Safariliv

Drømmen om Afrika
Bøgerne om jagt i Afrika fylder godt op i bogreolens jagthylder. For blot at nævne nogle få af forfatterne: Ivar Sporon-Fiedler, Karamojo-Bell. Rudolf Sand, Finn ”Stoffer” Kristoffersen, Erik Lindstrøm, og naturligvis også Hemingway og Karen Blixen m.fl. I mange år har jeg nemlig drømt mig med på jagt i den tid blandt Afrikas storvildt, ”The Big Five”, da man kunne jage de store farlige fra kontinent til kontinent.
I foråret 2003 begyndte Margit og jeg i fællesskab at drømme om at opleve Afrika. Men at komme til Afrika helt uden at jage, eventuelt ”bare” lidt antiloper, var jo næsten ikke til at bære. Som det søde menneske Margit er, mener hun, at man skal være god ved sin mand. Så i de to dage der ikke er planlagte udflugter, kunne jeg jo prøve at arrangere jagt. Om jeg kunne? Et par jagtdage blev arrangeret! Det hørte fætter Poul og Hanne. De ville med – og turen blev bestilt!

Endelig i Paradis
Den 1. oktober (!), forsynet med diverse vaccinationer samt malariapillerne, mere end et år efter, er der afgang fra Billund til Paris, hvor der er godt fem timers ventetid, før vi over natten flyver videre til Johannesburg. Her skifter vi atter fly og flyver til Hoedspruit, som er en lille lufthavn i det nordøstlige Sydafrika. Og endelig, efter næsten et døgns rejsetid, er vi ved vort bestemmelsessted, Nyati Safari Lod-ge, som er bygget på selve flodskrænten ved Olifants floden. Da vi spiser middag den første aften kommer der to flodheste til syne på den anden side af floden. Den følgende dag kommer der ikke mindre end 23 elefanter ned for at bade og drikke i floden. Vi er i et sandt paradis i Afrikas begyndende forår. Da alt endnu er endnu tørt og vissent vil det være lettere at få øje på dyrene, men snart vil det regne og bevoksningen skyde op igen.

Vort afrikanske jagteventyr tager sin begyndelse.
Klokken fire, dagen efter, ruller en hvid Toyota 4x4 åben pick-up ind i Campen, og vor PH, den professionelle jæger, en kæmpestor, bredskuldret jæger, præsenterer sig som Ian Brown fra det nærtliggende safarifirma, Wayne Wagner Safaris (www.wagnersafaris.com). Han vil tage sig af os på jagten, men først skal vi prøveskyde de to rifler i kaliber 30.06, han har medbragt til os. Vi kører ud i terrænet og finder et sted hvor han sætter en papskive op. Der bliver nu tegnet et par små mål på den med tush. Den riffel jeg benytter, er en Sako, der er indskudt med 11,7 grams Nosler Partition. Pouls er indskudt med en 14,2 grams kugle af Alaska type. Efter nogle få skud er Ian synligt tilfreds, både med vor skydning samt vor våbenbetjening – og vi ligeledes! Vi har bestået første prøve! Vi har nu tid til en tår vand og en lille snak, hvor vi fortæller ham, at vi bare er et par almindelige danske jægere, der ikke har været i Afrika før. Det er derfor ham, som må fortælle os hvad vi må og skal gøre – og ikke gøre – og at det er ham der er Boss! Det er ikke medaljer vi går efter, men gode repræsentative dyr, gør vi ham klart. Han ser undrende på os. ”Sådan plejer mine jægere bestemt ikke at sige”, lyder det med et bredt smil. ”Jeg er sikker på, at vi nok skal få det sjovt sammen. Skal vi tage på jagt med det samme? Det kan blive meget svært at nå at finde det vildt I har nævnt, på kun to dage. Kan I eventuelt finde endnu en dag?”
Vi har afsat mandag og onsdag til jagt, hvor Margit og Hanne ville deltage i nogle udflugter. Men går det helt galt kan vi måske også jage fredag, hvor vi begge godt nok har ønsket at flyve over bushen meget tidligt om morgenen i et lille to-mands microfly.

