Medlemsture til Polen

Af Jan Mortensen, JM Jagtrejser

Spændte bukkejægere på vej mod Polen


Jeg vil nok engang takke bestyrelsen for det gode samarbejde der har været lagt for dagen og en speciel tak til både de af AMJ’s medlemmer som har rejst med JM Jagtrejser, men også en stor tak for den venlighed jeg bliver mødt med hver gang jeg er sammen med nogle fra foreningen. Vi afholdte d.12/1-04 vores infoaften i Klubhuset ved Askov–Malt skole. Det var dejligt at se at der igen var så stort et fremmøde på ca. 70 personer. Der blev denne aften vist billeder fra nogle af de bukke- og drivjagtsture, som vi havde afviklet i 2003. Der blev grinet og pjattet lidt, specielt da der kom billeder fra vores drivjagtstur. Jeg mener roligt at jeg kan sige, at der ikke var nogle af deltagerne der ”dehydrerede” på denne tur. Jeg kan kun sige, at det er første gang jeg har været sammen med en gruppe hvor det har været så sjovt, både socialt og jagtligt. Nok engang tak for dette!

Under en pause


BUKKEJAGT 2004
Jeg må jo nok indrømme, inderst inde, at det kunne blive svært at leve op til den store succes som vi havde det første år, i 2003, vi arrangerede vores medlemsjagt på buk i Polen. Men det viste sig gud ske lov, at der ikke var nogen grund til bekymring overhovedet, da det også denne gang forløb smertefrit og med et tilfredsstillende udbytte. Vi havde fra vores første tur lært, at det ikke var nogen god ide at køre om natten og så starte på jagt den samme dag som vi ankom.
Vi var i år 33 jægere i bussen som startede fra Vejen d. 10/5-04 kl.6.00 og satte derefter kursen mod Polen. Efter at have passeret den tyske grænse blev der serveret rundstykker, og hvad dertil hører. Vi skulle denne gang ikke på jagt samme dag, og det kunne ses på en del af deltagerne der havde det vældigt skægt hele vejen. Vi ankom kl. ca. 15.00 til vores bestemmelsessted i Tyskland, hvor vi skulle spise. Vi havde i forvejen havde sendt vores hundemand frem for at bestille mad til os andre der kom med bussen. Efter en times pause kørte vi igen videre de sidste 85 km mod den polske grænse. Vi var alle lidt spændte på hvor lang tid det ville tage ved grænsen denne gang, da Polen jo var kommet med i EU 1. maj. Alle kunne nok huske, at det året før tog ca. 3-3,5 time ved grænsen, men denne gang tog det ca. 20 min. og alle var glade!
Alle kom frem og blev indlogeret, og var så klar til at starte jagten næste morgen. Vejret i år var mere med os end året før, da temperaturen lå omkring ca.19-21 grader. Jeg kørte lidt rundt til de forskellige revirer og hilste på jægerne. Det var dejligt at høre, at der ikke var nogen der havde indvendinger at sige om jagten.
Vi skød i alt på turen 109 bukke og 4 vildsvin og dette må betegnes at være ganske tilfredsstillende, og alle mente da også, at det havde været alle tiders tur.

DRIVJAGTEN 2003
Da drivjagten i 2003 er omtalt af Finn Østergaard i jubilæumsnummeret på side 46, vil jeg her ikke komme mere ind på denne, men lige resumere resultatet. Vi var i alt 13 jægere og der blev skudt 35 stk. vildt, fordelt på 12 stk. kronvildt, heraf 4 hjorte. 12 vildsvin hvoraf de 4 var keilere, 10 stk. råvildt samt 1 ræv.

En stolt Ejnar! Fra årets drivjagt: En stolt Henning!

