To »skæve« skud

af Finn Østergaard

10 tyske afskudsbukke

Du kender nok begrebet: Skæve eksistenser, dvs. personer som er anderledes og som ikke lige passer ind i billedet af samfundet. Jeg tillader mig hermed at overføre begrebet skævt til et skud der ikke lige blev som ventet!
For hånden på hjertet. Kan vi alle sige os helt fra et uheldigt - eller måske bare et ”skævt” skud på et tidspunkt? Afvise, at alle vore skud altid træffer som vi ønsker, at vore riffelskud altid ender som planlagt - eller som det perfekte bladskud, som man jo næsten altid læser om? I så fald skulle vore schweisshundefolk jo således også være arbejdsløse, hvad de jo ikke er! Vi har jo her i årets jagtmagasin tidligere foreslået, at man også fortæller om situationer når jagten eller skuddet måske ikke lige netop blev helt som forventet. Derfor hjælper det jo ikke, at foreningens redaktør selv stikker hovedet i busken! Så her følger en beretning om et par skud som ikke lige var som forventede. (måske ikke mindst fordi der sidst var et par lokale vidner som har truet med at sladre!)

Vestjylland, januar 2004
I parolen lød det bl.a.: Der må skydes hind og kalv, ikke hjort! Skån førerhinden. Kalv før hind. Knæk og bræk!
Det var derfor med store forventninger jeg forlod den lokale skovfoged og stille gik ind ad det smalle snedækkede arbejdsspor mod den nye hochsitz. Min første tanke var, at der her ikke var meget plads at se eller skyde på. På begge sider af det smalle spor var der kun ganske lidt plads mellem de mange tætstående mørke granstammer. Jeg krydsede en mægtig veksel i sneen bare ca. 50 meter før hochstanden, men desværre ville min fært drive netop denne vej. Derfor anbragte jeg mig så jeg kunne se til begge sider ad sporet. Magasinet blev sat i og en af de blanke og velvoksne 9,3x62 patroner blev stille skubbet frem i kammeret. I lommen lå et reservemagasin klar med tre andre bønner. Man ved jo aldrig…

Der var helt stille i skoven. Ikke en vind rørte sig og jorden var dækket af et hvidt snetæppe. Herligt! Der bare var gået tre kvarter da der pludselig lød som om der kom en hel flok heste travende. Heste her? Nej da. Vel en 70 meter til venstre brød en rudel kronvildt ud af en tykning og travede frem mod sporet mellem de tætstående granstammer. Desværre er jeg jo linksskytte og riflen pegede nu den forkerte vej. Samtidig med at løbet blev svinget til venstre, kom håndkikkerten op for at vurdere flokken. Desværre først mens den passerede sporet. Der var ikke hjort imellem, kunne jeg nå at konstatere, men rudlen klumpede så det var umuligt at få et dyr fri. Bagerst i flokken var der to kalve som imidlertid dækkede for hinanden. Inde mellem stammerne på den anden side stoppede førerhinden og rudelen klumpede atter sammen. Umuligt at afgive skud. Atter satte rudlen sig i gang, men stoppede og klumpede atter sammen ca. 60 meter fra mig, inde i mellem de tætstående granstammer, lige inden højkoven blev til tæt tykning. I et meget lille mellemrum mellem to granstammer kunne jeg atter se de to kalve som dog stadig dækkede for hinanden. Og bag dem kunne jeg lige se bagparten af det nu sidste dyr som var et ungt dyr, idet det jeg kunne se af det, var klart mindre end førerhinden. Resten af dyret var dækket af granstammerne. Kikkertens trådkors fulgte nu de to kalve i deres trippen om hinanden uden at give mig mulighed for et reelt skud. Så satte rudlen sig atter i bevægelse og de to kalve forsvandt. I det samme gled det sidste dyr frem i åbningen mellem de to træer. I et brøkdel af et sekund gled trådkorset frem over dyrets skulder og skuddet faldt. Rekylen og en ny patron i kammeret fjerner et øjeblik synet af krondyret.