På jagt i den afrikanske bush.
Vi bliver vækket næste morgen klokken 04.30 og det er ganske køligt, da vi oppe på den åbne safarivogn kører ud i den afrikanske nat, der begynder at bliver til dag. Vi kører langs floden og pludselig ser vi elefanter mellem træerne ved floden. Et betagende syn. Vort afrikanske jagteventyr tager sin begyndelse! Nu er jagten naturligvis det væsentlige, men bare at se vildtet, samt den storslåede natur er en oplevelse i sig selv.
I den åbne firehjulstrækker, som er forsynet med en bænk til jagtgæsterne på ladet, afsøges bushen for vildt, eller man ser et friskt spor. Opdages et jagtbart eksemplar af en af de arter man er på jagt efter, springer den professionelle jæger som oftest af, sammen med gæstejægeren. Som regel venter nu en længere gåtur, da det afrikanske vildt er meget årvågent og udmærket ved, at mennesket er dets fjende. På en meget succesfuld jagt nedlægger en jæger i gennemsnit højest to stykker vildt om dagen, men man ser naturligvis meget mere. Med på ladet var den afrikanske tracker og i reglen er det ham, der med sine trænede øjne opdager vildtet længe før gæsten, men i løbet af dagene lykkedes det oftere og oftere for Poul at være den første der ser vildtet!
Det er også ham der først blev kaldt af vognen for at pürsche i hælene af Ian. Efter formiddagens tredje resultatløse pürsch, i den mere og mere varme bush, mellem de forbandede lange torne som holder jægerne tilbage, og derfor bliver kaldt ”wait a bit”(vent lidt), stønner han højlydt, da han besværligt kravler op på ladet igen. ”Jeg dør altså snart. Det må altså snart være din tur”, lyder det stønnende fra ham. Indvendigt godter jeg mig nu lidt. Det er da utroligt så besværet han lyder. Det er også alle de cigaretter. Han når lige at få tændt en og lukket en flaske vand op, så stopper vognen atter og en bredt smilende Ian kalder atter lavmeldt på ham, før de begiver sig ud i den varmeflimrende savanne, som solen nu bager ubarmhjertet lige ned på. Atter en resultatløs pürsch følger dog for Poul.
Senere på formiddagen peger Ian ind mellem buskene til venstre, og hvisker ”zebra” – og peger på mig. Så er det nu. Af vognen, fat i riflen og bagefter Ian, Men for pokker hvor han da tager lange skridt. Jeg puster allerede noget da han vender sig om og med et bebrejdende blik viser mig, at jeg ikke må træde på det visne løv. Det larmer. Jeg forsøger at følge hans trin på toppen af de runde sten. Det gør bestemt ikke min vejrtrækning lettere, må jeg desværre sige. Jeg tænker lidt på Pouls pusteri. Mit er bestemt værre – og jeg ryger ikke. Hmm?
Endelig går Ian langsommere, sætter sig ned, peger på sin skulder, som jeg skal lægge riflen på som anlæg. Peger ind mellem buskene. Langt inde står en zebra, næsten skjult af et virvar af grene. ”Skyd kun hvis du føler dig sikker”, lyder det fra ham. Jamen for pokker. Hvordan vil en Nosler Partition kugle opføre sig i alle de grene? ”Nej, jeg vil IKKE skyde”, siger jeg. ”Ok”, lyder det så. ”Vi prøver om vi kan få den fri fra en anden vinkel – eller finde et andet dyr”. Men zebraflokken forsvinder lidt senere i galop uden skudmuligheder.
Et andet sted, en anden pürsch, står en zebra og sikrer på et meget smalt spor. Vi kan kun se forparten af kroppen vel en 60-70 meter borte. ”Gør dig klar”, lyder det fra Ian. ”Jeg siger når du må skyde, for der er føl og hopper i flokken og vi må kun skyde en hingst”. Men flokken springer nu hurtigere og hurtigere over det ganske smalle spor, atter uden reelle chancer.
Det er nu næsten middag. Det er skyfrit. Den afrikanske sol står næsten lige over vore hoveder og bager voldsomt. Den dag kom temperaturen op på 38 grader, hører vi om aftenen. Ian spørger, om vi vil hjem i Campen for at spise og hvile i middagsvarmen. ”Næ”, siger vi. ”Vi plejer nu at jage når vi er på jagt, men naturligvis. Hvis du selv synes det er for varmt, eller skal hvile?”
Længere kom jeg ikke. Med et bredt grin siger Ian at vi forsætter – men at dyrene nu ikke aktive - så vi skal ind i det tætte for at finde dem. Og så kommer firehjulstrækket virkeligt på arbejde. Han knokler vognen op mellem klippestykker mod en bjergkam hvor den langsomt går i stå og han må lade den forsigtigt glide baglæns ned og ca. 20-30 meter tilbage. Jeg når lige at undre mig over hvordan han vil vende, da han råber, at vi skal holde godt fast. Så får Toyotaen fuld gas og hopper op ad bjergsiden som en bjergged, inden den når toppen og fortsætter sin færd ned igen på den anden side. Vel nede spørger han, om det var for meget, men vi ler, og siger, at han bare kan more sig! Han slår dog lidt senere lejr i skyggen af træerne ved floden, hvor der er lidt køligere. Her drikker vi masser af vand, spiser lidt lunch og snakker meget om jagt, både i Danmark og Afrika. Kort sagt vi hygger os!

