagt på brunstbukke i Sverige, vil vi atter arrangere foreningens traditionsrige jagt- og familietur til Sverige efter de røde brunstbukke. Interesserede bedes derfor senest 1. februar selv henvende sig til nedenstående kontaktpersoner hvorefter man vil blive orienteret løbende. Jagtturen gennemføres ved min. 10 jægere og max. 20 jægere, efter ”først til mølle”!
Bent Knudsen tlf. 75 36 13 80 mail. bent-knudsen@mail.tele.dk eller
Ole K. Hansen tlf. 75 39 21 09 mail: ole-kent@post3.tele.dk

HAGLBØSSENS DAG
Lørdag den 27. august inviterer Jægerforbundet alle danske haglbøssejægere til Haglbøssens Dag. Det er primært tænkt som en dag, hvor de jægere, som sjældent eller måske aldrig kommer på en skydebane, motiveres til at træne med haglbøssen. Men alle er naturligvis velkomne.
Lokalt bliver Haglbøssens dag arrangeret på lerduebanen i Skudstrup af Skodborg Flugtskydning. Denne dag er haglbøssen og jagten således i centrum i stedet for egentlig flugtskydning. Der er også mulighed for at købe og afprøve forskellige typer haglpatroner i jægerens eget gevær, uanset om dette er kaliber 12, 16 eller 20. Der vil tillige være en bøssemager samt skydeinstruktører på banen.
Hovedformålet er således, at alle deltagere vil opleve en slags ”jagtdag”, hvor skydningen skal være så jagtrelevant som muligt. En dag uden konkurrenceelementer og hvor man som deltager kan modtage kyndig vejledning, få testet sit våben og finde frem til ens egen maksimale skudafstand. Den vil nemlig ofte være noget kortere end de anbefalede maksimale skudafstande.
Dagen skulle således gerne være indgangen til, at flere jægere træner med haglbøssen og opnår større skydefærdighed og bevidsthed om egne evner og begrænsninger.

RIFFELSKYDNING PÅ BANEN I SKIBELUND
Jagtfeltskydning er en meget jagtrelateret skydning til vildsvin, kronvildt og buk på både 100 og 200 meter. Her kan du lære din riffel at kende på disse afstande og træne dig selv i forskellige skydestillinger

August
Mandag den 1. august kl. 15 - 21: Jagtfeltskydning. Åben træning.
Mandag den 22. august kl. 15 - 21: Jagtfeltskydning. Åben træning

September
Lørdag den 10. september kl. 9 - 13: Jagtfeltskydning. Åben træning
Lørdag den 24. september 9 -13: Afsluttende pokalfeltskydning for AMJ-medlemmer

SKYD EN HJORT!
LØRDAG DEN 3. SEPTEMBER KL: 9-12:
Foreningen har på opfordring genoptaget en skydedag på hjortebanen i Måde ved Esbjerg: Her kan vi træne skud til den løbende hjort. Der er også muligheder for indskydning samt skyde DJ’s eller Mådebanens egen hjortemærkeskydning. Maks. 16 deltagere. Pris per deltager kr. 100. Obs. Betaling ved tilmelding til Bent Knudsen (75 36 13 80) senest den 1. juli.

HAR DU LYST TIL AT SPILLE PÅ JAGTHORN?
I september fortsættes jagthornsblæsningen fra sidste vinter på Askov-Malt Skole. Der er for både begyndere og videregående.
Den første halve time øves almindelige signaler. Efter pausen øver vi anderledes jagthornsmusik som er med stemmer, og beregnet som underholdningsmusik til fødselsdage og forskellige arrangementer, eller hvad jægere ellers fejrer.
Undervisningen, som ledes af Peter B. Christensen, løber over ca. 25 aftener frem til april. Nærmere oplysninger og tilmelding til Peter på telefonnummer 75 36 15 08

KRONDYRSAFARI
Fredag den 16. september arrangerer vi igen en aftentur i krondyrenes rige i klitplantagerne ved Oksbøl, i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen. Vi kører i egne biler til Mosevrå Kirke mellem Oksbøl og Vejers, hvor vi mødes kl. 18.30. Derefter stiger vi op i en bus og bliver kørt rundt i plantagerne, hvor vi skal se krondyrene i skumringen og senere høre de store hjorte brøle! Der vil være mulighed for at bestille kronvildtkød. Turleder er skytte Jørgen Andersen. Vi kan maksimalt være 35 deltagere. Pris kr. 100 som skal betales ved tilmeldingen! Tilmelding til Bent Knudsen på tlf. 75 36 13 80, senest den 1. september, men husk, at den der gemmer til natten, gemmer til katten!

