Hjortejagt Polen 2005

Af Ole K. Hansen

Vores debut med hjortejagt havde vi i 2004, hvor jeg selv og Marie hver fik skudt vores første hjort. Polensjagt 2005 skulle så egentlig kun bestå af bukkejagtsturen, som vi havde i maj, men trods en meget succesfuld bukkejagt, trak det meget efter en hjortejagt, og vi valgte at prøve kræfter med de polske brunsthjorte igen.

Brunsttid
Vi valgte samme revir som i 2004, og koblede os på samkørselsturen som JM Jagtrejser arrangerede. Tidspunktet for en sådan tur hvor flere jægere følges ad, må nødvendigvis lægges på et tidspunktet hvor brunsten er igang på de fleste revirer. Desværre var dette tidspunkt ikke sammenfaldende med den periode hvor brunsten plejede at falde på vores revir. Set i bakspejlet skal man nok prioritere revirets forslag til tidspunkt højere, end glæden ved at følges med andre. Hjortejagt er svært nok i forvejen, så man kan lige så godt prøve at få de bedste kort på hånden. På vores revir kunne de berette at brunsten faktisk hvert år faldt i tidsrummet 20-26 september, velvidende at den mange andre steder faldt væ-sentlig tidligere. De kunne derfor ikke forstå at vil ville komme så tidligt som vi gjorde (17-21 september). Og ganske rigtigt, så var brunsten ikke i gang. Der var lidt brølen i skoven, men slet ikke i samme omfang som året før, hvor vi jagede 23-27 september. Dog måtte vi selvfølgelig forsøge at finde hjortene alligevel.

Skov og sump
Jagterne foregik dels inde i skoven , og dels ude på nogle store åbne sumpområder. I skoven, så man ikke så meget, men hvis man så noget, var det typisk på skudhold. I sumpområdet så vi rigtig meget kronvildt, men da området var meget stort, og svært fremkommeligt var det ofte på for lange afstande, og på nogle steder hvor man ikke kunne pursche grundet kanaler og sumpet bund. Da vi jo ikke hørte hjortene brøle ret meget i skoven, var det svært at komme tæt på dem, så en del af tiden brugte vi i sumpområderne. Der var mange spændende jagter i sumpområdet, og selvom det mange gange var ”lige ved”, så havde vi stadig ikke skudt hjort da vi skulle afsted den sidste morgen. Skudchancer til såvel bukke som vildsvin havde vi dog haft, men for ikke at forstyre hjortene i området, anbefaledes det at der ikke blev skudt til andet vildt, inden man havde nedlagt en hjort.

Sidste morgen
Denne sidste morgen blev dog også ret begivenhedsrig. Marie så en rigtig stor hjort, som hun dog ikke skød til. Dels skulle jagtføreren sikre sig at det var en afskudsbar hjort, og dels skulle Marie lige overveje hvad sådan en fyr nu ville koste. Hjortens gevir vejede formodentlig 7-9 kilo (gammel kraftig 12 ender) og prisen kunne godt gå hen og skulle regnes i månedslønninger i stedet for ugelønninger. Efter hjemkomsten er hun stadig glad for ikke at have skudt den.
Jeg selv sad, den sidste morgen, i en hochsitz hvor vi aftenen før, i tusmørke på 300 meters afstand, havde set en stor hjort. Den store hjort kom dog ikke frem. Men pludselig kom der en 10-ender hjort til syne til venstre for hochsitzen. Hjorten gik sammen med nogle hinder og kalve 175 meter væk, i noget høj græs. Umiddelbart virkede den polske jagtfører ikke særligt interesseret i hjorten, han spejdede stadig efter den større hjort fra dagen før. Jeg begyndte at tage riflen op, og pegede på hjorten, hvorefter han begyndte at studere hjorten i kikkerten. Det var en ung hjort på 4-5 år, så det var vigtigt at han fik den vurderet korrekt. Hvis en ung hjort sætter op med krone, og et kraftigt gevir, må den absolut ikke skydes. Hvis den derimod ikke har krone, og er lidt spinkel, skal den skydes væk. Efter at have studeret den nøje blev den frigivet til afskydning. Jeg ville gerne skyde den - det var den sidste af de planlagte jagter, og jeg havde stadig ikke skudt noget. Riflen kommer op, og trådkorset hviler sikkert og stabilt på bladet, der trykkes på aftrækkeren, KLIK. Kun et lille klik ikke andet. Det var utroligt, en klikker, lige præcis nu. Riflen åbnes, men patronen er ikke anslået. Der lades og jeg finder atter sigtet, men igen KLIK. Instinktivt sigter jeg ud over åben mark da jeg åbner riflen, heldigvis, for ved berøring af ladegrebet affyres riflen. Det var da fremskridt, nu lykkedes det ligefrem at få riflen til at gå af. Hjorten stivner og strækker hals og stirrer mod hochsitzen, hvor jeg forsigtigt genlader. Sigtet findes igen, men for tredje gang høres det efterhånden velkendte KLIK. Ikke så højt et klik, som normalt, men et eller andet klik fra aftrækssystemet. Tankerne løber nu hurtigt - hvad skal gøres. Ved sidste skud blev skuddet affyret ved berøring af ladegrebet, måske det kan lade sig gøre igen. Skydestillingen er god i hochsitzen, og jeg holder sigtet på hjorten, flytter hånden om på siden af riflen, berører ladegrebet, og skuddet afgives. En brugbar løsning, men ikke det mest behagelige når det er 18,5 gram der skal sendes afsted.

Hjorten springer lodret op i luften, løber 10-15 meter, og vælter omkuld i det høje græs. Jeg følte mig sikker på at hjorten var ramt godt, og lå død derude. Heldigvis, een ting er at skulle skyde fra hochsitz med ladegrebet, men at skulle afgive fangstskud i højt græs var blevet lidt for spændende. Vi finder da også hurtigt hjorten derude, og den skal nu bjærges ud fra et lidt uvejsomt vådområde. En efterfølgende reparation af riflen viste at det drejede sig om indtørret olie eller snavs i aftrækssystemet som gav en friktion der var så stor at den pågældende fejl kunne frembringes. Jeg har haft riflen (Sauer 202) i 6-7 år og den har aldrig før eller siden haft funktionsfejl.

Bjærgning af hjort
Jagtføreren er til dagligt ansat på det lokale kommunekontor, så efter en opringning kommer en kommunal varevogn med 3 mand. De havde slet ikke noget imod at hjælpe. Det var sikkert sjovere at bjærge hjorte, som det de ellers skulle have lavet den dag. Varevognen kunne dog ikke køre helt ude i terrænet, så der var 400 meter at slæbe hjorten. Jagtføreren, jeg selv, og 2 af kommunearbejderne tog slæbet. Den tredje af kommunearbejderne havde åbenbart en særlig status, så hans opgave bestod i at vende bilen, mens vi slæbte hjorten. Han var dog meget tålmodig, selvom vi 20 meter fra varevognen næsten ikke orkede at slæbe den mere, så havde han masser af tid til at beskue at vi sveddryppende slæbte den de sidste meter.

Jagt forbi
Tiden var inde til hjemturen, efter nogle spændende jagtdage. Vi måtte sande, at selvom vi havde set meget kronvildt, så spadserer kronvildtet ikke frivilligt ind i himlen. Sådan er det med brunsthjortene – de giver kamp til stregen.

Ole med 10-ender hjort (2,4 kilo gevir).	Sandhedens time - vejning af gevir. Fra venstre er det guiden, og de 2 jagtførere.