Greater Kudu i kikkerten
Da vi senere vil søge tilbage fra floden mod den varme bush, ser vi pludseligt nogle kudu krydse sporet langs floden. Der er to, tre flotte hanner i flokken, som dog hele tiden bevæger sig rundt mellem buskene på skrænterne.
Greater kudu er den næststørste antilopeart og er, med sine smukke høje spiralformede horn, et meget eftertragtet trofæ. Pludseligt ser vi en stor han stå meget skråt med bagen til og kigge tilbage mod os. ”Det er et svært skud – og den må under ingen omstændigheder komme ned på sporet. Så er der bare et par spring, og så er den i floden - og så får vi den aldrig. Skyd kun hvis du føler dig helt sikker”, hvisker Ian. Med trådkorset godt tilbage på de bagerste ribben, pegende mod kuduens modsatte skulder for at kuglen kan nå ind i de vitale dele, falder mit skud. Kuduen tegner stærkt for en bladkugle og kuglen har tydeligvis brækket den modsatte skulder som ønsket. Alligevel forsvinder den mellem buskene på skrænten, mens Ian råber, at jeg skal være klar til at skyde igen. Jeg har repeteret og ser spidserne af kuduens horn over en knold, idet den bevæger sig i spring ned mod sporet og dermed også floden. Da den når sporet kan jeg se det øverste af ryggen og skyder øjeblikkeligt mod hoften og den falder en 60-70 meter borte. Da vi vender det ca. 300 kg tunge dyr, roser Ian placeringen af det første skud, som sad som det skulle i den vinkel. Alligevel løb den altså.

Zebra igen
Ian sætter nu atter vort nervesystem på prøve samtidig med bilens terrænegenskaber. En overgang kører han så skråt og skævt på en bjergside, at baghjulene skrider lidt ned til siden, for hver halve meter. Men han skal ikke skræmme os!
Efter flere resultatløse pürsch i løbet af eftermiddagen efter zebra, står der pludseligt en helt fri mellem nogle buske. ”Hingst, skyd hurtigt”, lyder det. Og ingen af os når at se skudtegn inden dyret er forsvundet, men jeg melder et lidt højt skud. Ellers ok. Langt ude mellem buskene ser vi zebraflokken gå i stå. Ian mener derfor, at den må være inde i tykningen og tager sin egen .375 H&H med for en sikkerheds skyld. Men ca. 30 meter fra skudstedet ligger en flot zebrahingst med en lidt høj kugle, der har passeret kroppen. ”Du havde ret i kuglens placering”, siger Ian. ”Det var derfor den er gået de 30 meter. Rart med jægere der selv leverer vildtet!”

