Ammunition i fly
Når ammunitionen skal med i flyet, skal den være korrekt emballeret, ellers må man rejse uden.
Kun originalemballage og de særlige patronæsker accepteres af lufthavnsmyndighederne.
Lufthavnen
For en del jægere bliver den hjemlige lufthavn en uønsket forhindring, hvis ikke ammunitionen er korrekt emballeret. Redaktionen har været i kontakt med en række jægere, der inden for den seneste periode har været i karambolage med luftfartsmyndighedernes krav til sikker transport af jagtammunition. Angiveligt på grund af forkert rådgivning fra et af lavprisflyselskaberne.
Derfor iler vi her med den korrekte information.
Korrekt emballage
I virkeligheden er denne sag meget enkel. Lufthavnenes sikkerhedspersonale, som skal sørge for at sikkerheden overholdes i flyene, må kun acceptere ammunition der transporteres i originalemballagen og i de særlige ammunitionsbokse, hvor patronerne ikke ligger og rasler mod hinanden. PUNKTUM!
Hverken patronbælter, patronpunge eller andre snedige systemer finder nåde for sikkerhedsfolkenes blik. Og vigtigst af alt. Disse mennesker gør blot hvad de har fået besked på. De kan ikke selv bøje eller fortolke reglerne.
Møder man op i lufthavnen med forkert opbevaret ammunition, kan man ikke få det med på rejsen.