Eftersøgning

Af Ole k. Hansen

Jeg havde nogle år tilbage en eftersøgning på en råbuk jeg havde skudt til (heldigvis den eneste buk jeg aldrig har fundet). Den dag i dag, ærger det mig at vi ikke fandt den, men efterhånden er jeg kommet dertil hvor jeg vil skrive om eftersøgingen. Dels kan andre jo lære af de fejl jeg begik, men historien rummer også et par morsomme hændelser, trods sagens alvor.

Det var på en af de utallige AMJ-ture til Sverige som jeg har deltaget i. Jeg havde en rigtig god post med udsigt til såvel mark som skov. Efter en times tid kom en buk og en rå frem, men de var på vej videre ind i en kornmark hvor det ikke var muligt at skyde. Jeg havde valgt et bestemt sted i terrænet hvortil jeg ville skyde ud til. Da dyrene manglede 5 meter i at nå kornmarken, og lige netop var kommet indenfor min grænse, afgav jeg skuddet til bukken. Den sprang op, vendte, og løb tilbage ad samme rute som den var kommet. Jeg følte skuddet var gået godt, men afstanden var jo lige til den stramme kant af hvad jeg ville skyde på, så en smule usikker var jeg dog ved at den ikke var faldet i skuddet.

Ved anskudsstedet fandt vi hurtigt en motorvej af blod, og fulgte den ca. 250 meter, tilbage over græsmarken, over et stendige, og ud i en kornmark. Pludselig kunne vi høre bukken 10 meter længere fremme i kornet. Den hev kraftigt efter vejret, og det var mit indtryk at den næsten var død. MEN der var på dette tidspunkt gået 45 minutter, og bagefter kan jeg godt se at når bukken ikke er død efter 45 min. så er skuddet altså ikke helt som det skal være. Dum som jeg var, gik jeg et par skridt frem for at kunne se bukken, og give den fangstskud. Før jeg så den, stak den af op gennem kornmarken – jeg forsøgte at sende et skud efter den, men uden held. Jeg kontaktede vor jagtvært som kunne hjælpe med en hund. Med den viden jeg har i dag, ville jeg vente med eftersøgningen til næste morgen, men vi prøvede at sætte hunden på med det samme. Hunden fulgte sporet ind i det krat hvor vi havde set den løbe hen. Derfra kunne den ikke følge sporet længere, og vi sluttede eftersøgningen for den dag, da det var blevet mørk. Dagen efter fandt vi en stor blodpøl i krattet, så bukken havde nok ligget der indtil vi havde stødt den med hunden.

Det var jo heller ikke bedre end at den pågældende post, var den der lå tættest ved bebyggelse, hvilket gjorde at naboerne blev meget interesserede. Da jeg ventede på svenskeren der skulle komme med en hund, kom en af naboerne, og spurgte hvad der skete. Jeg forklarede, den ældre dame, at jeg havde skudt efter et rådyr. DET var åbenbart en kæmpefejl at sige at jeg havde skudt efter et rådyr, idet hun forstod at jeg havde skudt efter en RÅ. Dette fortalte hun alle naboerne, og nogle af dem vidste at dem måtte man i hvert fald ikke skyde på den årstid, så det var vist noget skidt. Vor jagtvært måtte så rundt næste morgen og forklare naboerne at det var en rådyrBUK vi havde skudt efter. Det formildede dem lidt, hvilket var godt da det jo måske var deres haver vi skulle rundt og eftersøge i.

Næste morgen prøvede vi atter at finde bukken. Først hundefører og jeg selv, men efterhånden som de øvrige var på vej hjem fra morgenjagten stødte de til ”Eftersøgningsholdet”. Den ældre dame der havde fungeret som pressemeddelelse rundt til naboerne, dagen før, stødte også til selskabet. Hun medbragte sine 2 puddelhunde, og da den ene engang havde fundet en bortløbet kanin i skoven, mente hun at den sikkert kunne finde bukken. Hun var ikke selv i stand til at følge hundene rundt i terrænet, men en af jagtdeltagerne (vi kan kalde ham Svend) meldte sig frivilligt.

Det syn man nu oplevede skulle vise sig at blive noget af det man husker resten af livet. En velvoksen herre, gå sporarbejde med en nyvasket og nyfriseret kongepuddel, det var en oplevelse. Jeg kan i dag ærge mig over at jeg ikke fotograferede dette, men jeg havde andet at tænke på lige den dag. Hunden viste ellers pludselig stor interesse, men den skulle åbenbart bare finde et sted at besørge sig, så den bakkede bagdelen ind i krattet, og fik det ordnet. Efter i alt 6-7 timers eftersøgning med op til 15 jægere måtte vi desværre give op. Hvad jeg bl.a. lærte af denne oplevelse var at man skal lade eksperterne tage sig af eftersøgningen ved den mindste tvivl, istedet for at rende og ødelægge det hele selv, hvis man ikke formår at løse opgaven.

Godt for noget
Der er jo ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget. Det positive ved denne hændelse var for mig at jeg begyndte at interessere mig for schweisshundearbejde – ”for nu ville jeg selv vide noget om det med at finde de der dyr”. Efter hjemkomst fra turen læste jeg bogen ”Schweisshun-den” af Torben Barkholdt. Han er en af pionererne indenfor schweissarbejdet i Danmark, og denne bog var indtil for nyligt ”Bogen” når man talte om schweissarbejde. Senere har Niels Søndergaard (Kalø) også skrevet bogen ”At arbejde med schweisshunde”. Efterfølgende har jeg også haft den store oplevelse at komme med Lars Mikkelsen (schweisshundefører på AMJ bukkejagterne i Sverige) på nogle eftersøgninger i Sverige, hvilket var meget spændende og lærerigt.