Fra Bjerre Herreds Bogen
af fhv. gårdejer
Anders Rasmussen, Hjarnø.
(Med tilladelse af Peter Rasmussen. Red.)

I 1908 ophørte harefangsten på Hjarnø. Jagtforeningen havde da bestået i 25 år. - I 1883 blev de sidste fæstegårde på øen købt af de daværende fæstere, dermed fik alle gårdene selv deres jagt. Godsejerne havde da haft jagten i over 25 år, den tid de ejede øen. Samme år enedes alle lodsejerne på øen om at stifte en jagtforening. I de første 10 år blev jagten drevet i fællesskab, men i 1893 blev man enig om at fange harerne levende, da der var god afsætning på disse til de store godser, også til godsejere i Sverige. Prisen på en levende hare var 8-10 kr., og en skudt hare kostede kun 1,50-2 kr. per stk. - Der blev anskaffet de nødvendige garn, de var ca. 2 alen høje, og maskerne var vel 3" og af 12/15 tvist.
Harefangsten blev forestået af oldermanden, der modtog bestillinger på harerne og bestemte, når fangsten skulle begynde. Det var altid tæt op imod jul, da godsejerne ville have harerne så tæt op til fredningstiden som muligt. Når fangsten skulle begynde, blev der sendt sedler ud fra midten af øen, een gik imod øst, og een imod vest, og alle havde pligt til så hurtigt som muligt at sende sedlen til naboen. På den måde foregik al avertering på øen til 1908, da den aftog noget, og 1923 var den helt ophørt. Når oldermanden sendte bud, mødte alle, der kunne være med. Børnene mødte alle med stok, og de havde gerne kædens yderste led ud mod stranden, de ældre tog gerne turen langs med byen, så kunne der i pausen, når garnene skulle skifte plads, godt vanke en lille forfriskning. De unge raske mænd fulgte med oldermandens vogn, hvor alle net, som harerne skulle fanges i, samt pælene til at hænge net på blev kørt med. Der blev som regel sat garn på bestemte marker, så der kunne blive et passende træk for klapperne til at jage harerne mod garnet. Langs med garnene blev afsat flade kasser, hvor der kunne være 10 harer i, 5 i hver side, hver havde sit rum. Der blev så givet tegn til alle klapperne, at de kunne begynde og drive harerne frem. Fangerne lå bag kasserne og ventede, til der kom en hare i nettet, den blev straks fanget og derefter puttet i kassen. Vi var som regel 10-12 til at fange. Til tider gik det rask med at fange. Der var engang vi havde fået mange harer drevet ud på odden. I et træk tog vi 60 harer, da var der travlt. Der skulle et bestemt tag til at tage harerne ud af nettet, de skreg og var slemme til at rive, det gjaldt om at få fat i ørerne og bagbenene og så ind i kassen med dem, hvorefter man skubbede skodden for, efterhånden som kassen fyldtes. Der blev fanget 150 til 200, enkelte år lidt flere, og det tog som regel 2-3 dage at fange dem. Børnene fik 30 øre om dagen, og de voksne 1 kr., der blev betalt af harekassen. Det var oldermandens pligt at holde haregilde, som det hed. Der blev budt på smørrebrød, øl og kaffe og en kaffepunch, hvis man ville have flere, kostede de 10 øre stykket, så der kom gerne lidt god stemning oven på mad og drikke. Så blev der fortalt historier og gamle oplevelser. Mikkel smed og Niels snedker kom i gang med at diskutere politik. Mikkel var radikal, og Niels snedker moderat venstre, nærmest lidt til højre, Det var nærmest forsvarssagen, der fik en ordentlig omgang, de var gode og livlige debattører begge to. Stemningen steg som regel efter antal af kaffepuncher, der blev stukket under vesten.

Det sidste haregilde blev for lang tid skelsættende på øen. Det blev holdt hos vor nabo Jens Søren Jensen. Der var en vis spændt atmosfære over forsamlingen. Da man havde spist tog oldermanden ordet og sagde: “ Ja, det er så det sidste haregilde i den 25-årige periode, og hva’, vi skal vel fortsætte på ny i 25 år”. Niels Vestergaard, en af de nye mænd, der var kommet til øen i 1906 (han var ganske vist født på øen, men hans fader rejste herfra, da han var en lille dreng). Niels Vestergaard, der var en rolig og god mand, han sagde ganske stilfærdigt: “Jeg vil nu ikke være med”. Der blev en pinlig tavshed, så var der en der sagde: “Er det meningen, at det, som vi har enedes om i 25 år, skal slåes i stykker, og vi skal skyde harerne hver især?”. Niels svarede: “Jeg synes ikke, jeg har råd til at have alle de harer gående, de ødelægger mit frø og gør megen anden skade”. En enkelt holdt med ham og tilføjede: “Og så skal vi altid ud og rende efter harerne lige indtil jul, det er ikke rart”. Der blev megen røre i forsamlingen, og de skiltes, uden at der blev aftalt noget.

Dagen efter var oldermanden ved broen og traf her sin gamle nabo posten Jørgen Juul. Uden anledning og med store lufvanter på, greb oldermanden Jørgen Juul i skægget og sagde: “Det er dig, der er far til det hele”. Det var mere, end man kunne byde en gammel kæmpe, og så plantede han sin næve lige mellem oldermandens øjne, hvorefter han trak sig hurtigt tilbage. På hjemvejen kom oldermanden ind til min fader og denne spurgte ham: “Hvordan er det, du ser ud, du er jo helt blå omkring øjnene, har du fået et slag ?” - Jens svarede: “Det har jeg fået for harernes skyld, og det er jeg stolt af”. Det var godt, det ikke var mig, svarede min fader, for det synes jeg ikke, de er værd!

