Af Jørgen Aamand Andersen

I januar 2005 spurgte jeg min kone om hun havde lyst til at tage med på en jagttur til Namibia. Hun sagde ja tak, og jeg bookede derpå en jagtrejse til Namibia med Buhls Jagtrejser. Efter min vurdering var det nok det bedste jeg kunne finde, når jeg skulle have min kone med.
Det blev en ”pakke” hos ”Kataneno”.
Farmeren råder over et areal på 18.000 ha fri vildtbane. Når jeg valgte Namibia var det netop for at komme på fri vildtbane, idet jeg tidligere har været i Sydafrika, hvor alt er under hegn og derfor indebærer store forskelle fra farm til farm, alt efter størrelse.
Namibia er på størrelse med Frankrig. Der lever kun 25.000 hvide mennesker og godt 2 mill. sorte, så kontrasterne er store!
Rejsen tog 24 timer. Vi landede i Windhoek. Det er hovedlufthavnen i Namibia. Da vi landede var der, ud over den vi fløj med, kun een lille flyvemaskine i lufthavnen, som vel har en størrelse af 1/3 af Billund, så det var til at finde ud af!
Vi blev afhentet i lufthavnen og kørte ca. 180 km. De første 100 km. var god asfaltvej. De sidste 80 km. var på god grusvej. Vi mødte kun 2 biler på den strækning.
Vi kom godt til farmen, som vel nærmest kan sammenlignes med en bondegårdsferie med fuld forplejning.
Vi kørte ud om eftermiddagen hvor vi så en flok på ca. 30 gribbe som var samlet om noget affald fra om morgenen. Derefter var der tid for indskydning af riflerne. Da der var kommet tre andre danske jægere sammen med os, var det som altid med nogen forventning man skulle til at skyde. Jeg havde indtryk af, at de andre jægere syntes jeg var en gammel jæger, der var kommet for langt hjemmefra. Men den gamle jæger var heldig og leverede to skud i plet. Så var det problem overstået, ikke mindst da de tre andre danske jægere havde visse problemer!
Jeg havde købt en pakke med jagtføring 1-1. Så da vi satte os til bords ved middagen kl. 19 fik jeg anvist plads ved siden af Heiko, farmeren, og kunne derudfra vurdere, at det var ham min kone og jeg skulle have som hunter. Vi var kommet til farmen den 13/7-05 og da det var vinter og dermed tørketid, var alt vissent. Det regner kun lidt fra december til februar, fra 200 – 400 mm. Ellers intet den øvrige tid om året. Så vand er det helt store problem her!
Det var fladt med ret åben bush med langt tørt græs og buske med lange pigge, så det var ikke nok kun at have skjorteærmerne rullet ned, så kom der snart blod på armene. Da det var vintertid var nætterne kolde. Om morgenen, når vi startede kl. 6, var temperaturen ca. 2 – 5 grader, så når vi skulle køre 5 – 10 kilometer i åben bil, var det med at have handsker, halstørklæde og sweater på, og endda kunne den første time være kold, men så snart solen kom frem, steg temperaturen til 20-25 grader midt på dagen, men som følge af de lave nattemperaturer og tørken var der overhovedet ingen insekter, altså et dejligt klima at gå på jagt i, store arealer, 10 – 12 kilometer til nærmeste nabo og 180 kilometer når man skulle til købmand og handle.

Den 14/7 startede vi med at køre ud kl. 6. Da begyndte det at blive lyst. Vi havde Heiko som hunter. Han kørte bilen, der var uden døre, samt et sæde på ladet. Min kone og Heiko var i førerhuset. Jeg og en sort hjælper sad på ladet.
Efter nogen tids forløb spottede vi en hartebeest, som vi pürschede efter ca. 3-400 meter, men uden resultat. Der-efter videre i bilen indtil vi på ny spottede en hartebeest. Den lykkedes det efter en forholdsvis kort pürsch at skyde på 150 meters afstand. Den faldt på stedet så det var en god begyndelse. Det var en gammel tyr på ca. 13 år og med en vægt på ca. 150 kg. Og opsatsen holdt guld. Derefter gik vi efter blessbok , som vi efter nogen tids sporing fandt en tre stykker af. Vi kom på skudhold og jeg skød til den midterste, men alle tre løb ag H….. til. Vi fandt ingen schweiss. Jeg syntes faktisk jeg havde haft et rimeligt sigte, men altså måske en forbier. Vi gik dog i den retning dyrene var løbet, og efter en længere gåtur, opdagede Heiko en blessbok som gik alene. Vi pürschede til den og jeg skød. Den faldt på stedet. Det viste sig, at det var den jeg havde skudt til, idet den var gennemskudt i halsen uden et have afgivet schweiss, men her kom Heikos dygtighed nok til sin ret, idet han sagde, at et dyr der var alvorligt ramt som regel gik fra de andre, så han havde vist været klar over at det var den jeg havde skudt til. Nå så endte formiddagen godt med en blessbok på ca. 9 år, og som holdt guld i trofæet. Om eftermiddagen sad min kone og jeg i en hochstand sammen med en sort hunter. Vi så både vortesvin, hartebeest, stenbok og oryx, men intet afskudsbart.

