Igennem sommeren ledte vi, Lars, Peter og jeg efter jagt i Skotland. Vi havde håbet på højland, men alt viste sig at være udsolgt. Der var ikke det store at få hos jagtrejsearrangørerne. Lige inden vi opgav håbet, kontaktede Lars en bekendt som havde været på jagt i det skotske lavland, nærmere betegnet sydvest Skotland. Han gav os et telefon nr. på en Thure Holm, som skulle havde noget jagt, som efter sigende var i orden. Alt blev arrangeret, fly fra Billund til Manchester, lejet vogn og 5 dage i Skotland. Alt var i orden.

Rejsen derover gik uden problemer overhovedet. At få våben til Skotland er meget nemt. Vi blev faktisk ikke engang tjekket i den engelske told. Våbnene kom ud på rullebåndet sammen med kufferterne!

Off we vent. 3 timers kørsel, og vi ankom til destinationen. Et meget øde område, hvor der ikke engang var mobil forbindelse. Kunne det være bedre? Vi blev modtaget af Bente, som viste os tilrette. Et hyggeligt værelse med 2 køjesenge. Derudover var der et opholdsrum eller jagt værelse hvor der næste lugtede af jagt. Trofæer hang alle steder, ild i kaminen. Det lovede godt.

Efter indskydning af riflerne, skulle vi på jagt. Der var alledere skudt en stanghjort af en af de andre gæster. De havde haft et rigtigt møgvejr siden de var ankommet, regn i massevis. Så nu da solen skinnede, steg jagthumøret væsentligt.

Jeg blev sat af som den første. Der skulle stå en hochstand ca. 800 meter oppe af et bælte midt mellem sitkagranerne. Der var ingen vind overhovedet, og solen skinnede. Derudover skulle jeg gå op ca. 50 højdemeter. Der gik ikke lang tid, før den dovne danske sved drev ned fra stor set hele kroppen. Der er engang en, der har lært mig et tysk ordsprog: Pürchen gehen ist pürchen stehen. Det kommer helt af sig selv, når først pulsen er over de 170.

Der skete dog ikke det helt store på aftenens jagt. Der var ekstremt stille, ikke en vind. Har du hørt lyden af total stilhed? Kan du huske det? Det er lidt fascinerende, dog ikke det bedste jagtvejr. Der blev ikke skudt noget den aften. Aftenen blev afsluttet på pub, og derefter middag hos Bente og Thure: Sprængt grågås med kartofler og grønsager og asparges sovs. Behøver jeg at sige, at det var en stor fornøjelse at indtage. Efter ca. en liter rødvin var vi klar til at gå til køjs, klar til en ny dag.

Næste dag startede perfekt, for mit vedkommende. Jeg havde vores stalker med. Vi sad i hochstand, med udsigt op ad tre spor. Efter en times tid, så Nicolai en buk, jeg så kun spejlet. Der gik lidt tid, og så kom den ud af træerne, lidt længere væk. Jeg sad og kikkede i den retning den gik ind, så da Nicolai sagde skyd, blev jeg lidt befippet. Geværet skulle over på den anden side af en stolpe, og det skulle gå stærkt. Og hvad skete der? Selvfølgelig, hamrede jeg piben op i taget af hochstanden. Bukken må have haft noget med hørelsen, for den reagerede overhovedet ikke. Afstanden var kun ca. 50 meter, så det var ikke særlig svært, at få godt hold på den. Den døde da også i skraldet. En flot 6-ender. Meget synkron.

Da vi havde fået den taget ud, gik vi på pürch. Vi skulle passere en hill top. En tur på 5-6 km. Op og ned hele tiden. På et tidspunkt kom vi ud på en skrå lysning, og satte os ned for få lidt ro på vejrtrækningen, og for at se om der kom noget. Det gjorde der. En flot buk igen. Den så enorm stor ud, men det var nok fordi den stod lige i solen, med front lige mod os. Jeg havde den i sigtekikkerten kun et par sekunder, for den fattede mistanke om, at der måtte vist være noget galt. Den sprang, og vi så den ikke igen. Forkert vind. Ærgerligt.

Samme dag om aftenen, skød Peter en spidshjort. De var tre mand om at få den slæbt op og ud til bilen. Og det var virkelig op. De fik deres sag for. Det var længe siden de havde prøvet noget så hårdt. Jeg tror dog de syntes det var sjovt. Bagefter.

De næste par dage gik ud på at få skudt noget. Der blev set en del råer, men ingen bukke, og ingen hjorte. For at sige det mildt, så var det noget frustrerende. Hvad var galt? Vi viste det ikke. Måske for meget vind.
Vores humør steg dog væsentligt, hver gang vi satte os til bordet om aftenen. Jeg kan nævne menuer i flæng: Lam, rådyr og oksekød med salat og grønsager, Stegt kylling med tærte og sovs, ørred med hollandaise, ja jeg kunne blive ved. Selvfølgelig altid med en dessert til afslutning. Man kan ikke forestille sig hvor godt det smagte. Rent luksus. Hver dag til middag: Bacon and eggs med baked beens. Uhm.

Den sidste oplevelse vi havde med de skotske hjorte, var da Peter og jeg havde den samme 6-ender for. Jeg så den stå sammen med en hind i noget højt græs, nede ved et vandløb inde i skoven. Da det ikke var mere end 60-70 meter fra vejen, blev jeg noget overrasket, og satte mig hurtigt ned. Jeg kikkede forsigtigt op, men de var igen ude med antennerne, og fortrak lynhurtigt. Peter sad sammen med stolkeren i hochstand, omme på den anden side af skovstykket. Der gik omkring en time, så kom hjorten og hinden ud til dem. Hinden ville ud på det åbne stykke, og Peter tænkte, at selvfølgelig skulle hjorten med. Men det skulle den ikke. Den stod bare i skovbrynet, og ville ikke noget. Han kunne måske godt have skudt den, men valgte ikke at gøre det. Der var ikke 100 % frit skud. Til sidst blev det for mørkt, og vi kørte hjem.

Vores samlede udbytte, blev kun en buk og en hjort. Det var alt for lidt, men sådan er jagt nu engang. Det ved vi jo.

P.s. Måske skulle jeg lige nævne, at jeg fik konfiskeret 75 patroner i lufthavnen. Der er kommet nogle nye regler, der siger, at ammunition skal transporteres i separat trækasse, helst med lås, eller i fabrikantens æsker. Det var mine ikke. Surt.