Ifølge det norske jagtmagasin JAKT, fortalte en polsk jagtguide følgende historie, og SVOR på at den er sand, men man kan nu godt have sine tvivl (Red)…

Men uanset, så er historien følgende: På en stor jagt- og våbenmesse i Tyskland for nogle år siden, spurgte en velstående tysker en ret højtstående polsk tjenestemand, som var på messe for at informere om jagtmuligheder, om denne kunne skaffe noget bjørnejagt i Polen. Tyskeren var villig til at betale mindst 10.000 DM, dvs. fra ca. 40.000 dkr og op – og den polske tjenestemand var velvilligheden selv.

Bjørnejagten skulle naturligvis arrangeres. Nu er det bare det, at med undtagelse af en håndfuld individer, er bjørnen udryddet i Polen, og de få som er tilbage er slet ikke jagtbare. Nu var dyre råd rådne (eller hvad man nu siger). Den aftalte sum fristede alligevel mere end den lille dumme detalje om der ikke fandtes jagtbare bjørne i Polen, så her måtte det private initiativ til!

Tjenestemanden bestemte sig for at købe en gammel cirkusbjørn, sætte den ud på et dertil egnet område som jo helst skulle være et øde område (!) og gennemføre ”jagtbøffen”! For at dette lille kunstgreb ikke skulle ødelægge den ansvarlige forstmands nattesøvn blev han naturligvis holdt helt uvidende.

Meget tidligt den morgen, hvor jagten skal løbe af stabelen, bliver bjørnen sluppet ud på en sti lidt ovenfor posten hvor tyskeren skal stå. Bjørnen dasker vennesælt langs stien da den intetanende skovansvarlige forstmand kommer cyklende. Ved synet af en bjørn i sin skov blev han så eksalteret, at han vælter lige foran den tandløse, gamle bamse. Bjørnen bliver oprømt og glad over igen at se folk. Den har trods alt tilbragt de 15 år sammen med mennesker. Hjerteligt lægger den forbenene rundt om forstmanden. Denne skriger i dødsangst, vrider sig løs og forsvinder hurtigere end en affældig cirkusbjørn kan fatte.

Lidt overrasket tager bjørnen fat i mandens cykel. Sætter sig op på den som den har gjort så mange gange før i cirkuset, og triller nedover stien for at lede efter mere selskabeligt anlagte mennesker. I mellemtiden lytter den polske tjenestemand og de implicerede ”jagtarrangører” efter skud. Nu måtte tyskeren da have fået øje på bjørnen! Efter flere timers tålmodig venten, begiver de sig i retning af posten med den ventede jagtgæst.
Og han sidder der hvor de forlod ham samme morgen, med et tomt blik i øjnene og med små trækninger i ansigtet.
- Kom der ikke en bjørn? spørger den polske tjenestemand.
- Joe, svarer tyskeren stift, – men den cyklede så hurtigt at jeg ikke nåede at afsikre……