Lidt om Jack Russell terrier og dens historie

Af Henning Pedersen

(Historien om den lille store hund fortælles af foreningens første formand i perioden 1985 til 1990. Red.)

I 1966 var jeg på tur i det sydlige England og ude i Cornwall. Her så jeg de små livlige og fascinerende hunde, de bed sig uhjælpelig fast i mit rævejægersind. Jeg fik af den engelske farmer noget af terriens historie fortalt, den er så her på dansk.

Historien om Jack Russell terrieren
Beretningen om en af Englands berømte hunderacer, Jack Russell terrieren, er også historien om sognepræsten John Russell, som blev født og voksede op i Devon i det sydvestlige England, en egn hvor han også skulle komme til at virke næsten hele sit liv.
John Russell blev født i 1795 og døde i 1883. Hele sit lange liv var han aktiv jæger og hundemand.
Han regnes for skaberen både af den moderne ruhårede foxterrier og af den lille jagtterrier, som er blevet opkaldt efter ham, Jack Russell terrieren.
Allerede som skoledreng var John Russell aktiv som jæger, og sammen med landsbysmeden opdrættede han foxhounds. Han var tæt på at blive smidt ud af skolen, da rektor kom under vejrs med hans fritidsinteresser.

Trump den første
Under sine fortsatte studier i Oxford anskaffede han sin første hund. En terrier, som fik navnet Trump.
Efter veloverstået eksamen fik John Russell et sognekald ved Nymet St. George, hvor han traf en ung dame ved navn Penelope Bury, datter af admiral Bury.
Penelope var en fremragende rytter og elskede jagt med foxhounds ligesom John Russell.
Denne fælles interesse resulterede i, at de giftede sig i 1826. Og ægteskabet skaffede John Russell mange nye bekendtskaber inden for overklassen og mulighed for at deltage i jagter rundt om i England.

Jagtterrieren
År 1760 beskrev en opdrætter af terriere to forskellige typer i en artikel i tidsskriftet Field Sports. Den ene type var ruhåret med korte ben og lang ryg.
En meget stærk hund, som i reglen var sort eller gullig med hvide aftegn. Den anden type terrier var en glathåret hund med kortere ryg , længere ben og mere elegant udseende.
Begge terriere brugtes hovedsalig til jagt på grævling, og beskrivelserne er antagelig de første af terriere, som findes i litteraturen. I løbet af 1800 tallet blev terrierne mere populære, og deres anvendelsesområder blev udvidet til også at omfatte jagt på katte, rotter, oddere og væsler.
Den ruhårede terrier regnedes for hårdere i munden, og dens bid var direkte dræbende. Disse terriere var meget modige og deltog ofte i jagt på ræve, hvor de arbejdede sammen med foxhounds. Terrierens opgave var at gå ned i graven og drive ræven ud.

Udstillingsterrieren
I løbet af 1800-tallet var man i England, som i den øvrige verden, mest interesseret i hundenes
brugsegenskaber. Den første hundeudstilling fandt først sted i Newcastle i 1859, og den første, som havde klasser for foxterriere, løb af stabelen i Islingtons landbrugshal i juni 1862. Efter den dato kan man tale om, at racen var delt i to typer. Udstillings-terrieren kontra jagtterrieren.
Da rævejagt var blevet mere og mere populært, øgedes efterspørgslen på jagtterriere. Og da det på den tid var tidskrævende og kompliceret at rejse, så opdrættede man terriere, som var tilpasset det lokale terræn.
De bedste og mest efterspurgte blodlinjer inden for disse tidlige jagtterriere kom fra John Russell.

En aspirant!

Trump den anden
Efter fjorten semestres studier i Oxford, netop mens John Russell forberedte sig til den afsluttende eksamen, traf han under en spadseretur en mælkekusk med en terrier. Det var netop den slags hund, som John Russell havde set for sig i drømme. Terrieren blev hans.
Det var en tæve. Hun blev døbt Trump. Og hun blev grundlaget for alt John Russells kommende hundeopdræt.
Erhvervelsen af Trump fandt sted i 1819, men det skulle vare mange år, før John Russell fandt sin form for terriere. Han arbejdede med sine terriere og sit opdræt i mere end 60 år.

Et kongeligt portræt
Jack Russell var med til at stifte den engelske kennelklub i 1873, og man regner ham for den første opdrætter af foxterriere og for skaberen af den ruhårede variant. Han dømte også disse terrier ved hundeudstillinger i kennelklubbens regi, selv om han brød sig meget lidt om hundeudstillinger.
Efter nogle år holdt John Russell op med at dømme terriere med ordene: - Jeg ser sjældent, om overhovedet nogensinde, en rigtig foxterriere mere. Det blev udtalt efter en udstilling med mere end 150 deltagende foxterriere.
Om udstillingsterriere sagde John Russell: - Processen er følgende: Først tager man en glathåret terriertæve og parrer hende med en italiensk mynde for at få en finere pels. Men da ørene ved denne kombination bliver en katastrofe, krydser man i næste generation med en beagle og dernæst med en bulldog for at få det rette mod tilbage. Efter et udvalg har man så den moderne foxterrier.
John Russell blev blandt meget andet gode venner med den daværende prins af Wales, og de sås ofte sammen ved jagter på kongefamiliens slot San-dringham Norfolk. Der kan man i dag se et oliemaleri, som forestiller John Russells første terrier, Trump.