En gammel hartebeest på ca. 13 år og guld.	Atter en guldmedalje. Denne er en blessbok.

Den 15/7 startede vi kl. 6.00 og kørte temmelig langt indtil vi pludselig så to kudutyre inde i bushen eller savannen, om man vil, idet det hele består af vissent græs og buske.
Vi startede pürschen på de to kudutyre, idet Heiko så, at den ene var en god tyr. Flere gange havde vi skydestokken oppe uden resultat. Dog efter nogen tids pürsch fik jeg frit skud på en afstand af 140 meter. Heiko piftede og jeg skød og kuduen løb. Jeg mente jeg havde godt sigte, men hvad hjalp det når kuduen løb. Heiko sagde, at han kunne se den havde problemer med forbenene, så han gik tilbage til bilen og hentede sin riffel og min kone, mens den sorte hjælper og jeg blev stående. Så begyndte sporingen og efter ca. 260 meters eftersøgning fandt vi kuduen. Den forsøgte at rejse sig, hvorpå jeg gav den en kugle. Glad var jeg, for det var en mægtig stor tyr. Heiko sagde, at den havde let ved at holde sølv. Den var ca. 10 år gammel og vejede ca. 320 kg. Den havde fået en kugle i bagkanten af skulderbladet, så begge skuldre var gennemskudt, men de store dyr tåler meget. Jeg var glad for mine 13 grams Norma Oryx kugler!
Derefter sad vi en times tid inden frokost i en hochsitz ved et vandhul. Der kom en hartebeest, men ellers ikke noget.
Om eftermiddagen sad vi i hochsitz ved et vandhul for om mulig at skyde et stort vortesvin, idet jeg ikke var interesseret i en middelmådig gris. Vi så mange forskellige slags vildt, men intet skudbart, bortset fra en jackal som vi ikke var opmærksomme nok på. På vejen hjem, lige i mørkningen, standsede de bilen og sagde ”jackal, skyd”. Heldigvis ramte jeg!

Lørdag den 16/7 begyndte morgenen med at vi gik på pürsch, men så ikke ret meget, sad derefter i hochsitz. Heller ikke det gav noget. Vi kom tidligt hjem til frokost og startede derefter med at komme ud til et vandhul for at skyde vortesvin. Der kom nu ikke nogen og kl. 14 blev vi hentet til kaffe og derefter atter ud på jagt. Først var det efter nogle oryx, men de løb.
Derefter i hochsitz og efter nogen tid kom der tre oryx. Jeg kunne ikke vurdere dem, men Heiko fortalte hvilken jeg skulle skyde til. Der var et godt skud og den løb kun 30 meter. Det var en dejlig stor tyr, mere end ti år gammel, med en vægt på ca. 250 kg. Og med et trofæ nær en guldmedalje. Derefter prøvede vi en pürsch på en anden flok oryx. Kom på skudhold, men de var for små, så dagen sluttede faktisk godt.