Poul på kudujagt
Eftermiddagen går på held og vi må tilbage med de to store dyr til farmen, hvor safarifirmaet har til huse med eget slagteri og kølerum. Her træffer vi indehaveren Wayne Wagner selv. Han er godt nok også en frisk gut!
Dyrene bliver læsset af og vi hører, at man aftaler, at de lokale skal have halvdelen af kødet. Resten enten sælges eller bruges på farmen.
Så kører vi tilbage på det bløde sandspor langs floden. Solen begynder at bevæge sig ned mod horisonten. Tusmørket er nær – og den afrikanske nat kommer meget hurtigt. Poul er lidt stille. Skal han ikke have en reel chance i dag?
Pludselig ser vi nogle kuduhanner springe over sporet, noget fremme. Ian hiver næsten Poul ned på jorden, og de forsvinder i buskadset langs floden, mens den afrikanske tracker og jeg bliver ved bilen. Ventetiden er lang. Snart vil mørket gøre det umuligt at skyde, men endelig falder et skud og jeg hører et tydeligt kugleslag. Der går dog endnu en tid i uvished inden jeg ser Ian komme løbende tilbage. Han fortæller, at Poul har afgivet et perfekt skud til en flot kuduhan som er faldet på stedet, men den ligger ca. 200 meter fra ham, helt oppe på kanten af skrænten. Derfor tilkalder Ian mere mandskab, som kommer sammen med chefen, Wayne.
I mellemtiden bliver der fældet flere træer mens vi kravler op til Poul i det begyndende mørke. Ian roser atter Pouls skud på ca. 200 meter. ”Jeg har aldrig før oplevet at en kudu bare klapper sammen”, siger han. Og det samme siger Wayne da hjælperne kommer, ”men kunne du ikke have fundet et lettere sted?, for kuduen skal nu bæres ned i en båre af seks mand i bælgmørke, gennem en slugt fyldt at rullesten. De seks bærere snubler ofte. Gæt engang, hvem der helt frivilligt har tilbudt at bære Pouls riffel, mens han naturligvis er med til at slæbe sin egen kudu ned?
Den store kudu bliver læsset på vognen, mens Ian siger, at Poul og jeg skal stige op i chefens også åbne Toyota pick-up. Vi skal nu hurtigst muligt hjem til Campen, idet der i aften er festmiddag. Vi er allerede for sent på den på grund af Pouls sene skud - og vi har et godt stykke at køre i den begsorte afrikanske nat.

Undskyld vi kommer for sent….
Toyotaen kører nu meget hurtigt i det bløde sandede spor, som bugter sig mellem træerne og buskene langs floden, mens vognens stærke lygter skærer gennem den mørke afrikanske nat.
Der er en utrolig intens følelse at sidde oppe i den åbne vogn og føle den stadig varme vind samt lugte de fremmedartede dufte….
Pludseligt bremser Ian i sandet. To store mørke klumper bliver nu oplyst af vognens lygter. Det er to flodheste, som vi har overrasket på sporet i mørket, men de styrter heldigvis ud i floden. Atter fuld fart på.
Men lidt efter bremser han meget hårdt, idet vi runder en busk. Lige foran vognen, oplyst af lyset fra vognen, står tre elefanter! To mindre hunner og en stor han! Det er en lidt speciel oplevelse! Ian gasser op og kører hårdt frem i et ryk, som i et angreb. Elefanterne svarer med et modangreb – og bilen må lige baglæns et kort stykke. Så fuld gas frem igen. Til sidst bliver bilens gentagne angreb dog for meget for de to hunner, som forsvinder ud i mørket og op ad skrænten til venstre for os – men nu bliver hanelefanten godt sur. Med ørene slået ud og snablen strakt i vejret, kommer han som et ekspreslokomotiv mod os. Bilen må atter vige lidt, mens Ian hvisker, at han ikke må lade elefanten tro, at modparten, bilen, er bange. Derfor må han atter og atter lade bilen ”gå til angreb”. Lidt efter tøver hanelefanten og trækker ind i mørket mellem buskene, men et øjeblik efter kan jeg se to hvide spidser komme frem mellem to buske, bare fem meter foran vognen – og i den side jeg sidder! Jeg når lige at tænke, at der kun er en 30.06 i geværholderen, men hvis Ian vil køre lige forbi spidserne, vil jeg alligevel have noget at forsvare mig med. Men naturligvis har Ian set faren. Han gasser voldsomt op og kører lige mod elefanten, gennem buskene, så grenene brækker voldsomt og kastes til alle sider. Dette bliver dog for meget for elefanttyren, som endelig forsvinder i mørket.
Så kan vi atter trække vejret. Sikke en oplevelse! Jeg glemte helt at fotografere…
Da vi noget senere er tilbage i Campen med de glade og festklædte mennesker, og har fået et hurtigt bad og skiftet tøj, får vi snart tilgivelse, da vi jo har en ret usædvanlig grund for vor forsinkelse: ”Undskyld vi kommer for sent. Vi blev stoppet af en elefant på vejen….”

