Kronhjortelauget
Spar de små kronhjorte
.
Kronhjortelauget består af en frivillig gruppe jægere der interesserer sig for hvordan afskydningen af den voksende kronvildtbestand foregår. Landbru-get og skovejere ønsker større afskydning for at hindre skader på planter og træer, og jægerne vil gerne nedlægge hjorte med størst mulige gevir. Vi har en rigtig god stamme i området, og hjortene kan blive meget større hvis de ikke nedlægges for tidligt, fortæller Arne Andersen. Alt for mange kronhjorte nedlægges for tidligt, og kønsfordelingen på det nedlagte kronvildt har mildt sagt været forkert. Det er der rettet op på blandt de jægere der frivilligt er med i Kronhjortelauget. Det er meget glædeligt at vi for sæsonen 2004/2005 kan konstatere at afskydningen er meget bedre fordelt på unge og ældre som han og hundyr.
Frivillig fredning på mere end 8500 ha.
Heldigvis er vi allerede mange, men vi vil meget gerne være flere, hvorfor Kronhjortelauget inviterer til både lodsejere og jagtlejere at de melder sig ind i vor frivillige ordning. Siden kronvildtlavet blev etableret i 2004 er der tilmeldt 74 arealer, og i alt er der tilmeldt mere end 8500 ha. Og vi får stadig tilmeldinger.
Området:
Hvor langt skal vi gå. For at kunne gennemføre med begrænsede resurser har vi valgt i opstartfasen at koncentrere indsatsen i området der ligger indenfor følgende byer: Mod vest, Morsbøl, Stenderup, Tofterup og Glej-bjerg. Mod nord, Nollund, Grindsted, Hjortlund, Langelund, Ringgive og Nørskov. Mod øst, Nørskov, Åst, Van-del, Randbøl, Thorsted, Veerst og Gesten. Mod syd, Holsted, Gjerndrup, Gammelby og Revsing.
Afskydningspolitikker:
De fleste jægere vil gerne skyde en hjort, og gerne en stor hjort. For at få flest mulige med på denne frivillige ordning, så registrerer vi to ordninger. En gruppe der giver tilsagn til at der ikke skydes spidshjorte, og en anden gruppe hvor der gives tilsagn, at der ikke skydes hjorte mindre end 8-endere (ulige).
Det kan altid diskuteres om f.eks. dårlige spidshjorte er afskudshjorte, eller hvorvidt en ung stærk 8-ender bør spares. Vi ønsker ikke at åbne et diskussionsforum, men i stedet vil vi søge at udbrede ordninger der kan få maksimal tilslutning. For at undgå individuel bedømmelse af afskudshjorte, så er en spidshjort en spidshjort uanset størrelse. Ønsker du at spare en ung stærk hjort, så er det kærkommen, men helt op til dig selv.
Hvis jeg ikke skyder, så gør naboen
Vi er som jægere, ikke alene når det gælder kronhjorte, men generelt for vildtet og vor egen skyld, nødt til at sætte os udover denne tankegang. Kan vi ikke i egne rækker ad frivillighedens vej finde fodslag, så får vi ikke større hjorte før de fredes gennem lovgivning.
Nytter det noget?
Det kan vi med sikkerhed sige ja til. I slutningen af jagtsæsonen 2002/2003 og tiden derefter kunne vi med glæde konstatere at mange unge hjorte var sparet. De første dage i september den nye jagtsæson 2003/2004 blev der set 37 forskellige hjorte i en meget begrænset del af området. Det lover godt, der er set og skudt flere stærke hjorte, nogle kan ses på www.kronhjorte.dk
Hvem kan være med:
Jo flere der er med på denne frivillige fredning des bedre. Først skal der bruges kræfter på at få lodsejere eller jagtlejere med i de områder hvor kronvildtet står fast. Men vi vil gerne have alle med, små som store arealer, lodsejere som jagtlejere.
Fra hjemmesiden www.kronhjorte.dk kan du printe tilmeldeblanketter og udsnit af kort hvor du bedes indtegne det område du vil tilmelde. Vi registrerer navne og adresser på de jagtberettigede enten lodsejere eller jagtlejere. Ved konsortier kun formanden. De registrerede personer skal være de samme som har givet tilsagn til en af de to frivillige ordninger.
Information:
Gennem mails, årsmøder eller trofæaften og hjemmesiden www.kronhjorte.dk vil vi holde alle interesserede ajour med de nyeste oplysninger, følg med på hjemmesiden.
| Flot 10-ender hjort som blev nedlagt af Carsten Vikjær i Bække mose den 3. september 2005. | ![]() |