Svenske brunstbukke 2005

Af Ib Kragh

Ca. klokken 16 søndag var alle velankommet til Timmernabben Stugby. Undervejs havde vi mest gråvejr og enkelte regnbyger, men efterhånden som vi nærmede os Småland kom solen frem, og i Timmernabben var det det skønneste sommervejr, og sådan forblev det under hele vort ophold.
Ved femtiden kom Kjell med kort til alle over reviret med markering af passene, hvoraf alle 20, på nær 2 var forsynet med hochsitze. En del af dem var gengangere fra tidligere år, men der også flere ny. Kjell fortalte, at man skulle være meget forsigtig ved nr. 13 & 14, da de lå meget tæt. Da der var rigeligt med pladser til de 12 jægere, valgte vi at slå de to pladser samme, så den der trak dem, selv kunne vælge, hvilken der skulle anvendes.

Efter aftensmaden fik vi lodtrækningen overstået, og Knud gik som sædvanlig i gang med at indsamle gæt på antal nedlagte bukke, medens resten af selskabet gjorde et hæderlig forsøg på at skylle rejsestøvet af halsen.
Mandag morgen kom Kjell for at tage os med ud i reviret for at vise os passene. Det var tydeligt, at der var gjort meget mere ud af hochsitzene i år. Ca. halvdelen var helt nye og kun ved enkelte, kunne man ønske sig et bedre synsfelt på grund af bevoksningen.
Grillaftenen vil nok gå over i historien som den mest stilfærdige af samtlige 12 tidligere grillaftner i Timmernab-ben. Ved midnatstid var festen slut, selvom den medbragte proviant langtfra var fortæret.

Hverken Kjell eller nogle af hans familie deltog. Kjell var på ferie i et sommerhus ved Kattegat, så ham så vi først igen søndag morgen før afrejsen.

Hyttebyen
Stugbyen i Timmernabben og området omkring den ændres stadig. Der bygges flittigt på husene i den nordlige del, og der er lavet en ny udstykning mod vest. En del træer er fældet, eller væltet af stormen, hvilket har givet mere lys.
På vej tilbage til Timmernabben, fra et besøg på Döderhultarmuseet i Oskars-hamn, der rummer kunstneren Axel Peterssons atelier og mange af hans træskærerarbejder, blev vi opmærksomme på en stugby i Öknö med ca. 100 huse. Den ligger meget idyllisk ved en lille havn, hvor der forretninger, restaurent og grillbar og campingplads. Telefonnummeret på lejerchefen er det samme som lejrchefens i Timmernabben. Afstanden til Blom-stermåla er kun 2 km. længere end afstanden fra Timmernabben.

Jagt med forhindringer
En morgen hvor Ivan var nået ud til hochsitzen, opdagede han at han havde glemt riffel. Straks startede han bilen og satte kursen mod stugbyen i Tim-mernabben med mindst højest tilladelig hastighed. Efterhånden som han nærmede sig målet, kom han i tanke om, at nøglen til huset lå velforvaret i Grethas lomme. Ivan får vendt i en fart og rask går det ud til Gretha i hochsitz nr. 14 efter nøglen, for at genoptage den afbrudte tur til stugbyen og retur til reviret

Skudstærke svenske bukke
At de svenske bukke kan være særdeles skudstærke blev Mogens overbevist om, da han onsdag aften mødte en af slagsen ude på pass nr. 10. Hele 4 skud skulle der til, inden den 22 kg. tunge buk blev liggende. Bedømt ud fra skudhullernes størrelse ser det ikke ud til at han anvender et for lille kaliber, men det formodes at han bliver en hyppig gæst på skydebanen i Skibe-lund fremover. Rygtet fortæller, at han også vil anskaffe sig et snitbillede af en buk, visende de mest sårbare steder.

Bilers låsesystem er ikke ens
Det fandt Henrik ud af en morgen, da han skulle hjem fra nr. 16. Han havde fået pakket riflen og den øvrige udrustning, inklusiv jakken, i bagagerummet på svogers Volvo, smækkede klappen i, og satte sig ind i bilen for at starte hjemturen. Da han ledte efter startnøglen, kom han i tanke om at den lå i jakkelommen i bagagerummet. Ud af bilen og om til bagagerummet for at åbne klappen. Her opdagede Henrik at der er forskel på Volvos – og hans egen Audis låsesystem. Klappen kunne kun åbnes med nøgle på Volvoen, og den lå i jakkelommen i bagagerummet.

Heldigvis havde svoger en ekstra nøgle, så nu gjaldt det om at komme hjem til stugbyen efter den, men vejen var lang. Bare ud til hovedvejen var der et godt stykke. Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Der kom en bondemand kørende på en traktor. Ham prajede Henrik og det lykkes ham at overtale bonden til at køre sig op til hovedvejen, mod betaling i naturalier (10 øl)

Som blaffer er Henrik meget effektiv. Han nøjes ikke med at løfte tommelfingeren, men stilede sig midt på kørebanen med udstrakte arme. Det virkede omgående, en anden jæger fra vort selskab stoppede og tog Henrik med til stugbyen.

Med reservenøglen i lomme og 10 øl til bonden, gik turen igen til nr. 16.

Da Gretha kunne have brugt en schweisshund
Torsdag morgen skød Greta en buk ved pass nr. 14. Da hun ikke umiddelbart kunne finde den, tilkaldte hun hjælp over mobilen, og hurtig var et større eftersøgnings hold til sted. Eftersøgningen var vanskelig på grund af meterhøje bregner. Tiden gik og Gretha blev ret modløs.
Pludselig råber Finn, der var gået udenfor det udpegede område: ”Gretha kan du bruge den der ligger her”?

Det kunne hun, og glad blev hun over at bukken var fundet, så der var kram til alle i nærheden, mest til Finn naturligvis. Ivan strålede som en lille sol, og gav med tegn og tale udtryk for, hvad han forventede at Grethas opstemthed kunne resultere i senere på dagen.

Udbyttet
Der blev i alt nedlagt 5 bukke og 1 ræv. Kun i et tilfælde måtte jægeren have hjælp til eftersøgningen af bukken.

Selv om udbyttet ikke var særligt stort, var der udbredt tilfredshed med turen, og de fleste gav udtryk for at de gerne vil deltage næste år, hvis der blev mulighed for det.


Grethas store, flotte svenske buk!	En glad Henrik Schnuchel med sin buk der bliver hædret med ”det sidste bid”!