I Politiken kunne man bagefter læse følgende: “På Hjarnø slås de om Morten med lufvanter på”. Der blev nu indvarslet til møde i forsamlingshuset, og enkelte tog stok i hånden. “En må tod’me ha det sådan, at man kan værge for sig”, var der en der sagde. Nå, der blev ikke tale om slagsmål. Niels Vestergaard og et par stykker mere (som heller ikke var med på harerne), var så fredsommelige, at de tilbød at gå med på 5 år, men dette tilbud blev ikke antaget. 25 år eller ingenting, og sådan blev det. Det store flertal ville ikke bøje sig. Det endte med, at en- hver gik ud og skød harerne på sin mark.
“Nu spidser æ harer øren”, sagde en mand, når de ikke kunne enes på øen om noget i fællesskab.

Der gik nogle år, før det var glemt. De indfødte Hjarnøboere og dem, der var kommet udefra, lærte efterhånden hinanden at kende, og de indså, at der var bedst for øen med god fordragelighed, og siden blev der god forståelse, og der blev i fællesskab gjort gode fremskridt på øen. (Harerne spidser ikke ører mere!)


ET PAR RÆVEHISTORIER FRA HJARNØ

Den første foregik medens godsejeren på “Jensgaard” endnu ejede øen, og ifølge fæstebrevet havde forbeholdt sig ret til jagten på hele øen. Der var ved islag kommen en ræv til øen, den må vel have befundet sig godt, for den glemte at drage afsted, medens isen endnu dannede bro til fastlandet. Der gik bud til “Jensgaard”, at en ræv var kommet til øen, og nu var isen væk, så den ikke kunne komme derfra. Der gik nogle dage inden et stort jagtselskab kom for at skyde ræven. Mads Østergaard var, som så mange af øens unge mænd, en ivrig skytte. Det var tilladt at skyde ænder på træk ved stranden. En aften Mads var ved stranden og ventede på at få en and, kom ræven henimod ham på et passende bøsseskud. Dette kunne hans jægerblod ikke stå for, han fyrede løs, og ræven faldt. Da han kom hen til ræven, var den ikke helt død. Mads skubbede til den med bøssekolben, men ræven bed fat i bøssen, og med en sidste kraftanstrengelse bed den i bøssekolben, og så var det slut med den. Mads tog ræven med hjem og trak bælgen af den og hængte den op på loftet, hvor den hang i mange år. Bøssen, som ræven havde bidt mærke i var i brug i mange år. Når Mads Østergaard viste den frem, sagde han gerne, at der var “mosæt” her han havde fat, det var godt man ikke havde fingerne imellem. Da jagtselskabet endelig kom herover til øen, fandt de ingen ræv, og ingen så den siden. En tid efter jagtturen traf godsejeren en mand ved navn Dusimus, og han spurgte ham: “Sig mig, hvor blev den ræv egentlig af ?” “ Den hår æ bødker todeme sat over”. (Æ bødker var øens færgemand dengang).
Næste gang der kom en ræv herover var i vinteren 1909. Den var sikkert fra Gyllingnæs, for når det var lavvande, løb den ud mod Gyllingnæs. Den havde glemt at vende tilbage medens tid var. Den første dag vi var på jagt efter den, var vi kun 3 mand. Ræven var netop søgt ud på den nordøstlige spids af den tørlagte grund. Da vi kom derud, søgte den ind mod land, der blev skudt efter den, men det var for langt et mål, og skuddet gik bag ved, hvorefter ræven søgte op i skoven. Der blev nu bestemt en dag, da alle øens jægere skulle mødes og prøve på at få den røde røver gjort uskadelig. Vi fik den godt nok jaget ud på Vesterhoved, men den tog flugten om efter broen, skønt der stod en jæger tæt ved strandkanten. Da mikkel passerede, var han igen heldig, skuddet ramte ikke. En anden jæger kom løbende og skød i farten, da ræven var langt borte. “Den skal rele nok ha bud med”, sagde han. Ved broen forsvandt den for os, og skønt vi så godt efter, fandt vi den ikke. Færgemanden Jørgen Juul gik ned til stranden, hvor der lå en lille båd med kølen i vejret, og skønt vi havde set ind under den, havde vi ikke set noget. Nu vendte Jørgen Juul båden, og ud sprang mikkel, den må have gemt sig under halvdækket. Så gik jagten igen. Ræven blev drevet helt ud til den anden ende af øen, og der havde den nær smuttet fra os, hvis ikke et par piger, der ville ud og se på jagten, havde vendt den, så den kom op imellem jægerne, og nu indtraf der for en af de ældste jægere, der var lidt døv, det mærkelige, at da han tog sigte på mikkel, lagde den sig ned og var død. Da jeg fortalte ham, at det var Peter Dusimus der skød den, svarede han: “Der var rigtignok ingen der skød, den må være død af skræk”, og der var ingen, der kunne få ham til at tro andet.
Det mærkelige var, at mange mente det var en stor ræv de havde set, men alle kunne se, at det var en lille ræv der blev skudt. Den store går nok på øen endnu!