Jeg har haft og båret kniv siden 6-7 års alderen, men først da jeg nærmede mig de 50, blev jeg fanget af min nuværende hobby. Jeg er sløjdlærer, så jeg har fået meget ”gratis” i min uddannelse og adgang til gode værkstedsfaciliteter. Men allermest udbytte har jeg haft i de mange ”ensomme” timer på mit eget lille værksted eller i smedjen, når jeg eksperimenterer med nye former, mønstre mm. Ligeså har mange gode knivkursister/knivvenner været en god og givende inspiration.

Når jeg slagter elg med svenske jagtkammerater, falder snakken selvfølgelig ofte på knive. Den interesse deles af næsten alle jægere, og ofte beundres mine forskellige ideer, men det er tankevækkende, at de fleste af dem bruger en almindelig MORA-kniv til både flåning og partering. Argumenterne er gode og rationelle: den er billig, -let at stryge op, - hygiejnisk, og når den ikke duer mere, køber man en ny for ca. 28kr.
Jeg selv brugte i mange år den franske ”Opinel” nr. 8, - en god låsbar foldekniv med samme egenskaber som MORA-kniven, og jeg kluklo da en københavnsk jagtforretningsindehaver mente, at det var noget nær helligbrøde at udsætte det ”ædle” vildt for en sådan husmandskniv. Især når man ser hvor mange jægere, som slet ikke kan ? vil ? gider ? have bøvlet med at partere og tage hånd om kødet, men foretrækker at aflevere det til en mere eller mindre professionel slagter.
For mig er jagt og slagt uløseligt forbundet, og i den sammenhæng er kniven et uundværligt stykke værktøj, som skal fungere uanset prisen.

Dette leder i lige linje til noget af det, som jeg har udtrykt i mit lille digt.
Ergonomien – balancen er for mig et ”must”. Når kniven har støtte på håndroden og pegefingeren hviler på spidsen af knivryggen, er det let at brække både elg og rådyr.
Mine håndmål fungerer altså med en skæftelængde på ca.11 cm. Og en klingelængde på ca. 75 – 80 mm. Disse mål er også rigelige, når man halvt i blinde roder rundt for at løsne krøs og hinder, så man kan få den ret betragtelige indvoldsblok ud af elgen uden at lave skader på hverken tarm, vom eller mørbrad.
Næste krav er, at man med mindst mulig spænding i hånd og håndled kan holde om skæftet, samtidig med at tommel og pegefinger hviler på bladet lige udenfor parer-stykket under flåningen, så små præcise vip med håndledet er alt som behøves.
A pro pos flåning, så er det her knivstålet står sin manddomsprøve. Alle som har slagtet større dyr har erfaret, at de hvidblå hinder, som forbinder muskler med skind, virker som fint sandpapir og dermed sløver kniven ret hurtigt. Selv et godt specialstål vil efter en tids flåning kræve en opstrygning, men det kan være et hestearbejde at sætte en æg op igen, hvis stålet er for genstridigt, så mine foretrukne ståltyper ligger oftest på ca. 1% kulstof i en hærdning på 58-59 hrc.

Ofte bliver jeg spurgt: ”Hvilken kniv skal jeg vælge eller lave”. I bund og grund er det et spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. En lang kniv er god til at skære kød ud med. En kort har jeg beskrevet fordelene ved. Den er samtidig god til at overføre et stort moment, når man vil skære sig en skydestok eller andet snittearbejde. En bred kniv med krum flåbue i æggen er ikke brugbar som stikkniv, når man er nødt til at give fangst. En smal kniv med lille krumning i æg linjen giver et forkrampet greb til flåning osv. En god helgardering er nok en mindre lommekniv, som klarer sine opgaver, kombineret med en god allround jagtkniv til det grovere.

