Skriv en historie til årsmagasinet!
- for vi er på jagt efter gode jagthistorier...

Kære medlem
Et travlt jubilæumsår er ved at gå på hæld. Et år som bestyrelsen på mange måder har set frem til med spænding. Spænding fordi meget skulle klares.
Foreningen er synlig, har opmærksomhed, og er stadig i fremgang. Nu skal vi videre!

Jubilæumsudgaven af foreningens jagtmagasin var jo udvidet med omkring 40 sider i forhold til ”normaludgaven”, som vi nu vender tilbage til, for atter at skaffe overskud for tilskud til vildtplanter! For en redaktør er det atter meget glædeligt, at der er kommet mange gode fortællinger til dette års årsmagasin fra jer medlemmer.

Derfor beder vi dig også allerede nu om en fortælling til næste år! Skriv din egen jagtfortælling, og send den meget gerne via mail. Tænk ikke på evt. fejl. Vi skal nok rette efter bedste evne efter vort motto: Skrevet af jægere – for jægere!
Din fortælling behøver ikke at fylde flere sider, men du er ikke bundet af pladshensyn, og husk billeder, som du naturligvis vil få retur. Husk i øvrigt at gå tæt på når du tager billeder – for et godt billede kan ofte fortælle mere end mange ord!
Deadline er den 1. oktober. Har du en historie på vej til lidt senere, skal vi dog have et praj for at kunne reservere pladsen!

HUSK: Alle der får en eller flere fortællinger bragt i vort jagtmagasin vil få en flaske jagtvin overrakt ved den kommende generalforsamling.
Kan du slet ikke få gang i maskinen eller computeren kan du eventuelt kontakte undertegnede. Så finder vi nok en løsning.

God fornøjelse med årets jagtmagasin. Tak for i år – og knæk og bræk i det kommende år.

Finn Østergaard
Redaktør

P.s. Jagt med respekt
Giv vildtet den respekt det fortjener. De fleste ikke-jægere har nemlig som sådan ikke noget imod jagt, bare det sker på en fornuftig måde og med respekt for vildtet. Lad os glædes ved jagten – og jagt med respekt for vildt og omverden!