Mellem løver og leopard

Dagen efter skal vi atter meget tidligt op. Turen går i dag til Kruger National Park, som er på størrelse med Jylland. Snart vil den tillige blive udvidet i nabolandet Mozambique, så den fremover vil blive på størrelse med Danmark!
Vi kører ind i parken før solopgang – og skal være her til solnedgang, atter i en åben safarivogn, dog nu på fotojagt, ikke mindst efter løve, bøffel, sort næsehorn, en elefant – eller en leopard. De fem store farlige dyr der tilsammen udgør den eftertragtede ”The Big Five” oplevelse for alle safarigæster.
Vi ser masser af dyr, f. eks. impalaer og mange andre antilopearter, elefanter, bøfler, giraffer, zebraer, gnu! Pludselig, mens vi står på en bro, hvor vi, som det eneste sted, har tilladelse til et stå ud af bilerne, ser vi en leopard komme listende langs floden. Leoparden forsvinder ind under broen og vi ser den atter, nu liggende på lur under en busk på den anden side. Den er på jagt efter nogle impalaer!
Pludselig springer den ind mellem nogle buske, og ud sprøjter impalaer til alle sider. Fik den held på jagten? Vi ser den ikke mere, men det er over to måneder siden guiderne fra Nyati sidst har set leopard, så dette er et meget sjældent syn – og så oven i købet se den jage!
På vej ud af parken ser vi pludseligt en flok løver ligge ganske nær vejen, hvor de er i færd med at æde en giraf de har slået om natten. Den unge hanløve har ædt sig så rumlende tyk, at maven dingler fra side til side. Den ligger længe og stirre stift på os, som sidder i den åbne vogn, bare ti-femten meter fra den. Så rejser den sig og går langsomt frem mod os. Jeg glemmer helt at tænke på at tage billeder af den, men siger lavmeldt til vor guide, som sidder med ryggen til løven, at den nu bare er fem meter bag ham. Han drejer roligt sit hoved og kigger sig over skulderen. ”Ja, men den er mæt”, siger han bare, og fortæller roligt videre. Da løven har kigget lidt på os, går den tilbage til hunløverne igen – og vi kan atter trække vejret!!!
Mens den afrikanske sol går ned over løveflokken, sænker nattens fløjlsbløde mørke sig med al dens mystik, sære lyde og farer. Nu er løveflokken savannens herskere. Snart vil de atter rejse sig, jage og dræbe….

Pouls dag
Onsdag skulle vi atter have været på jagt, men desværre havde Poul allerede tirsdag fået en ret alvorlig tandbyld. Han skulle derfor påbegynde en penicillinkur og fik stærke smertestillende piller, hvorfor vi udsatte jagten til fredag. Men nu er der kun én dag tilbage til at jage i, og vor aktive lokale jæger, PH’en Ian, sætter alle sejl til. Han vil finde de ønskede arter til os, om så hans Toyota skal brænde sammen, virker det!
Onsdag toppede forårets hedebølge med næsten 41 grader, men fredag er det heldigvis overskyet. Det blæser og temperaturen sniger sig ”kun” op på ca. 30 grader. ”Heldigt”, siger Ian. ”I dag kan vi jage hele dagen. I onsdags skulle vi have været i skygge midt på dagen”!
Men nu lykkes alt. Først får Poul endelig en gammel impala han fri, selvom den gamle snu han ofte gemmer sig på ”den forkerte” side af flokken, set med jægerens øjne. Den falder for en velplaceret kugle. Og efter flere forgæves pürsch lykkes det senere Poul også at få hold på en Waterbuck, som vurderes til at være ca. 11 år gammel. Efter en kort flugt slår den en koldbøtte. ”Atter et godt skud fra jer” kom det rosende fra Ian, som fortsætter: ”Det er ikke ualmindeligt, at vi skal bruge flere dage på at eftersøge vildt, som er blevet anskudt af meget rige jagtgæster, men jeres er lige til at samle op. Det kan vi bruge!”
Poul bliver nu sat på anstand sammen med vor sorte Tracker, mens Ian og jeg vil ud at kigge efter et vortesvin. Vi forlader den firehjulstrukne Toyota og trasker rundt, mens vi spejder og kigger efter friske spor. Vi er nær et bredt spor som fører gennem buskene med de modbydelige torne, og op ad en lav bjergside. Ian folder en et-benet skydestok ud, sætter den frem og peger op. ”Det er et langt skud, vil du skyde?” Jeg kigger og kigger efter det savnede vortesvin mellem buskene. ”Nej, nej. Det er impalaen helt oppe på toppen” lyder det så. Meget langt borte – helt oppe på bjergkammen, ser jeg nu noget lysebrunt i den rystende sigtekikkert, over 200 meter borte. ”NEJ TAK. Det vil jeg ikke!” Vi lister os nu ca. 100 meter op mellem de rivende buske, så Ians bare lår bløder mange steder og mine lange bukser og skjorte er godt forrevet. Atter kommer den et-benede stok frem og det lyder: ”Hurtigt nu, hunnen har hørt os. De springer snart”. Jeg ville nu hellere have brugt en to- eller trebenet skydestok, men skuddet falder og på skudstedet ligget en smuk impala han. Ikke så gammel som Pouls, men med et flot højt gevir, og et skind så flot, at jeg også vil havde det med hjem, ligesom zebraens!