BRUNSTJAGT
Vi arrangerede d. 22/9-04 hjortejagt i Polen efter brunsthjort. Vi havde arrangeret turen så man skulle køre selv og her var vi 7 biler som fulgtes ad til København. Vi ankom kl. 20.00 til Nordre Toldbod, hvorfra vi skulle sejle kl. 21.00. Der var bestilt kahytter til alle, og efter at man var blevet indlogeret mødtes vi alle i restauranten, hvor vi havde bestilt spisning. Vi havde efter endt spisning natten til fri disposition, men sjovt nok havnede vi alle det samme sted, nemlig i baren! Her må vi nok sige, at der var visse som kom meget sent i deres seng.
Vi havde aftalt at mødes igen i restauranten næste morgen kl.6.30 til morgenmad og kl.8.00 ankom vi til Swinoujscie i Polen. Efter en kort briefing fulgtes vi alle stort set sammen af samme rute mod vore indkvarteringssteder. Der var flere af holdene der var heldige at ramme brunsttiden på det rigtige tidspunkt, hvad også resultatet viste. Vi var i alt 17 jægere af sted, hvoraf de 14 nedlagde hjorte. Der var 6 deltagere med fra AMJ, hvoraf de 5 skød hjort. Gæt engang hvem der ikke skød?(undertegnede)!
Jeg kan her pointere at der er 12 deltagere fra turen der allerede nu har genbestilt til næste år.
Jeg vil her ikke fortælle mere om turen, men komme mere ind på den til vores infoaften d. 12/1-05

DRIVJAGTEN 2004
Vi var igen i år på drivjagt med bus i Polen. Vi startede fra Hydro Texaco i Vejen d.12/11-04 kl. 6.00 hvor vi satte kursen mod Polen. Vi var denne gang 21 jægere fordelt på 2 revirer. Alle var naturligvis spændt på hvad vi skulle ned til, da det var et nyt sted vi i år skulle jage og bo. Vi ankom planmæssigt kl.ca. 19.30 til vores indkvartering og fik vores bagage op på værelserne hvorefter vi gik til spisning og andre gik efter den lange køretur tidlig i seng. Vores værter var utrolig rare mennesker og vidste næsten ikke hvor godt de kunne gøre det for os. Vi blev næste morgen afhentet af de polske jægere i 2 firehjulstrækkere og kørt til et samlingssted hvor vi fik en kort briefing om hvad vi måtte skyde. Vi havde igen i år Ole Knudsen med fra Blåvand med sin hund og han lavede nok engang et flot stykke arbejde med sin schweisshund. Havde vi ikke haft ham med, havde vi manglet 3-4 stk. vildt

Årets hold fra drivjagten!


Nok en gang var det en fornøjelse at se gruppen fungere så godt sammen, både under og efter jagten. Vi var fra AMJ i alt 9 deltagere på holdet og der blev i alt nedlagt 27 stk. vildt fordelt på 5 hjorte, 9 hinder, 4 svin, 1 ræv samt 8 rådyr. Jeg vil her lige indskyde at der blev KUN leveret 51 skud! Det er meget flot på en drivjagt, men det skyldtes nok også, at vi ikke var mere i vildsvin end det vi var. Der blev på hele turen generelt ikke set mange vildsvin, men utroligt meget kronvildt. Jeg vil ved samme lejlighed oplyse at vi næste år i 2005 har genbestilt vores ”gamle” revir. Der vil også blive fortalt mere om turen på infoaftenen. Desuden vil de der har skudt hjorte og bukke på vores ture medbringe nogle af disse.

INFOAFTEN
Tidspunkt:
12/1-05 kl.19.00
Sted:
Klubhuset ved
Askov-Malt Skole.

Der vil igen blive afholdt en infoaften hvor der bla. vil blive vist billeder fra vores ture i 2004 og der vil ligeledes blive rig mulighed at lave en god handel, da vi denne aften vil have nogle RIGTIG gode tilbud med. Vi vil måske høre om der skulle være nogle af deltagerne fra vores ture der kunne tænke sig at fortælle lidt om deres jagttur og evt. nogle af de medlemmer der var med på hjortejagten ville fortælle lidt om deres tur.

Der vil ligeledes blive afholdt Ameri-kansk lotteri om et 3 dages jagtophold i Polen excl. trofæafgift.
Vi håber at der denne aften vil være en lige så god tilslutning som foregående år.

OBS: Vi har til denne aften ”hyret” Poul Erik Simonsen fra Varde som i løbet af aftenen vil servere lidt grillet hjortekød og tilbehør.

Tilmelding er derfor
nødvendig og kan ske til
JM Jagtrejser
på tlf. 75 16 79 80,
Bent Knudsen
på 75 36 13 80 eller
Tom Hansen på 75 38 35 03.

Nogle af bukkene