Det var koldt, men solrigt den dag. Min kone og jeg ville lige ud og se efter et dyr med jagtriffel.
Godt påklædt i varmt tøj, samt en kande kaffe med, så var vi klar. Vi kom derud sådan ca. midt på formiddagen kl. 9.30, så gik vi på vores pladser. Hun gik hen hvor hun vil være, og jeg på højen ”gravhøj”.
Der gik vel 20 minutter, da så jeg 3 dyr der jagtede efter hinanden, så startede bukkefeberen! Fra mig til dyrene var der ca. 200 meter.
Med kikkerten fulgte jeg dem nøje og gjorde så min riffel klar, men væk var de. De løb ind i skoven. Så var alt stille igen. Uha jeg kunne ikke tænde min smøg, ja koldt var det også.
Mobilen blev tændt og jeg skrev til min kone, om de 3 dyr, men den blev slukket med det samme igen for pludseligt var de på spil igen, nu ikke 3, men 4 dyr og man kunne se uden kikkert, at den bagerste var en pladsbuk, og den var gal, den jagtede de tre andre.

Jeg tabte både min mobil og smøg. Mens jeg gjorde mig klar igen kørte bukkefeberen på sit højeste gear. I store cirkler jog dyrene frem og tilbage, igen og igen, og med et løb de over mod mig. Jeg lagde an, åndede ud, sigtede på den bagerst og trykkede af. Efter sigtet et perfekt bladskud.
Skuddet gik af og dyret gik ned. De andre dyr stoppede op og kiggede på den. Imens repeterede jeg, men nu sad hylsteret fast. I panik fumlede jeg med kolde fingre for at få det ud.
Endelig lykkedes det mig at få hylsteret ud. Ladegreb mens dyrene stadig stod og kiggede og i samme sekund skød jeg igen på dyr nummer to. Og igen et perfekt bladskud, men i realiteten kunne jeg have skudt dem alle fire, men med al respekt som jæger, to dyr er nok, så jeg løftede min hat, og sagde tak.
Jeg prøvede at sende en sms til min kone, men nej jeg rystede for meget, så ringede jeg i stedet til hende og sagde disse ord: ”Skatter. Vi stopper for i dag. Kom og hjælp mig med at brække dyrene”.

Mandag den 22. december år 2003 er en dag jeg aldrig vil glemme. En time varede det.