Men rudlen havde øjeblikkelig samlet sig i en klump igen, inden den derefter forsvandt bagud i tykningen. Tilbage sad en jæger med et spørgende blik. Det gik pludselig så stærkt. Hvad skete der? Og jeg må ikke forlade hochstanden – og ikke skyde i denne retning mere, da dyret ikke ligger synligt!
I mellemtiden var der trukket nogle meget mørke skyer ind over området og de åbnede sig nu med nogle meget store, tunge snefnug som snart blev til et kraftigt snefald. Senere kom endnu en rudel kronvildt til syne mellem de mørke granstammer, men denne gang til den anden side på den veksel hvor min fært naturligvis sendte dem langt bort.

Da jagten endelig var slut kunne jeg så forlade min post med stor spænding. Holdet var da godt. Og med den kugle burde den da for pokker ligge derinde i mellem de mørke stammer…
Først ud af sporet for at forsøge at finde det sted hvor rudlen havde krydset sporet, men ak. Sneen dækkede alt! Så tilbage til hochstanden og ind mellem stammerne.

Jo! Der ligger det! Det unge rødbrune krondyr lå på det tykke tæppe af nyfalden hvid sne inde i halvmørket mellem de mange mørke slanke granstammer, som stod så tæt. Den 15 grams tunge Oryx kugle fra ”brummeren” havde gennemboret begge skulderblade og det flotte dyr var blevet slået omkuld monumentalt på skudstedet. Jeg burde jo så være ganske tilfreds, men hvorfor lød ordene ”Tod ist Tot”, eller på pæredansk, ”død er og bliver død”, så igen og igen i mit hoved, mens jeg, for mit indre syn, pludselig genså Förster Reinholds alvorlige og anklagende blik, som det havde været for en del år siden i Tyskland?

Tyskland. 1995
De ord blev nemlig sagt helt tilbage i maj 1995. Vi var dengang fem danske jægere, Sten, Peter, Hans og Erik og undertegnede, som var på pürschjagt i et 1300 ha. stort vildtvoksende skovområde med nogle meget store enge som randområder i Mecklenburg Vorpommeren. Ikke mindst på disse enge udenfor skoven var der meget råvildt at se. Vi havde hver fået lovning på en af revirets bukke, som ifølge tyske normer betyder, at det skal være en buk der har aftjent sin værnepligt, altså være en gammel afskudsbuk eller på anden måde være uønsket i avlen.