LØRDAG DEN 17. SEPTEMBER KL. 9.00 - 14.00:
KOMMUNEMESTERSKABET I JAGTRIFFELSKYDNING
Kommunemesterskabet i jagtriffelskydning skydes i år på riffelbanen i Skibelund. Der skydes 2 skud liggende til kronvildt og 2 skud knælende/siddende til vildsvin på 200 meters afstand. Derefter 2 skud liggende og 2 skud knælende/siddende til buk på 100 meter. Et-benet skydestok er tilladt og forefindes på banen. Til slut 2 skud fritstående til buk på 100 meter uden hjælpemidler. Vore riffelskytter var atter stærke ved mesterskabet i 2004 som AMJ vandt foran Gesten og Vejen. Lad os nu bare få pokalen igen i 2005, så mød op og skyd for din forening.

LØRDAG DEN 24. SEPTEMBER KL. 9-13
Afsluttende pokalfeltskydning på banen i Skibelund.
Vi afslutter årets riffelskydninger og afholder et lukket foreningsmesterskab i feltskydning med jagtrifler mod skiver af vildsvin, kronvildt og buk. Der skydes på både 100 og 200 meter og i forskellige skydestillinger og vinderne i åben- og veteranklassen (60 år) får overrakt vandrepokal samt en vandre-kastestang fra hhv. kron- og dåhjort.
OBS: Vi trækker lod om en jagtdag på Enebærodde blandt alle skytter som deltager i vor afsluttende pokalfeltskydning!

FREDAG DEN 21. OKTOBER: BOWLINGAFTEN
HJÆLP! Gesten skyder lige ind i flokken – og banker os hvert år. Derfor mangler vi DIG til at vælte alle kegler for AMJ!
Vil du med til en rigtig hyggelig aften hvor ”kommunemesterskabet i bowling” skal afgøres, og kan du vælte kegler, så tilmeld dig til Tom Hansen på tlf. 75 38 35 03.
P.s. Det gør sådan set slet ikke noget om du er jysk eller endnu bedre dansk mester!
Vi ses på Brørup Bowlingcenter kl. 20.00!

FREDAG 28. OKTOBER KL. 18.00: JAGT- OG VILDTAFTEN PÅ HOTEL SKIBELUND KRAT
Efter vor jubilæumsjagtfest tyder alt på, at der er mange som har lyst til at deltage i en almindelig vildtaften sammen med andre kendte mennesker! Glæd derfor din kone, kæreste eller mand med en invitation til en jagt- og vildtaften med en stor lækker vildt buffet med en masse lækre retter! Der er musik under middagen og efterfølgende også muligheder for de danseglade til kl. 01.00. Kuvertpris kr. 225,-
Du kan jo også benytte lejligheden til at invitere ejerne af dine jagtarealer, naboer, familie osv. med til denne vildtaften der afholdes i samarbejde med Hotel Skibelund Krat.
Tilmelding til Bent Knudsen på tlf. 75 36 13 80. Senest den 1. oktober, men husk nu ”mølleprincippet”!!!

LØRDAG DEN 5. NOVEMBER: FASANJAGT PÅ ENEBÆRODDE
Vi afholder igen vor foreningsjagtjagt på den meget spændende halvø Enebærodde, som ligger i Odense fjord. På denne jagt kan du have din egen hund med, hvis du oplyser dette ved tilmeldingen, som er senest den 1. oktober, og efter “først til mølle”! Pris forv. kr. 675. Girokort bliver fremsendt ved tilmelding. Din tilmelding er først gældende når betaling er modtaget.
Stålhagl er tilladt. Ankomst ved leddet kl. 8.35. Der køres i egne biler til ”Enebærhuset”.
Tilmelding til Bent Knudsen på 75 36 13 80 eller bent-knudsen@mail.tele.dk

TORSDAG DEN 17. NOVEMBER TIL MANDAG DEN 21. NOVEMBER:
AMJ DRIVJAGT I POLEN
Se omtale i artiklen AMJ MEDLEMSTILBUD PÅ FORENINGSJAGT I POLEN.

NYHEDER FRA AMJ:
Vore aktiviteter vil hver måned være nævnt i 2. sektion af JÆGER under foreningsnyt under region 7, 17. Kreds – og under vor hjemmeside: www.askovmalt-jagt.dk kan du også løbende se evt. nyheder samt læse resultaterne fra vore aktiviteter under ”Sidste nyt”.