Af Jakob Christensen

Efter at have været i Polen på bukkejagt nogle gange, samt også fået en del bukke på "samvittigheden", begyndte drømmen om at skyde en kronhjort så småt at spire i mig for flere år siden. Jeg syntes dog ikke rigtig at jeg kunne finde pengene til det. Men i efteråret 2004 var en del af mine jagtkammerater af sted på hjortejagt, og deres fortællinger om hjorte der brøler var så spændende, at nu ville jeg ikke vente mere. Heldigvis havde Karsten, Svend Åge og Mogens det på samme måde, så vi kunne sagtens lokke hinanden - og det er jo sjovere at rejse nogle stykker sammen. Vi fik tilbud fra tre jagtrejseselskaber. Der var et af tilbuddene der lød rigtigt spændende, og jagtreviret lå ikke så langt inde i Polen, så det blev hurtigt valgt. Men der var jo stadig 300 dage til vi skulle af sted, så der var rigtig mange nætter til at drømme om store brølende kronhjorte. Men forventningens glæde er jo som bekendt altid stor.

Første t.v. Svend Åge. Nummer 4 t.v. Mogens. Nummer 6 t.v. forfatteren (hvis nogen er i tvivl?). Nummer 7 t.v. Karsten.

Hjortefeber
Endelig er det den 11. september. Vi er klar til at køre, og turen gennem Tyskland går fint. Vi finder hurtigt frem til vores indkvartering i Polen. Det er et rigtigt dejligt hus, bygget til jagtgæster. Vores tolk, og de lokale jægere der skal gå med os de næste fire dage, er der allerede, og vi er hurtige til at få spurgt om der er gang i brunsten. Men desværre! Der er ikke meget hjortebrøl endnu pga. det varme vejr, men de mener, at vi nok skal få chance for hjort alligevel. Efter en rigtig god gang middagsmad er vi klar til jagt. Min jæger, Kryzstof, spørger mig, om jeg helst vil pürsche eller sidde i hochsitz. Jeg vil helst ud at gå, men siger, at det også er ok at sidde i hochsitz, hvis chancen er større ved det. Så tager vi ud i skoven og kravler straks op i en hochsitz…. Det er jeg lidt træt af, men det er jo ham der er den erfarne, så det er jo bare om at lære. Ti minutter efter vi har sat os, kan vi høre en hjort brøle et stykke vej fra os. Så er der afgang! Stille og roligt bevæger vi os tættere og tættere på hjorten, og Kryzstof er overbevist om at det er en gammel hjort. Det er helt fantastisk at høre hjorten brøle så tæt på. Det giver helt kuldegysning! Hjorten bliver ved med at flytte sig, og vi kan ikke komme tættere på pga. noget sump mellem os og hjorten. Vi må derfor flere gange tilbage for af finde et sted vi kan komme over. Pludseligt ser vi en hind og en spidshjort ca. 100 meter fra os. Ved siden af dem kan jeg lige ane et stykke gevir. Det er slet ikke til at fatte, at man allerede på den første pürsch har en hjort for! Så træder den et skridt frem og jeg har frit skud til bladet.

Kryzstof siger at jeg kan skyde, men gennem sigtekikkerten kan jeg se, at den kun har en stang med 5 ender, og at den anden er knækket af helt nede ved rosenkransen. Jeg bliver på en gang skuffet og glad. Glad, fordi at jagten simpelthen har været så spændende, og det er som om sjælen ikke rigtig er med endnu. Det ville næsten have været for hurtigt at skyde hjort på første pürsch! Skuffet, pga. den ene stang. Kryzstof er også skuffet, og spørger, da vi kommer hjem, hvorfor jeg ikke skød. Men da jeg gennem vores tolk får han forklaret grunden, kan han også godt forstå det.

Morgenen efter, ser vi kun lidt kronvildt. Og der er ikke meget gang i brøleriet. Da vi komme hjem til huset, kan jeg straks se på Karsten at han har skudt hjort. Han er malet i hovedet med hjorteblod og står med en cigar i den ene hånd, og en dansk Hof i den anden. Så bliver der fotograferet, og vi får vel også en lille en!

Om aftenen kører vi ud til et nyt område. Her sætter vi os i en lomme ind i skoven. Kun et kvarter senere kommer en flok hinder og kalve ud. Inden længe er der 15 hinder og kalve og 3 hjorte. De to er spidshjorte og den tredje en rigtig fin 10-ender, men den er for ung til afskydning, så den sidder vi blot og nyder! Pludselig er der en hjort der begynder at brøle i skoven lige frem for os. Det er tydeligt at se på den unge 10-ender, at den bliver nervøs. Det er nu ved så småt at blive mørkt, og hjorten, der brøler i skoven, kommer tættere og tættere på, kan vi høre. Pludselig kan vi se at den kommer løbende ud mod den unge hjort, og jager den væk. Kryzstof siger, at det er ok jeg skyder, og idet den lægger hovedet tilbage for at brøle, slipper jeg kuglen. Jeg ser lige at hjorten falder sammen på skudstedet. Det hele er gået så stærkt og jeg har hjortefeber så det batter. Vi går ud til hjorten med det samme. Den ligger og slår med hovedet, trods en rigtig god bladkugle, så jeg giver den et fangstskud på halsen, for en sikkerheds skyld.
Da går det op for mig hvilken hjort det er jeg har skudt! Den er endda større end hjorten i mine drømme! En rigtig flot ulige 14-ender på 12-13 år. En moden hjort, skudt lige midt i dens harem af hinder - og så mens han brøler! Alt er perfekt!

Flere drømme?
De resterende dage er jeg ude at kigge efter vildsvin, men de er ikke særligt meget for at komme ud på markerne hvor vi sidder. Mogens skyder en fin 12-ender hjort den sidste aften, og Svend Åge skyder en fin seksender buk den sidste morgen.
Kun Svend Åge får ikke en hjort med hjem, men han siger, inden vi kører dernede fra, at han vil komme igen til næste år efter en hjort.

Og han kan jo ikke rejse alene, vel???

T.v. Kryzstof og Jakob. Da Jakob tog af sted til Polen havde han 150.000 kr. i friværdi i sit hus. Mon han stadig har det efter den mega hjort?