Det siger sig selv, at det her gælder om at se sig godt for før pegefingeren bliver krummet. I løbet af et par dage havde vi hver leveret en buk efter forskrifterne, men vi havde jo aftalt at være på reviret en uge, så tilladelsen blev efterhånden øget til to bukke for hver af os. I løbet af de følgende dage fik de andre så deres anden buk. Jeg havde imidlertid set en ganske speciel buk som jeg havde efterstræbt i nogle dage.
Det var en gammel arrig bukkefanden med et par meget høje, sylespidse ”strikkepinde”, helt uden sprodser, som ragede godt op over ørerne, hvor de mordiske elfenbensspidser lyste hvidt og faretruende. Den stod aldrig stille, men fór rundt på de meget store engarealer og bankede alle de andre bukke. Nogle gange var den langt mod øst, næste gang langt mod vest osv. Aldrig var den dog så tæt ved en af de hochsitze jeg sad i langs skovkanten, at et skud var forsvarligt.
Den sidste morgen vi var på reviret, havde jeg atter set den jage rundt med andre bukke som flygtede rædselsslagne for den gamle sure satan, med de farlige, mordiske dolke på hovedet, men atter var det som om den vidste hvor jeg befandt mig, for den var aldrig i nærheden. Efter morgenmaden lagde jeg mig hurtigt for at sove inden jeg atter tog ud. Nu skulle det være. Allerede kl. 15.00 satte jeg bilen ved en kanal næsten en kilometer fra skovkanten og listede forsigtigt frem over engene til skovkanten hvor jeg kravlede op i en hochhsitz det sted hvor jeg havde set ham gå i skoven om morgenen. Solen skinnede fra en høj, blå himmel. Ikke en vind rørte sig. Det var varmt. Heller ikke dyrene var oppe at stå. Og jeg blev søvnig. Krummede mig sammen oppe i hochsitzen og blundede vel en times tid eller mere. Radbrækket stablede jeg mig på højkant og skulede forsigtigt ud over kanten. Nej. Alt var stadig dødt. Først da dagsheden begyndte at blive afløst af aftenens kølighed, begyndte de forskellige dyr at rejse sig rundt om på engene, men hvor var han dog? Det begyndte at skumre og efterhånden begyndte det også at blive lidt diset. Skulle jeg da slet ikke se ham her denne sidste aften på reviret???
Langt borte på nogle enge ved naboskoven mod syd kunne jeg også se nogle dyr. Et af disse begyndte nu at trave den lange vej over engen. Passerede markvejen hvor jeg havde parkeret og kom nu langsomt ned mod skoven hvor jeg sad. I kikkerten forsøgte jeg at adskille disen og det begyndende tusmørke for at se hvad det var for et dyr. Hmmm. Det var da vist bare en rå? Men efterhånden syntes jeg, at jeg kunne skimte noget mellem ørerne. Efterhånden var den ved at være omkring 200 meter fra mig. Da kunne jeg se at det det var ”ham”. Og så lagde han sig bare i græsset! Jeg fløjtede. Jeg piftede. Jeg råbte så højt jeg kunne! Han blev bare liggende. Og det blev mere og mere mørkt.
For en god ordens skyld skal der lige nævnes, at man i Tyskland har et begreb der hedder ”Büschenlicht” eller på dansk, skydelys. Det er således op til jægeren at vurdere, om der er lys nok til at bedømme vildtet sikkert - og skyde sikkert! Her er frihed under ansvar!
Jeg overvejede stærkt at blive deroppe i hochsitzen helt indtil næste morgen, men var klar over, at de andre snart ville sætte en redningsaktion i gang – for jeg havde jo nu været af sted i 10 – 11 timer!
Nedtrykt forlod jeg i en stor bue stedet og kørte tilbage. De andre havde naturligvis spist og var nu ved at fejre resultatet af jagten. Jeg måtte jo så fortælle om den lange dag og aften uden resultat og sluttede med at sige, at bukken havde vundet! Vor tyske ven sagde da, at han nu havde set bukken og at han godt nok meget hellere nu skød vildsvin end råbukke, men at netop den buk var SÅ speciel, at såfremt jeg ikke skød den, ville han selv jage den bagefter! Selvom vi skulle køre hjem den følgende dag mente han derfor, at jeg atter skulle forsøge. Skulle køre om til den anden ende af skoven. Sætte bilen der og i nattens mulm og mørke liste ind ad en skovvej. Derefter til højre ind langs en kanal og til sidst følge vildsvinevekslerne i underskoven helt ud til skovkanten, hvor jeg så ville finde den selvsamme hochsitz. Så stødte jeg jo ikke bukken såfremt han stadig lå ude på de store enge. Men det skulle være mens det var helt mørkt! Som sagt så gjort, men det var nu en meget ”spændende” pürsch i mørket mellem områdets vildsvin, som jeg dog ikke hørte – eller så - noget til. Det var derfor stadig mørkt, da jeg satte mig tilrette i højden. Nu skulle det være! Det var absolut sidste chance!

Endelig sejr!
Efterhånden svandt mørket og dagens begyndende grållys tog over. Jagtens spænding kunne bestemt mærkes i kroppen! Desværre kunne jeg dog efterhånden konstatere, at den mørke plet på engen ikke var bukkens hoved, men bare en tot græs. De kendte råer og andre almindelige bukke rejste sig en efter en, men ”han” manglede stadig. Himlen rødmede i øst og siden begyndte solen at komme frem og strålerne at falde ned langs skovkanten. Pludselig anede jeg en bevægelse ud af højre øjenkrog. Ca. 120 meter fra mig var et dyr trådt frem fra skovkanten. Kun forkroppen var synlig. Er det ham er der ikke tid til håndkikkerten. Han står jo kun stille i ganske få sekunder før han ville race ud for at slås. Da riffelkikkerten kom på dyret, kan jeg straks se at det er en buk på grund af dyrets rejsning og da han drejer hovedet falder solens lave sarte morgenstråler på noget helt skarpt hvidt over hans ører. De hvide mordiske spidser! Det er ham! Øjeblikkelig falder skuddet og han tumler ind i en busk i skovkanten og kommer ikke mere til syne.
Jeg fik ham! Jeg fik ham! Jeg fik ham til sidst! En stor og varm glæde strømmer igennem mig. Jeg har faktisk lyst til at udstøde de store hanabers gjaldende kampbrøl som tegn på sejr!!!
Længe sad jeg og nød tankerne om bukken, i solens begyndende varme, oppe i hochsitzen. Glædede mig til at vise ham for Reinhold. Så ville jeg nyde synet af bukken selv og listede frem til busken. Jo, der ligger han med hovedet inde i busken. Jeg nyder synet af den røde krop lidt inden jeg trækker ham helt ud i lyset.