Søndag den 17/7. Startede dagen med at pürsche efter oryx og kom på skudhold. Jeg kom på skudhold – og skød blankt forbi! Hvorfor?
Vi kørte til et andet område og fik kontakt med nogle andre oryx. Efter en lang pürsch kom vi på skudhold. Jeg skød på 150 meter afstand, og med godt hold, syntes jeg, men oryxen løb. Vi fandt lidt schweiss, og efter vi havde søgt i nogen tid, stod der en også en oryx fri på 50 meters afstand. Jeg ville skyde, men den sorte hunter sagde, at det ikke var den påskudte, og den løb bort. Men der hvor den havde stået, fandt vi blod. Ærgerligt!
Vi måtte opgive og kørte hjem til frokost for derefter at foretage en eftersøgning. Om eftermiddagen kørte vi så ud med et par mand mere. Men pludseligt stoppede Heiko vognen hvor dyrene havde en godt brugt veksel. Han havde opdaget ganske lidt blod på et græsstrå, og så gik eftersøgningen i gang. De kunne opdage den mindste antydning af blod og spor hvor det var umuligt for mine øjne. De kunne finde de næsten usynlige spor og kun efter 300 meter fandt vi oryxen død! Jeg var lykkelig! Jeg havde truffet den ca. 15 cm. for langt tilbage. Men til trods for at der kun var gået 2_ time siden jeg havde skudt, havde sjakalen allerede været der og bidt i hovedet. Det var en hunoryx, hvis trofæ var 10 cm længere end kravet til guld.
Derefter sad vi ved et vandhul efter vortesvin, men der kom ingen. En kedelig begyndt dag fik trods alt en god afslutning.

Mandag den 18/7. Om morgenen kørte vi ud for at finde stenbuk. Da det var den jeg manglede. Vi kørte langt og længe inden vi drejede ind i bushen, hvor vi så forskellige stenbukke, men enten var de for små, eller også løb de bort. Jeg havde riflen oppe én gang, men stenbukkene løb inden jeg fik trykket af.
Men til sidst var der to, hvoraf den ene stillede sig op en 100 meter ude. Jeg skød et perfekt skud og den lå på stedet. Den var dog ikke stor, en 5 til 7 kg, så jeg var stolt. Om eftermiddagen sad vi seks timer ved et vandhul efter vortesvin. Vi så 10 svin, men ingen var store nok. Så nu får vi se i morgen, ellers må jeg skyde én som jeg så må nøjes med.

Tirsdag den 19/7. Vi kørte atter ud tidligt om morgenen for at søge efter en springbok. Det var faktisk den morgen vi så allermest vildt af alle slags, og jeg startede med at skyde en sjakal, og derefter kørte vi en del rundt for at finde et sted hvor springbukke holdt til. Vi fandt en 3 – 5 stykker, men de er lidt letbenede, så jeg måtte ned at kravle, men det var nu ikke den store succes – og gav heller ikke resultat, så jeg må erkende, at jeg et blevet for gammel til at kravle! Vi kørte videre og kom senere på skudhold af tre på en afstand af 150 meter. Jeg holdt til den midterste – og alle løb som bare pokker. Dog var den jeg havde skudt til lidt langsommere end de andre. På skudstedet fandt vi lidt blod, og jeg var sikker på, at vi ville finde den død. Efter mere end en times sporing lykkedes det. Vi fandt den stendød. Jeg var glad.
Om eftermiddagen var det sidste chance for at skyde den store keiler. Vi sad ved et vandhul, og der kom da også forskellige mindre grise. Efter 2_ time kom den store keiler til syne. Den gik ned til vandhullet og drak. Jeg havde fast anlæg mod et træ og havde den i kikkerten, men den sorte hunter gjorde tegn til at jeg skulle vente, idet det var et ret spidst skud. Han tog i stedet skydestokken og vinkede mig med ud til siden, alt i mens blev ornen færdig ved vandhullet og jeg kunne nu kun skyde til løbende gris på 100 meter, hvilket gav en forbier! Ærgerligt da jeg var helt sikker i første omgang. Heiko kom til for at høre om der havde været svin. Jeg kunne kun fortælle om spildte chancer.
Der var endnu en time inden det blev mørkt, så vi steg op i bilen og kørte rundt, for om muligt at spotte en keiler. Vi så dyr af mange slags, også vortesvin, men for små. Lige inden lukketid kom vi for en keiler som jeg skød. Den løb 50 meter. Det var ret spændende, for det var næsten blevet mørkt, men den lå død under nogle buske. Keileren havde brækket den ene stødtand og var ikke så stor som jeg gerne ville have haft.

Seks dages intense jagtoplevelser fra kl. 6 morgen til kl. 18 aften var nu slut. Vi oplevede lidt mere end vi havde forventet!