Fældefangst

Af Anders Holberg

Her ser du den færdige fælde.


Fældefangst er en ældgammel jagtmetode, som i visse lande stadig udøves som en væsentlig del af jagten på pelsvildt. I Danmark har fældefangsten ændret sig markant gennem de sidste 40 år, i takt med en naturlig fokusering på dyrevelfærd, og tidligere tiders barske midler er for længst forsvunden. Selve jagten med fælder forsvandt med jagtlovsrevisionen i 1993, og begrænsede sig til regulering af enkelte skadevoldende rovdyr. I 2004 blev loven igen lempet og der blev igen åbnet op for regulering af krager og skader ved brug af fælder. Efterhånden er der en hel generation af jægere, som ikke kender til brugen af fælder og den teknik, som gør fældefangsten til en succes. Det er en skam, da de relativt begrænsede anvendelsesmuligheder vi har i dag, sagtens kan give et godt resultat i vildtplejen.

Husskaderne må fanges i perioden 1. marts til 15. april, mens kragerne må fanges fra den 1. marts til den 30. april. Reguleringen skal ske efter de generelle regler for brug af fælder, hvilket blandt andet betyder, at fælden skal være således indrettet, at de fangne fugle ikke skades eller dræbes, og at fuglene ikke kan komme i fysisk kontakt med hinanden. Brugen af levende lokkefugle er generelt ikke tilladt i den danske lovgivning, men som lokkemiddel kan æg i en rede bruges.

Fældefangst af krager og skader må kun udføres af personer med gyldigt jagttegn, og man skal endvidere være opmærksom på, at der fra jagtåret 2005/2006 vil komme en særlig rubrik i vildtudbytteskemaet, hvor udbyttet af krager og skader, der er fanget i fælder, skal opgives. Vi vil i Askov/Malt Jagtforening gerne opfordre til, at man gemmer disse oplysninger, således vi som forening kan se succesen af vores indsats. Hvis man vil vide mere, kan man hente oplysninger om fældefangst på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside: http://www.skovognatur.dk/
Den 4. februar, kl. 9.00, afholder Askov/Malt Jagtforening en hyggelig ”fældedag”, som vil stå i træsløjdens navn. Den afholdes hos tømrer- snedkerfirmaet Morten Oxlund, Industrivej Vest 4. Vejen! Her kan man nemlig lave sin egen fælde, enten helt fra bunden eller som samlesæt. Samlesættet består af tømmer, som er opskåret i korrekte længder. Således er det kun selve samlingen der skal foretages. Et godt job for børn og deres forældre eller bedsteforældre. Hvis ens fælde, mod forventning, ser forkert ud, har Ole Lautrup lavet en prototype, som vi kan se efter. Værktøj, søm og skruer vil være til rådighed denne aften, tag dog gerne eget værktøj med, såsom boremaskine etc. Pris for materialer til en fælde bliver kr. 230,00.

Derfor tilmelding og betaling for materialer senest den 20. januar til Bent Knudsen på tlf. 75 36 13 80.