Men?
Jammen for fan… da. Det er jo slet ikke ham? Den er endda slet ikke færdig fejet! Yderst på spidserne sidder stadig lidt bast, men lige derunder er opsatsen helt og aldeles jomfruelig hvid. Derfor troede jeg jo fuldt og fast at det var ”ham”! Jeg er dybt chokeret og er ganske klar over Förster Reinholds reaktion! Hvordan fortæller man, at man har skudt den forkerte buk? Skamfuld kører jeg tilbage til gården. Hænger bukken op i hans kølerum, som er i en militærtrailer, som russerne har ”glemt” i farten og som også er tilladt at benytte af områdets lokale jægere, og kravler træt og skamfuld i seng for at forsøge at få et par timers søvn inden huset vågner.

Tod ist Tod!
(død er og bliver død!)
Da jeg atter kommer op fra sengens varme trøst kan jeg ikke finde Reinhold og fortælle ham om min dumhed, men da vi sidder bænket i køkkenet ved mogenkaffen træder han pludselig ind ad døren, og inden jeg kan nå at sige noget, spørger han om jeg kender noget til den nye buk der hænger derude?
Stammende fortæller jeg, at jeg har skudt den forkerte buk, og forsøger at forklare, men han afbryder mig øjeblikkelig mens han kigger på mig med et vantro og uforstående blik: Den forkerte buk??? Den forkerte buk??? Tja. Tod ist Tod! Og med de ord går han atter ud……..

Heldet følger den enfoldige…
Efter morgenkaffen går jeg i gang med at flå hovedskindet af for afkogning og vejning. Reinhold og en anden tysk gæst kommer forbi, og han siger dens vægt bare vil blive skønnet fordi vi nu snart kører hjem. Han er sur!
Jeg fortsætter nu alligevel og under flåningen finder jeg en stor knude på en af bukkens underkæber og kalder ham derfor atter tilbage.
Med kniven trykker han lidt på knuden og gult materie vælter straks ud. Han fortæller mig da, at dyret er sygt. At det er derfor det ikke har fejet færdig og at det faktisk ville blive forværret og at bukken til sidst ikke ville kunne tage føde til sig og dø af sult, idet kæbebenet er helt blødt og svampet ved knuden og snart vil være brudt over.
Med et vist ironisk glimt i sine øjne giver han mig derpå sin hånd og roser mig for at have reddet bukken fra et sådant endeligt: ”Waidmannsheil. Det var et ægte ”Hegeabschuss”. Hvorpå jeg kun kan svare, at vi jo i Danmark har et ordsprog der siger, at heldet følger de enfoldige. Freden er atter genoprettet, men alligevel….

Tilbage til nutiden
Disse tanker fra mine oplevelser i Tyskland fra dengang er vendt tilbage, mens jeg står og ser på det flotte unge krondyr der ligger på den hvide sne.
For det er nemlig en spidshjort. Fandens også!!!
Atter engang er det gået for hurtigt!!! Godt nok er det bare et par elendige spidser, knap nok det halve af ørehøjde, men alligevel er det jo en spidshjort! De små spidser bevirker dog, at jeg til en vis grad godt nok senere får syndsforladelse af jagtledelsen, men alligevel….
Mens kronvildtet bliver gjort klar til paraden, træffer jeg et par kendte lokale mennesker. Lars Peter og Robert. Som de venlige mennesker de er, spørger de naturligvis til mit resultat – og lyve vil jeg nu ikke – så måske er det bare derfor jeg nu også fortæller DIG om disse to ”skæve” skud. For vi er jo alle bare mennesker, er vi ikke???????