Det’ den dejligste morgen…

Af Finn Østergaard

Bilen brummer tyst på vej tilbage mod byen, mens musikken strømmer ud af højtalerne. Solen står allerede højt på en skyfri himmel. Jeg glæder mig nu til at komme hjem med nybagte rundstykker og nyde den friskbryggede morgenkaffe, mens jeg kan fortælle Margit om morgenens store oplevelser. Da brager Gnags pludseligt ud af bilens højtalere med ”Det’ den dejligste morgen i 100 år, og jeg lever. Verden åbner sig …” og et øjeblik efter skråler jeg vildt og inderligt med på sangen, måske nok lidt mere vildt og inderligt, end lige rent.

Tess, min gamle korthår, der ligger på sin plads foran højre forsæde, kigger lidt forbavset op på sin herre med den ro i sine øjne, som elleve års hundelivserfaring giver, sukker lidt, smasker en gang, og lukker atter sine brune øjne. Pludseligt falder mine tanker på en anden sang som giver mig visse minder. Der er TV-2 med deres ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da jeg engang for år tilbage ofte ved TV-avistid skrålede den sang i stuen, sendte Margit mig et noget udefinerbart blik, mens teenageren, Rikke, sendte mig et dræberblik, idet hun forlod stuen og overlod mig den dybe og behagelige lænestol, hvorefter fjernsynet kunne omstilles til TV-avisen uden yderligere problemer. Og med et lille smil er jeg atter tilbage i nutiden og genoplever denne herlige morgen, på turen mod bageren.

Solopgang
Allerede i god tid før solopgang sad jeg nemlig på en høj inde i plantagen, hvor jeg kunne overskue et stort område med nyplantninger. Mens solen begyndte at få magt, kunne jeg langt til højre følge et smaldyr der langsomt trak i min retning. Senere så jeg, til den anden side, en lille buk, men da klokken blev halv syv havde jeg fået nok af stedet. Mon der var andre af mine jagtkammerater herude i den midtjyske plantage? Jeg kørte atter ind til det lille jagthus i skoven og kiggede i kontaktbogen. Nej, jeg havde plantagen helt for mig selv, her til morgen. Derfor kunne jeg nu vælge et andet område. Jeg lod bilen stå på den åbne plads ved huset, tog riffelen over skulderen, kikkerten om halsen, skydestokken i hånden og begyndte at liste ned af skovvejen i fuldt feltmæssigt påklædning, i camo-tøj og ansigtsnet.

På pürsch
Mine øjne strejfer bilen da jeg går forbi og ser korthåren sidde og kigge langt efter mig gennem sideruden. Pludseligt får jeg dårlig samvittighed! Hvor ofte har jeg da ikke haft Tess med på kikkertpürsch før jagten er gået ind, og da jo egentlig også flere gange under pürsch. Den går under pürsch ikke stram hinter, men får lov til at have sit hoved og krop så langt fremme foran mit venstre knæ, at jeg straks kan aflæse dens kropssprog – og hvor mange gange har den egentlig ikke anvist mig vildt? Den står jo helt bomstille, når jeg står stille. Kan lægges af med en håndbevægelse og bliver liggende til jeg atter giver et tegn. Jo da, gamle Tess skal da med! Tilbage ved bilen åbner jeg døren og giver hunden tilladelse til at springe ud. Med en ivrig logren, med sin korte hale, springer derfor en meget glad hund ud på pladsen i skoven, men inden vi skal af sted, skal den jo lige have tid til at ”tisse” af. Med en lavmeldt kommando, ”på plads” og et lille klap på låret, finder den så sin plads ved mit venstre knæ. Så lister vi ned ad skovvejen, hvor vinden kommer svagt ind fra højre. Da vor fremrykning foregår så langsomt, og med mange stop, kan hunden nå at snuse lidt hist og her til skovens spændende dufte under vor færd, samtidig med at den hele tiden afprøver lugtene fra vindsiden.

Nu deler vejen sig. Med en håndbevægelse dækker jeg hunden af, mens jeg selv lister lidt til venstre for at undersøge sporet her for tegn, men dem er der nu ikke mange af. Jeg vender derfor tilbage til hunden, og sammen lister vi så med det smalle skovspor til højre, mod vinden, og med hyppige stop, hvor sporet og de nærmeste omgivelser granskes med kikkerten.

Pludseligt stivner hunden, nærmest som i stand, ørerne ”krøller” ligefrem idet de rejser sig, det brune hoved kører hastigt fra høje mod venstre, og tilbage igen, mens dens næsebor hele tiden bevæger sig intenst. Det er ganske tydeligt at der er vildt foran os. Jeg lader kikkerten glide ned på brystet og trækker riflen op til skulderen. Hvad vil der mon ske?

Hjort!
Pludseligt aner jeg noget brunt i kanten af sporet, henne ved det næste sving – og med et står en stor flot kronhjort fremme på det smalle skovspor. Mens den lidt nervøst ser sig omkring, begynder jeg at tælle sprosser. Er der fem på den nærmeste stang? Så er hjorten atter borte i træerne til højre. Jeg skotter ned mod hunden, som meget spændt lytter og indsnuser lugten fra højre, med høj næse. Så er der atter en bevægelse derhenne på sporet, og i det samme træder der ikke en, men to store flotte hjorte ud på sporet, ca. 60 meter henne. De virker lidt urolige, men sikrer slet ikke ned mod os. Tilsyneladende er de stort set lige store. Er det 10-endere? Så glider den ene atter bort fra sporet. Nu er den anden helt fri, og jeg lader, næsten frydefuldt, mit trådkors glide ned fra geviret, videre ned over den kraftige hals, til det hviler på det store flotte dyrs brune skulder. Pegefingeren begynder at bevæge sig. BANG!

Så er sporet atter tomt. Jeg trækker lidt luft ned i lungerne og kigger ned på hunden. Den står stadig helt spændt som en flitsbue, dirrer over hele kroppen, mens den tydeligt følger noget inde i skoven……

Bang, men…
Lidt senere lister hunden og jeg ned ad sporet til svinget hvor hjorten var på sigtekornet. Bortset fra nogle store klovaftryk i sandet på skovvejen, samt nedtrådt græs i kanten, er der ikke noget at se – og vel med god grund. For i dag er det nemlig den 14. juli, og hjortene er i bast. Pegefingeren blev oppe på skæftetræet – langt, meget langt fra den sikrede aftrækker – og det bang der lød var kun en svag hvisken fra mine læber. Men måske, måske, måske….. ses vi igen en gang?

I stedet for en buk i bagagerummet er jeg nu bagefter en kæmpestor oplevelse rigere – ikke mindst i fællesskabet med min gamle hund, på denne ”Det’ den dejligste morgen….