Jack Russell terrier klubben
Nede i Davon i det sydvestlige England, på John Russells hjemegn samlede mrs. Roma Moore i 1975 nogle entusiaster og startede en forening for Jack Russell terriere. Den klub har i dag flere end 800 medlemmer, hvoraf mange fra udlandet.
Klubben har som mål at videreføre John Russells jagtterriertype og som en vigtig del heraf, at undgå en officiel racestandart og undgå, at racen bliver accepteret af den engelske kennelklub. Dette anser man for meget vigtigt, idet man af erfaring ved, at så snart en hunderace bliver accepteret som udstillingsrace, så går typen tabt. John Russell sagde engang: En terrier er en jæger og en graver.
En rigtig jordhund, som indretter sig på jagt efter ræv, kanin og rotter. Det er dens speciale.

Tre gange fjorten
Jack Russell terrieren er ifølge klubbens sekretær mrs. Thelma Loomes i dag den eneste engelske terrierrace, som stadig er uspoleret og som altid dur til sit job. Se for eksempel på border terrieren af i dag, siger hun. Hvor mange af dem kan man tage med hænderne rundt om brystkassen, så tommelfingrene og langfingrene netop mødes? Det er et klassisk mål for en terrier, som skal kunne gå i en rævegrav.
Der er en teori, som siger, at en ægte Jack Russell terrier er skabt efter formlen tre gange fjorten:14 tommer høj, vægt 14 pund, brystkassens omkreds 14 tommer.
Ifølge mrs. Loomes i Jack Russell terrier klubben findes der visse udbrydere inden for klubben, som ønsker disse hunde registreret i den engelske kennelklub. Skulle det ske, ville det betyde døden for Jack Russell terrieren som arbejdende terrier.
Resultatet ville blive, at jægerne ville fortsætte med at avle deres aktive jagtterriere. De ville se ud som tidligere med alle racens variationer, men den måtte ikke hedde Jack Russell terrier. Og det ville være en skam for hundeverdenen, om en hundetype, som var skabt af Jack Russell, ikke måtte bære hans navn.

4000 eksemplarer
Mrs.Thelma Loomes seksårige hanhund Topper er den eneste Jack Russell terrier, som nogen sinde har været indenfor på den verdensberømte Cruft-udstilling. Det skete, da BBC gerne ville lave en reportage fra Cruft`s. Foruden top hundene ville man gerne præsentere ”the underdogs” bl.a. ikke anerkendte racer.
Den engelske Jack Russell terrier klub har sin egen stambog og sin egen registrering af hvalpekuld. Der er dannet lokalafdelinger, og foruden den nationale komite, findes der i dag syv lokalkomiteer.
Hvert år arrangeres 35 skuer med prøver samt et Nationalt Show.
I klubbens register står i dag opført ca. 4000 nulevende Jack Russell terriere. Men hver stambog indeholder kun tre navne. Hundens og dens fars og mors, intet andet.
Efter 150 år er Jack Russell terrieren stadig den brugshunderace, den op-rindeligt var. Måske fordi man har styret uden om udstillingsfolkene?

Jeg fik så i 1966 2 hvalpe hjem fra England, dem havde jeg meget glæde af. De indfriede til fulde mine forventninger og jeg har importeret 5 gange siden fra både England og Skotland, de har alle været fremragende hunde.
Jeg søgte så kontakt med andre Jack Russel terriere ejere, der var ikke mange, men i 82, var vi så nogle stykker og i 84 havde vi stiftende generalforsamling i Korsør til D.J.T.K. og siden har det gået strygende.
I marts havde vi 20 års jubilæum med stævne i Åruphallen på Fyn. Der var over 70 hunde til udstilling og gravprøve.
Vi har i klubbens 20 år registreret over 4000 hunde, det siger noget om deres popularitet.
Det er små hunde med store evner til både jagt og familiehund.
Hvorfor de ikke før blev kendt i Danmark ved jeg ikke, for man træffer dem over det meste af verden, alle de steder hvor der har været englændere, men i de gamle østlande har jeg ikke set dem.
Hundene er alsidige jagthunde, de er eminente til gravjagt, de driver godt i skov og kan være gode apportører. De har givet mig en masse uforglemmelige oplevelser.
En hund der gjorde særligt indtryk på mig var Shona.
På bukkejagt i Skotland i 1989 fandt jeg Shona ude ved den skotske vestkyst. Hun var da kun godt 5 uger gammel og lige så stor som ingenting, hun sad i min brystlomme den sidste morgen på jagt og gik løs rundt i bilen hele vejen hjem til Danmark. Hun blev “stammor” til alle buskagerhunde. Shona var en uforglemmelig apportør fra både land og vand.

Jeg husker engang jeg kom ned til vores ven Søren. Han havde en andedam i grusgraven. Det var hen på året og dammen skulle ryddes, det havde de gjort, på nær en and, den ville ikke flyve og hver gang Sørens ruhåret kom den nær, så dykkede den. Shona sprang ud, anden dykkede, det gjorde hunden også. De var helt væk, lidt længere end jeg brød mig om, men så kom hun op ved den modsatte bred med anden i munden, så stod jeg der og fik uvægerligt en klump i halsen. Det var bare én af mange store oplevelser med de små hunde.

Der bliver i klubben gjort et stort avlsarbejde, både med eksteriør og gravprøver, der er 5-6 steder rundt i landet hvert år. Det er da også blevet synligt - hundene er blevet mere ensartede og kønnere.
Hvis nogen har lyst til at vide mere om hundene, så har klubben en hjemmeside, den er WWW.DJRTK.DK

I 1989 fik klubben, af Danmarkssam-fundet, tilkendt en fane, den fik vi overrakt af prins Christian i Holmens kirke. På billedet ses Henning samt kasserer Knud N.