Blandt slanger og skorpioner
Når vi i mørket skal frem eller tilbage mellem vor egen bungalow og hovedbygningen, skal vi altid føres af en af de indfødte, som lyser på stien for at sikre, at der ikke er slanger foran os. Til trods for man fortæller, at de lige før vor ankomst har skudt tre sorte mamba, som de havde overrasket i et træ nær indkørslen, tror fætter Poul naturligvis ikke på, at der kan være slanger ved husene. Han går ofte – også uden lommelygte - over til køkkenet for at redde sig en kop kaffe eller øl ekstra. Og at ryste sine sko eller støvler for at sikre sig, at der ikke sidder en skorpion, før man trækker dem på, er da helt unødvendigt!
Den sidste jagtdag havde tæret kraftigt på hans beholdning af cigaretter. Han går op til Campens lille butik for at redde sig en pakke. Pludselig ser han en bevægelse i græsset. Han tilkalder en af de indfødte piger som henter chefen. Han er ekspert i slanger. Fortæller, at det er en spyttende kobra. Får den til at spytte nogle gange i sin skjorte inden han fanger den, hvorefter han takker Poul for at han nu også har denne i sit terrarium….
Dette underholder vi med om aftenen ved bordet. Poul vil nu godt gå med lommelygte for at sikre sig, at der ikke er slanger på stierne, men ryste sine sko. Nej, det er for pjattet. En mand på den anden side af bordet fortæller da, at han om morgenen har fotograferet en skorpion i håndvasken. Om fætter Poul vil se billedet?

Farvel til løvernes land
Vor spændende uge i ”løveland” er nu slut. Vi drager videre mod syd. Et hop på 2.000 kilometer. Vi skal nu besøge nogle vingårde og smage mere på Sydafrikas pragtfulde vine. Derefter afslutter vi vort besøg i millionbyen, Cape Town. Men det er en helt anden historie!
Dog ser vi hvaler og pingviner ved kysten og helt ude på Kap Det Gode Håb ser vi atter en stor sjældenhed. Her lever nogle ganske, ganske få, meget sjældne zebraer. I stedet for de sorte striber, har disse brune striber – og under maven er den helt hvid. Det er Cape Mountain zebraen. Vor guide har ikke set disse zebraer i næsten et helt år, men på vor vej tilbage til storbyen, ser vi tre af disse smukke og sjældne skabninger.
De bliver os et smukt farvel til Afrika.

På det afrikanske sprog swahili betyder safari at rejse. Om følelsen af at være et med naturen og opleve Afrikas drama på nærmeste hold, skrev Karen Blixen:

”Der er noget ved safariliv, som gør, at man glemmer alle livets sorger og føler hele døgnet, som om man havde en halv flaske champagne i sig – ganske opfyldt af den mest inderligste taknemmelighed over, at man lever”.

Men ulempen er, at uanset om man er på safari med sigtekikkert eller kamera, er jagten under Sydkorset stærkt vanedannende!