Det er tankevækkende, at mine elever i folkeskolen ofte forsøger at vælge en lang knivklinge, når de vil i gang med at lave jagt/fiskekniv til sig selv. Det er samtidig glædeligt, at de forstår nogle af de foran nævnte argumenter, og dermed vælger ”småt”, og ikke mindst forstår, at de er ved at fremstille et stykke værktøj, som under ingen omstændigheder er eller må bruges som våben.
Man kunne ønske sig, at nogle af disse holdninger var mere almene, så vi kunne slippe for de mere restriktive forslag fra den kære Lene Espersen. Måske kunne vi jægere, fiskere og spejderledere sende mere tydelige signaler til vore børn, ungjægere mm., så vi slipper for idiotiske ”rambomodeller” – overlevelsesknive, som selv i militære sammenhænge har begrænset anvendelse.

Som det er fremgået af mine betragtninger er det ”værktøjskniven”, som er min kæphest. Det udelukker dog ikke, at jeg samtidig er levende optaget af design – bare det ikke indebærer kompromisser på funktionaliteten.
Jeg er optaget af at udnytte naturens materialer, er altid på jagt efter spændende mønstre eller materialekombinationer, og ofte går jeg i spændt forventning, som når man venter barn, for at se om mine ideer er blevet forløst i det færdige produkt.
Det er langt fra tilfældet, men så er driften efter at komme i gang igen så meget større, og heldigvis er forventningerne de samme hver gang.

På det billedstof, som vises her, vil jeg kommentere nogle af de overvejelser, man kan gøre sig, når man starter på en ny kniv.
På gruppebillederne har jeg forsøgt at illustrere nøgleordene: form – linje – farve.
Funktionen ligger som nævnt som et grundvilkår.
Nogle af knivskæfterne er fremhævet mere end andre. Sidestil det med den smukke selskabskjole, som i en smuk og dristig udringning fungerer som et dejligt blikfang.
De valgte kontraster: gul vimret buksbom, elgklov, moseeg og ibenholt + sølv, sender markant andre signaler end de mere traditionelle nordisk inspirerede modeller.
I min verden ligger der altså et forsøg på - i en stærk forankring i nordisk knivtradition - at ”lege” med formsprog og materialer, som måske er med til at skabe en fornyelse af den ganske stive norske tradition uden at sætte gode kvalitetskrav over styr.
At dekoration af skeden er et kapitel for sig forsøges også vist. Prægning ned i læderet er det enkleste, medens pauting, hvor rårandslæderet rejses i en reliefvirkning, er mere tids- og tålmodigskrævende.
Sølvarbejdet kræver lidt specialværktøj, men principperne bag er enkle sølvsmedeteknikker, som sagtens kan læres på et kursus.
Og endelig mønstersmedningen: Det er med vilje, at jeg ikke bruger udtrykket ”damasksmedning”, da det ikke er smuraisværd eller andre historiske våben, som er emnet her. De fleste knive, som smedes i dag, har mønstret som en visuel effekt og dermed ikke et krav om speciel smidighed eller styrke i et hugvåben. Mønstret skal med andre ord mere ses som en delikat ”sminke”, som forhøjer nydelsen hos betragteren. Her er svenskerne kommet meget langt i nye mønstre og smedeteknikker ( langt uden for min viden og kunnen), men i min praksis er der en overvægt i at de fleste knive laves med indlæg af ægstål for at få en homogen æg. Dette indebærer også at kniven opbygges som et laminat. To yderlag, som i sig selv er flerlagede, og et ægstål i midten med et ensartet kulstofindhold, og dette giver i sig selv en robust og stærk kniv meget lig den norske, som oftest er 3-lags. ( kniven længst til højre)
Der er ud over de flerlagede mønstre en mængde muligheder i 7-9 lags stålpakker, som efter essesvejsningen udsættes for vinkelslibersnit, borede huller og andre mekaniske påvirkninger, som kan give spændende effekter og mønstre ved ætseprocessen og den endelige overfladebehandling. (kniven længst til venstre)

Afslutningsvis vil jeg understrege, at jeg ikke er ekspert på området, men jeg nyder at lege designer, grovsmed, snedker, maler, sadelmager, sølvsmed mm., når jeg skal igennem alle de forskellige processer, som skaber kniven. Ligeså nyder jeg at teste dem på praktisk jagt og slagt og dermed fuldende oplevelsen af at have lavet noget, som kan blive til nytte for knivens senere ejer.